Går velgørende organisationer over stregen i jagten på bidrag?

MED AFSTEMNING: Selvom man lige har givet en organisation 300 kroner til Syriens børn, kan man kort efter nemt blive ringet op og spurgt, om man vil øge sit bidrag. Strategien giver flere penge til de fattige, men risikerer at støde bidragyderne fra sig

Kim Boeskov betragter generelt sig selv som et godt menneske, der tænker på Den Tredje Verden. Hver måned giver han et fast beløb til tre forskellige velgørende organisationer via banken. Nogle gange har han også støttet spontant, for eksempel ved krige eller hungerkatastrofer i Afrika. Alligevel modtager den 28-årige musikpædagogstuderende fra København hver uge to-tre opkald på sin mobiltelefon fra et væld af velgørende organisationer.

De starter med at hilse pænt og venligt. Så spørger de, om jeg vil høre om alt det gode, de gør ude i verden lige nu. Det siger jeg som regel høfligt ja tak til, for det er da rart at vide, hvad mine penge går til. Når vi så har snakket lidt frem og tilbage, så bliver der nævnt et beløb. Men hvis du nu gav bare 50 kroner mere om måneden, så kunne vi give et barn skolegang. Så bliver det pludseligt svært at sige nej, og man fremstår som et meget dårligt menneske, hvis man afviser dem. Det er ubehageligt, siger han.

LÆS OGSÅ: Velgørende organisationer er blevet mere pågående

Én organisation var engang så aggressiv i sine opkald, at Kim Boeskov efterfølgende meldte sig ud. For at undgå opkaldene har han nu kodet organisationernes numre ind på sin telefon, så han kan lægge på, når han kan se på skærmen, at de ringer. Og Kim Boeskov er ikke den eneste, der er træt af indsamlingsorganisationernes nye strategier som telefonsælgere og facere medarbejdere, der står på gaden for at hverve medlemmer. Faktisk oplever hver tredje dansker, at indsamlingsorganisationerne gør for meget for at samle penge ind. Det viser undersøgelsen Danskerne og velgørenhed anno 2013, der udkom tidligere på året.

Indsamlingsorganisationerne har forsvaret sig med, at det er blevet sværere at samle penge ind de senere år. Men hvorfor risikere, at de mennesker, der allerede giver, bliver sure og melder sig ud, som Kim Boeskov gjorde i et tilfælde? Og må man overhovedet rende folk, der har haft pengepungen fremme, på dørene?

Der er intet ulovligt i at ringe op til folk, der har givet, fastslår Robert Hinnerskov, generalsekretær i de danske indsamlingsorganisationers fællesorganisation Isobro.

I det øjeblik, du allerede har givet, er du kendt af organisationen, og så træder indsamlingslovens regel om, at man ikke må kontakte fremmede pr. telefon om bidrag, ud af kraft. Ved enhver kontakt skal man være opmærksom på, om vedkommende ønsker at støtte eller ej. Når man har støttet, så antager man dog, at det er i orden at ringe op igen, siger han.

Når det er sagt, så er det mit indtryk lige nu, at der er rigtig mange organisationer, der ringer folk op. Og der er behov for at se på, om nogle af organisationerne overskrider folks grænser. Vi får jævnligt henvendelser om opkald, hvor vi simpelthen ikke kan genkende det sprog og den pågåenhed, der er blevet lagt for dagen.

Robert Hinnerskov understreger, at henvendelserne drejer sig om organisationer, der ikke arbejder under Isobros egne indsamlingsetiske retningslinjer. Her står der blandt andet, at giveren skal være glad og ikke føle sig presset eller få lyst til at fortryde. Hvis det forslag til en ny indsamlingslov, der i øjeblikket venter på behandling i Folketinget, bliver vedtaget, vil det betyde etiske retningslinjer for indsamling for samtlige velgørende organisationer i Danmark.

Det kunne løse en del af problemet, mener Robert Hinnerskov. En anden løsning kunne være større brug af et lille, simpelt ord: Tak.

Både når man ringer op, men også hvis bidragyderen siger nej til at bidrage yderligere. Et tak først og sidst i samtalen, ligegyldigt om bidragyderen ender med at give mere eller ej, mener jeg er på sin plads.

