Virksomheder tvinger medarbejdere til at smile også når det gør ondt

Positiv psykologi og anerkendende ledelse vinder indpas i erhvervslivet, der vil have både ansatte og bundlinjer til at blomstre i den gode stemning. Men brugt forkert kan det ende som censur af kritiske medarbejdere altid at skulle se muligheder frem for problemer, advarer sociolog. (modelfoto) Foto: colourbox.com

Positiv psykologi og anerkendende ledelse vinder indpas i erhvervslivet, der vil have både ansatte og bundlinjer til at blomstre i den gode stemning. Men brugt forkert kan det ende som censur af kritiske medarbejdere altid at skulle se muligheder frem for problemer, advarer sociolog

Efter en telefonsamtale med en samarbejdspartner gik det for alvor op for psykolog Hanne Nielsen, at der var noget galt med arbejdsmiljøet på hendes nye arbejdsplads, en større humanitær organisation. Hun var forsinket med at sende noget materiale af sted til samarbejdspartneren, hvilket hun beklagede i løbet af telefonsamtalen. Den samtale hørte hendes daglige leder.

Min leder sagde til mig, at vi bruger ikke vendingen jeg beklager i denne afdeling. Jeg svarede, at jeg gerne ville forbeholde mig retten til at beklage, hvis jeg var for sent med noget, siger Hanne Nielsen.

LÆS OGSÅ: Smil eller forsvind

Hun lagde sig dermed ud med virksomhedens filosofi om kun at se muligheder frem for problemer også kaldet positiv psykologi.

Netop ledelse baseret på positiv psykologi og anerkendelse vinder indpas i danske virksomheder og organisationer. En ledelsesfilosofi, der har til hensigt at få det bedste frem i medarbejderne, få dem til at trives og øge bundlinjen. Og som ifølge eksperter på området nu får lægfolk, medarbejdere og topledere til at strømme til kurser og temadage om tidens populære management-fænomen.

Og dét med god grund, mener Hans Henrik Knoop, lektor i pædagogisk psykologi på Aarhus Universitet og formand for European Network for Positive Psychology.

For virksomheder er positiv psykologi ganske enkelt en konkurrencefordel. Er de ansatte velfungerende, kan man tjene flere penge og spare flere sygemeldinger. Det er simpelthen for dyrt for samfundet ikke at prioritere den forebyggelse, som brugen af positiv psykologi fører med sig, siger han.

For Hanne Nielsen endte det lige omvendt med en sygemelding, fordi hun ikke måtte ytre sig kritisk. Det undrer ikke sociolog og lektor på Roskilde Universitet, Rasmus Willig.

Det lyder godt i en ledelses ører at sige vi skal tænke fremad og se på det, der virker. Men hvis det samtidig betyder, at man ikke kan tale om tingenes tilstand og vende problemerne, er man galt afmarcheret, og i værste fald ender det med en censur af selvet. Jeg mener, at vi må pille det falske og tillagte sprog ud af arbejdssammenhængen igen. Ellers ender det med, at alle i arbejdskoret synger falsk, siger Rasmus Willig.

Organisationspsykolog Camilla Raymond bruger positiv psykologi i sit arbejde med at rådgive virksomheder og ser mange fordele i, at man i positiv psykologi fremmer det, der fungerer i stedet for primært at fokusere på problemerne. Men hun understreger også, at positiv psykologi bestemt ikke er svaret på alt.

I forbindelse med nedskæringer, kriser og fyringsrunder er det ikke tilstrækkeligt at sige, at hvis vi bare ser positivt på det, så går det nok. Det vil være at kaste en rød klud i hovedet på folk. Vi skal i det hele taget være meget varsomme med at forstærke individets oplevelse af pres. Der er en tendens i tiden til at sige, at hvis ikke du er lykkelig, er det dit eget ansvar. Men virksomheder og organisationer har også ansvar for at sikre, at der bliver taget ordentligt hånd om folk, understreger Camilla Raymond.

Også professor, cand.psych. og dr.med. Bobby Zachariae påpeger, at det er positivt at anvende psykologien til andet end behandling af negative symptomer som depressioner og angst.

Der kan være en god pointe i at kigge på, hvordan det kan være, at nogle medarbejdere trives, selvom de befinder sig i et arbejdsmiljø med høje jobkrav, frem for kun at se på dem, der går ned med stress. Men det er samtidig klart, at der ofte er en tendens til, at nye begreber bliver overpopulariserede, og dermed risikerer de at miste den egentlige substans og kvalitet, siger han.

Positiv psykologi og anerkendende ledelse vinder indpas i erhvervslivet, der vil have både ansatte og bundlinjer til at blomstre i den gode stemning. Men brugt forkert kan det ende som censur af kritiske medarbejdere altid at skulle se muligheder frem for problemer, advarer sociolog.