Hvad er religiøs og verdslig etik?
Etik handler om, hvordan man behandler hinanden. Hvor den religiøse etik har sit udgangspunkt i det guddommelige, begrunder den verdslige etik sine standpunkter ud fra mennesket
Verdslig og religiøs etik har begge fokus på at regulere samværet mellem mennesker, men begrundelserne for deres etiske synspunkter er væsensforskellige.
Den religiøse etik henviser til en guddommelig autoritet, hvorimod den verdslige etik, det vil sige en ikke-religiøs etik, nødvendigvis må bruge et andet udgangspunkt, nemlig mennesket selv.
Religiøs etik har en ydre autoritet
Forfatterne af bogen, Etikken og religionerne, Tim Jensen og Mikael Rothstein, mener, at den religiøse etik henter sin legitimitet i noget udenforstående, dvs. en guddommelig eller overnaturlig sfære, som ligger uden for mennesket selv. Det kan være forfædre, guder eller hellige tekster, steder og handlinger og så videre.
De skriver, at der er tale om en ydre autoritet, som foreskriver en bestemt opførsel af de troende, og der er mulighed for både at straffe og belønne de troende i det hinsides, hvis de ikke følger de religiøse bud. Den religiøse etik skaber således en højere retfærdighed i det hinsides, hvis retfærdighed ikke forekommer i dette liv, hvor mennesker for eksempel ofte lider.
Den religiøse etiks fordele er ifølge forfatterne, at den har et ekstra lag i sin etiske argumentation modsat den verdslige etik, nemlig en højere myndighed, der bestemmer rigtigt og forkert. Den indeholder absolutte magters bud. Den religiøse etik burde således i teorien være hævet over enhver diskussion, men de religiøse bud fortolkes også inden for religionerne.
Ser vi på det dobbelte kærlighedsbud i kristendommen:
- Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele dit sind. Det er det største og det første bud. Men der er et andet, som står lige med det: Du skal elske din næste som dig selv, står der i Matthæusevangeliet kap. 22,37-39.
Det er i teologiske kredse blevet diskuteret, hvem næsten er, og ser vi på Jesu bjergprædiken, så har de teologiske diskussioner for eksempel drejet sig om, hvor bogstaveligt budene skal forstås.
Verdslig etik henter sin autoritet i mennesket
Den verdslige etik henter sin begrundelse i mennesket selv, det vil sige det humane. Argumentationen bliver en anden, da den bygger på menneskets natur, og det er muligt at diskutere præmisserne for etikken.
Flere af de etiske teorier, som bruges i dag, har sin rod i oplysningstiden, hvor mennesket kommer i centrum, og det afspejler sig også i etikken. Den kristne filosof og pietist Kant begrunder etikken i menneskets fornuft, hvorimod filosoffen Hume i sin filosofi begrunder etikken i menneskets følelser, nærmere bestemt menneskets evne til at føle sympati.
Kant begrunder etikken i fornuften
Kant var kristen og opvokset i en pietistisk håndværkerfamilie, men hans etik er funderet i mennesket og ikke det religiøse. Han foreskriver en pligtetik, idet det enkelt sagt er intentionerne, dvs. vores pligt, bag en handling, der afgør, om den er rigtigt eller forkert. Kant mente, at mennesket via deres fornuft kunne komme frem til den rette handling, og til brug herfor opstiller han to regler, også kaldt kategoriske imperativer.
Det første imperativ indebærer, at vores handlinger skal gøre vores handlinger til almengyldige love, idet vi ønsker at alle andre handler ligeså i samme situation.
- Handl kun ifølge den maksime ved hvilken du samtidig kan ville, at den bliver en almengyldig lov, skriver Kant i Sædernes Metafysik.
Det andet imperativ foreskriver, at vi altid have andre mennesker i centrum for vores handlinger, de må ikke være et middel til, at vi kan fremme vores egne mål.
- Handl således, at du altid tillige behandler menneskeheden, såvel i din egen person som i enhver andens, som mål, aldrig blot som middel, skriver Kant.
Konsekvensetikken ser kun på resultatet
Konsekvensetikken er en anden retning, der hævder det modsatte af Kant. Den hævder, det er konsekvenserne af en handling, der skal afgøre, om den er rigtig eller forkert. Det er dog ikke kun konsekvenserne for den enkelte, der skal regnes på, men konsekvenserne for alle de berørte parter.
Utilitarismen er den mest kendte konsekvensetik. Den ser på nytten af en handling, deraf utilitarisme, da utility betyder nytte. Utilitarismens grundlægger Bentham mente, at mennesket er styret af lyst og smerte, hvilket skal forstås sådan, at mennesker skal undgå smerte. I vores bestræbelser på at gøre det rette, så er det etisk korrekt at gøre det, som skaber mest mulig lyst eller lykke for flest mulige mennesker.