På Folkekirkens Nødhjælps kontor i København har de en stab på mere end 50 telefonsælgere, eller phonere som de kaldes i daglig tale. Det er typisk unge mennesker, som er ansat til at ringe til faste bidragydere. Én af de ansatte i telemarketingafdelingen er Sofia Færk. De fleste af dem, hun har ringet til, har reageret positivt.

Folk er generelt rigtig søde. Vi beder dem aldrig om at give flere hundrede kroner oveni, men spørger, om de for eksempel vil give 50 kroner mere. Det kan være, de siger: Joeh, det kan jeg jo egentlig godt have råd til, mens andre siger: Det har jeg altså ikke råd til.

Der er dog også nogle, der undrer sig lidt, forklarer hun:

Hvorfor ringer I til os og ikke nogle nye, der ikke giver i forvejen?, spørger de.

Så siger vi jo bare, at vi ved, de er mennesker, der hjælper og kender til vigtigheden af at hjælpe. De har jo taget stilling. Dem, der giver fast, er en vigtig gruppe for os, fordi vi kan budgettere med deres hjælp. Og så kan vi nå ud til flere.

Inden for velgørenhedsverdenen kaldes det, Sofia gør, for giveroptimering. Erfaringen er, at det er effektivt at spørge dem, der allerede giver, om de vil give mere. Omtrent hver tredje svarer faktisk ja, forklarer indsamlingschef Peter Rasmussen.

Det er ikke hensigten, at bidragydere som Kim Boeskov kommer til at føle, at de ikke giver nok, pointerer han.

Men det er samtidig også et dilemma forstået på den måde, at det at ringe til sine givere og spørge, om de har lyst til at sætte deres månedlige bidrag lidt op, er en meget effektiv måde at samle penge ind på. Og hvis vi helt undlod at gøre det, ville vi enten skulle investere i andre og dyrere indsamlingsaktiviteter eller mangle midlerne.

Hvis det handler om at maksimere det gode for alle, så er det helt i orden at presse lidt på pengepungen hos folk, der allerede giver, mener Thomas Søbirk Petersen, lektor i straf og etik ved Roskilde Universitet.

Hvis organisationerne får flere penge på den her måde, så er der for mig at se ikke noget etisk ukorrekt i det. Det umoralske ville ligge i at vælge en strategi, der ikke genererede det maksimale udbytte og hjalp dem i nød mest muligt, siger han.

Men derfor skal organisationerne alligevel være opmærksomme, hvis den dårlige samvittighed ligefrem får folk til at melde sig ud. Det er åbenlyst ikke det mest gavnlige for de fattige i Afrika eller Nordkoreas sultne børn:

Den dårlige samvittighed er en slags benzin for vores trang til at give. Det er følelsen af, at vi sidder i luksus her i Danmark, og at der andre steder i verden er nogle kvinder, der dør under fødslen, eller børn, der aldrig får en uddannelse. At vi er heldige, men at det også er et lykketræf, som er fuldstændig tilfældigt, at vi blev født til ét liv, og de til et andet. Men der er også undersøgelser, der peger på, at de positive konsekvenser af hjælpearbejdet og identifikation med det enkelte barn, man har hjulpet, er noget af det, der kan få folk til at give endnu mere. Derfor er det også vigtigt at være varsom med at give folk dårlig samvittighed, for det kan ende med at give bagslag, siger han.

Thomas Søbirk Petersen mener, at den enkelte giver vil kunne undgå ubehag ved at lægge en strategi for, hvad han eller hun har lyst til at give hver måned, og så ellers lære at slappe af og få sagt nej.

Man kan for eksempel sige: Jeg giver det, jeg giver, fint, farvel, når man igen-igen får en phoner i røret, siger han.

Selv har han valgt en løsning, hvor han giver, men helt slipper for at blive kontaktet:

Nogle af de mest effektive til at hjælpe folk i nød er internationale, udenlandske hjælpeorganisationer. Dem giver jeg selv helst til, og de ringer altså ikke eller banker på min dør for at bede om mere. Hvis man synes, det er et problem at blive rendt på dørene, så er der jo den mulighed at vælge en organisation, der ikke gør det.