Dilemma: Kan man være venner med chefen?

"Arbejdsgiveren har stadig ret til at lede og fordele, og det er også hans job at fyre og ansætte," siger arbejdsmarkeds-forsker Flemming Ibsen fra Aalborg Universitet.

Vejlegården er udtryk for øget tillid mellem medarbejder og arbejdsgiver, mener erhvervsmanden Lars Kolind. Men når krisen kradser, er det dog stadig chefen, der bestemmer, understreger forsker

Jeg får præcis det samme udbetalt nu, som da jeg var hos 3F. Jeg føler ikke, jeg kunne have en bedre chef. Sådan sagde køkkenleder på Restaurant Vejlegården Isabel Bertholdt for en uge siden til BT.

Vejlegårdens ansatte er imidlertid ikke de eneste, der sætter deres lid til chefen og ser igennem fingre med manglende overenskomst. Stadig flere danskere vælger de traditionelle fagforeninger fra til fordel for eksempelvis Kristelig Fagbevægelse.

LÆS OGSÅ: Konservative: Faglig mobning skal forbydes

Men hvor sikker er du egentlig på, at chefen stadig tilgodeser dine ønsker om løn og arbejdsforhold, hvis han bliver presset på pengepungen?

Kristeligt Dagblad har talt med henholdsvis erhvervsmand Lars Kolind og arbejdsmarkedsforsker Flemming Ibsen. To mænd med meget forskellige meninger om hvordan danskernes tætte relation til deres arbejdsgivere påvirker forholdene på arbejdspladsen. Og ikke mindst i hvilken grad vi stadig har brug for fagforeningerne. Her får du deres indlæg til debatten.

Tillid gør fagforeningerne arbejdsløse

De seneste femogtyve år har den generelle opfattelse af forholdet mellem arbejdstagere og arbejdsgivere ændret sig. De to parter er i højere grad blevet samarbejdspartnere, der står sammen om fælles mål og vækst og derfor også tackler kriserne sammen, siger erhvervsmand Lars Kolind, der blandt andet henviser til den aktuelle sag om Vejlegården som et eksempel på udviklingen.

Ifølge Lars Kolind er tanken om at arbejdstagere og arbejdsgivere er hinandens fjender, der modarbejder hinandens ønsker, langt fra virkeligheden på de danske arbejdspladser.

Det fjendebillede, der i mange år har eksisteret på arbejdsmarkedet, er i dag udelukkende mentalt tankegods med en uheldig effekt. Og den forældede forestilling er ikke i overensstemmelse med den virkelighed og kultur, der eksisterer i landets virksomheder, siger Lars Kolind.

Han ser en tendens til, at de fleste arbejdsgivere stræber efter at samarbejde med deres ansatte, for herigennem at opnå øget omsætning.

Et konventionelt modsætningsforhold mellem arbejdsgivere og arbejdstagere er ødelæggende for en virksomheds konkurrenceevne. Til gengæld skaber det værdi at tale sammen, også når det gælder lønforhold og fyringer, siger han.

I situationer, hvor en virksomhed er tvunget til at skære ned, mener Lars Kolind at samarbejdet mellem arbejdsgiveren og de ansatte er endnu stærkere. Fagforeningernes funktion bliver herved undermineret, da det gode forhold de to parter imellem betyder, at de ansatte ikke længere har brug for fagforeningerne som talerør.

Langt de fleste arbejdsgivere er jo ikke ufølsomme over for deres medarbejdere, en klog arbejdsgiver ved, at det er endnu vigtigere at arbejde sammen med sine medarbejdere i en krise-situation. Ulempen for fagforeningerne er selvfølgelig, at vi nu har mindre behov for et kamp-organ, og de derfor mister deres job, siger Lars Kolind.

Ansatte fyre ikke deres egne

Selvom et nært forhold mellem chef og ansatte både kan styrke virksomhedens produktivitet og arbejdsmiljøet, har den tætte relation imidlertid også en bagside, vurderer arbejdsmarkedsforsker Flemming Ibsen fra Aalborg Universitet.

Det kan godt være, at forholdet mellem arbejdsgiver og arbejdsmodtager har forandret sig i takt med, at det danske arbejdsmarked er gået fra industri til primært at være baseret på service-ydelser. Men man skal ikke tage fejl af, at den dag, der skal fyres medarbejdere, så er det udelukkende chefens beslutning ikke medarbejdernes, siger Flemming Ibsen.

Han er skeptisk over for Lars Kolinds beskrivelse af kulturen mellem arbejdsgivere og arbejdstagere i de danske virksomheder, og mener ikke, at man bør generalisere, når det kommer til krise- og konflikthåndtering.

Det er ikke alle steder i Danmark, at chefen møder den ansatte på gulvet. Vi har stadig industriarbejdspladser, hvor der hersker en meget klar rollefordeling, og der er også stor forskel på ledelsesstilen alt efter om, der er tale om det offentlige eller det private, siger Flemming Ibsen.

Herudover fremhæver Flemming Ibsen den helt grundlæggende forskel på de arbejdsopgaver, der knytter sig til henholdsvis det at være arbejdsgiver og rollen som arbejdstager.

Arbejdsgiveren har stadig ret til at lede og fordele, og det er også hans job at fyre og ansætte. Det kan godt være, at samarbejdet med de ansatte rækker et stykke hen ad vejen, men man spørger dem ikke, om de har lyst til at fyre deres egne, siger han.

Netop forskellen mellem arbejdsgiver og arbejdstager er også grunden til at Flemming Ibsen mener, at vi stadig har brug for fagforeningerne.

Fagforeninger er ikke overflødige, de skal stadig varetage medlemmernes interesser, selvom det i dag i højere grad end tidligere foregår i tæt samarbejde med de enkelte virksomheder og lederne. De indgår i mange tilfælde, som konstruktivt bindeled mellem lederne og de ansatte i spørgsmål om udvikling af virksomheden, uddannelse, arbejdsmiljø, teknologi og ikke mindst løn, siger Flemming Ibsen.