Svært for politikere at sige nej til behandling

Skal alle unge piger vaccineres mod livmoderhalskræft, og går de penge så fra andre vigtige behandlinger? Og hvilke konsekvenser har det for andre områder, når man giver alle gigtpatienter adgang til ekstra fodpleje?

Allerhelst vil vi gerne have det hele, og det ved politikerne. Når først en patientforening eller familie har været fremme i medierne og fortalt om deres trængsler, fordi de ikke har adgang til en ny type medicin eller særlig støtte, er det mere end svært for politikerne at sige nej. Men samtidig er det uklart, hvem og hvad de ekstra bevilligede penge går fra.

Det var temaet for et symposium om patientindflydelse, som Københavns Universitet og Dansk Selskab for Medicinsk Filosofi, Etik og Metode holdt tidligere på ugen. Her fremgik det blandt andet, at erfaringer fra Storbritannien viser, at når patienterne får mere indflydelse, så stiger udgifterne til sundhedsvæsenet tilsvarende. Men sådan behøver det ikke at gå i Danmark, sagde Andreas Hasman, dr. phil. fra The Royal Pharmaceutical Society of Great Britain.

-- Hvis borgere og og offentlighed involveres i beslutningerne, får de også en forståelse for, at alt ikke kan tilbydes til alle. De får indblik i prioriteringerne. Borgerne er ikke kun patienter, men også skatteydere, påpegede Andreas Hasman.

Formanden for Folketingets Sundhedsudvalg, Birthe Skaarup (DF), hilste den stigende patientindflydelse velkommen og fortalte, at det ofte er patienter eller patientforeninger, der har haft foretræde i sundhedsudvalget, der forårsager ekstra bevillinger eller nye tiltag.

-- Alle kan få foretræde for udvalget og fremlægge deres sag. Det kan jeg kun opfordre flere til at gøre, for vi politikere er ikke ufølsomme, men mennesker som alle andre. Det er alles kamp mod alle. Kommer man ikke ud af busken eller gør sig synlig over for politikerne, kan det meget vel tænkes, at man ikke får det gode tilbud, man ellers ville have fået, sagde hun.

Birthe Skaarup kunne ikke umiddelbart komme med eksempler på patientgrupper, der ikke havde fået ønsker opfyldt, fordi pengene var gået til andre, men fremhævede, at kræftpatienter i Danmark ikke altid får den nyeste medicin, fordi den er for dyr, ligesom indsatsen over for de ældre medicinske patienter kan forbedres.

Afdelingsleder på Københavns Universitet, lektor, mag. art. Peter Rossel mener, at det er unfair, at patientgrupper, der har haft foretræde i sundhedsudvalget eller på anden måde har gjort opmærksom på deres problemer, bliver tilgodeset med bevillinger.

-- Politikerne har svært ved at sige nej, og det bliver i høj grad et tilfældighedsprincip, der råder. Det forekommer alt andet end fair, sagde han.

Filosof Thomas Søbirk Petersen fra Roskilde Universitetscenter har beskæftiget sig med etik og kunstig befrugtning, og han peger på, at prioriteringen hele tiden foregår, også selvom politikerne ikke siger det højt. For eksempel nævner han, at de offentlige fertilitetsklinikker kun behandler kvinder under 40 år, for der får man flest børn for pengene.

-- Der er ikke råd til det hele, og principperne for prioritering bør tydeliggøres og frem i lyset. Det bør være klart, om politikerne prioriterer midlerne efter, hvor man får mest mulig livskvalitet, mest lighed eller om mennesker, der for eksempel selv har ansvar for deres sygdoms opståen, skal længere ned på ventelisten, som man gør i nogle lande. Hvis ikke der laves cost-benefit analyser, bliver der et økonomisk ressourcedræn. Og økonomiske overvejelser er høj moral i denne sammenhæng, fastslog han.

Direktør i DSI, Dansk Sundhedsinstitut, Jes Søgaard, har i mange år beskæftiget sig med sundhedsøkonomi. Han medgiver, at politikerne i Folketinget generelt har svært ved at prioritere og sige nej, når en sag først er fremsat og fremme i medierne. Men det bliver de nødt til, for personalemanglen i sundhedsvæsenet er nu så stor, at vælger politikerne at sige ja til en ny behandling, skal lægerne gå fra andre opgaver.

Men ligesom Thomas Søbirk Petersen siger også Jes Søgaard, at der bliver prioriteret i det danske sundhedsvæsen. Det foregår bare ikke på Christiansborg, men ude på de enkelte sygehusafdelinger.

-- De sparer ude på afdelingerne. Man har lagt låg på systemet ved at have ventelister, og samtidig kommer ny medicin først til Danmark tre til fem år efter, det er kommet på markedet, og dermed er det meget billigere. Lægerne foretager konstant en prioritering, siger han og fortsætter:

-- Det er næsten umuligt med objektive kriterier, for der vil altid være enkelttilfælde, hvor det ikke er hensigtsmæssigt. Derfor er jeg ikke umiddelbart tilhænger af åbenhed og gennemsigtighed i prioriteringerne, selvom det lyder udemokratisk, siger Jes Søgaard.

Det danske sundhedsvæsen er billigere end gennemsnittet i OECD, og væksten i sundhedsudgifter har i de seneste år kun været det halve af, hvad den er i resten af OECD.

.

dahl-hansen@kristeligt-dagblad.dk