Børnehjems-turisme fastholder børn på børnehjem

Børnehjem for HIV Aids smittede børn. Care støttet projekt. Foto: Jørgen Schytte/ Denmark

Driften af børnehjem har udviklet sig til en regulær industri, lyder det fra Unicef og Red Barnet. De advarer danske turister mod at besøge hjemmene

Det er aften på børnehjemmet i Cambodja og flere af de mindste børn er allerede faldet i søvn. Alligevel skal de op og stå på benene, da turistbussen drejer ind på gårdspladsen. De vestlige turister har købt en pakke: sightseeing i landsbyen, lokal mad på markedet og nu - traditionel dans på børnehjemmet.

Eksemplet ovenfor er langt fra enestående. Ifølge Red Barnet og børneorganisationen Unicef har driften af børnehjem i mange af verdens fattigste lande udviklet sig til en regulær industri med det ene formål at tiltrække penge fra velgørenhedsorganisationer og turister. De helt store tabere er børnene, der fratages muligheden for at vokse op hos deres forældre, fordi det ganske enkelt er en bedre forretning at have dem boende på børnehjem, lyder det fra børnehjælpsorganisationerne.

LÆS OGSÅ: Den pittoreske nød og fattigdom

Det anslås, at op mod 80 procent af børnehjemsbørnene i den fattige del af verden har mindst en levende forældre, og at mange af dem altså burde vokse op hos deres familie. De privatdrevne børnehjem er bare markant bedre til at tiltrække opmærksomhed og penge og kan derfor tilbyde skolegang, mad og tøj. Det får forældrene til at aflevere deres børn i håb om at give dem en bedre tilværelse, siger psykolog i Red Barnet, Anne-Sophie Dybdal, der på en rundrejse i Østen selv var vidne til de dansende børn på børnehjemmet i Cambodja, men også så, hvordan børn blev instrueret i at lege og synge på kommando til ære for betalende turister.

I 2011 viste en undersøgelse foretaget af Unicef, at tre ud af fire børnehjemsbørn i Cambodja havde en eller begge forældre, og at børnehjemsspekulanterne placerer institutionerne strategisk tæt på populære turistattraktioner for at tiltrække flest mulige kunder. De driver hjemmene som forretninger, der skal generere overskud. Og det er stort set umuligt at skelne dem fra de statsdrevne børnehjem og de private børnehjem, der rent faktisk drives ud fra altruistiske principper.

Der findes selvfølgelig også veldrevne private børnehjem, ledet af dedikerede ildsjæle, men det er næsten umuligt at skelne dem fra børnehjemsforretningerne. Derfor fraråder vi helt, at danske turister besøger børnehjem i forbindelse med deres ferie. Der er stor risiko for, at de kommer til at støtte en organisation, der gør det stik modsatte af, hvad de siger, de gør, siger informationschef i Unicef Danmark, Karin Aaen og fortsætter:

Vi ved, at børn trives bedst i en familie. Derfor skal pengene kanaliseres ud til familierne og lokalsamfundene, og det sker bedst gennem organisationer, der arbejder på projekt- og myndighedsniveau. Ikke private aktører, understreger Karin Aaen.

LÆS OGSÅ: Klap et barn: Danske turister tager på børnehjems-safari

Seniorforsker ved DIIS, Lars Engberg Petersen, peger på, at de store nødhjælpsorganisationer har en interesse i at pege på sig selv som alternativ til donationer direkte til børnehjemmene, men støtter alligevel anbefalingen fra Red Barnet og Unicef.

Selv på ekspertniveau kan det være endog meget vanskeligt at gennemskue de motiver og interesser, der kan være på spil. Den almindelige danske turist har ikke en jordisk chance for at vurdere, om det er velgørenhed eller forretning, han støtter, siger Lars Engberg Petersen.

Antropolog og tursismeforsker Anders Sørensen er enig i, at børnehjemmene kan være en god forretning. Han peger samtidig på, at bagmænd kan have en interesse i at fastholde børnene i en vis elendighed.

De fleste danske turister, der tager på slumrejser eller børnehjemsbesøg, forventer at se et vist niveau af elendighed. De er interesserede i at opleve og mærke kontrasterne, og derfor er der nok mere omsætning i et børnehjem, der ikke ligner en dansk børneinstitution til forveksling, men kan fremvise børn, der lever op til det image, kunderne forventer, siger Anders Sørensen.