Vil Danske Banks generalforsamling i næste uge støtte hykleriet?

Se Ritzau: Danske Bank får et overskud på 11, 5 milliarder. ARKIVFOTO: -Arkiv- SE RITZAU Danske Bank fyrer 250 af deres ansatte BV.: Danske Bank - afdelingen på Kongens Nytorv. Foto: Thomas Lekfeldt/ Denmark

Danske Banks beslutning om at boykotte den israelske bank Hapoalim af hensyn til kundernes investeringer lugter langt væk af hykleri. Deres beslutning er ikke moralsk, men populistisk

Debatindlægget er skrevet af Flemming Bengtsson, it-konsulent og cand.mag. i historie, Brønshøj

Danske Bank har som andre virksomheder, forsknings- og kulturinstitutioner gjort sin entre i mellemøstkonflikten. Uden at have spurgt aktionærerne, men med afsæt i folkedomstols-trenden i internationale fora og EU.

Samme stemning som i folketing og regering, der bukkede dybt for kinesiske despoter på statsbesøg i 2012, så den i Danmark højt besungne ytringsfrihed for herboende tibetanere og deres støtter blev trådt under fode, da de ville minde landets gæster fra Kina om, hvordan det tibetanske flag ser ud.

Danske Bank boykotter nu den israelske bank Hapoalim for dens engagementer med israelske bosættelser på Vestbredden. Danske Bank henviser, i strid med sandheden, til almindelig international lovgivning. En sådan findes ikke, men traktater gør.

Danske Bank hævder, at fokus er kundernes forventning om, at vi investerer deres (kundernes) midler på en ansvarlig måde, uanset hvor i verden de firmaer, vi investerer i, opererer. Føj, hvor det stinker af hykleri.

Danske Banks ansvarlighed er en by i Rusland eller på Krim. Danske Bank boykotter mig bekendt hverken virksomheder eller investeringer i Rusland eller Kina, der begge har underlagt sig andre folkeslag og territorier.

Danske Bank boykotter heller ikke virksomheder og investeringer i Iran og Den arabiske Verden, hvor adskillige lande i strid med internationale konventioner nægter at give palæstina-arabiske flygtninge og deres efterkommere statsborgerskab en rettighed, som de i vidt omfang nyder både i Danmark og, ja, også i Israel. Hvor er det patetisk, at kun denne befolkningsgruppe skal nyde godt at Danske Banks omsorg altså kun de, der bor på Vestbredden.

Jeg kan kun opfatte Danske Banks selektive boykot-aktion som et forsøg på at hente en del af de næsten 100.000 kunder tilbage, som Danske Bank, ansvarligt forstås, var tvunget til at komme af med under gebyrfelttoget i 2013.

Bankens ledelse, bestyrelse og direktion har valgt populismens vej, hvor det er trendy at lange ud efter den ene af mellemøstkonfliktens parter. Jeg vil gerne opfordre Danske Banks aktionærer og interessenter i øvrigt til at udtrykke mistillid til de ansvarlige i Danske Banks ledelse på den ordinære generalforsamling tirsdag den 18. marts.

Som en ud af mange i det kundesegment, som Danske Bank søger at appellere til, kan jeg sige, at Danske Bank med sin beslutning selv ikke med de bedste tilbud får mig tilbage i folden. Alt hykleri har en tanke af løgn.