Hvad er metaetik?

I metaetik diskuterer man fundamentet for at opstille etiske retningslinjer

Det er klart for de fleste, at Lille Lise ikke bør lyve for sin bror. Men hvorfor Lille Lise skal opføre sig på denne måde, kan der gives mange svar på. I metaetik træder man et skridt tilbage og diskuterer hvilke begrundelser, der kan være for at sige, hvad andre bør eller ikke bør gøre.

Hvordan argumenterer vi for eksempel for, at man ikke bør slå eller lyve? Med hvilken ret siger vi, at Lille Lise ikke bør lyve for sin bror? Henviser vi til religiøse argumenter og begrunder vores udsagn med, at Gud forbyder mennesker at lyve? Eller forsøger vi at forsvare vores etiske udsagn på andre måder? Kan vi overhovedet sige, hvad andre bør gøre? Metaetik handler om at besvare disse spørgsmål.

LÆS OGSÅ: Etikkens hovedpersoner

Når det metaetiske fundament er lagt, kan etikerne begynde at overveje, hvad den gode etiske handling er. Inden for dette findes der flere forskellige retninger såsom pligtetik, nytteetik og dydsetik.

Men forud for pligt-, nytte- og dydsetik kommer metaetikken, der diskuterer hvilket grundlag, der kan gives for at opstille etiske retningslinjer. En gruppe filosoffer og teologer, herunder William fra Ockham, forankrer etikken i Guds vilje og væsen. De vil typisk henvise til, at Gud har sagt, at du ikke bør lyve eller skade andre mennesker. Etikken er altså forpligtende for alle mennesker, fordi Gud har sagt det. Inden for denne metaetiske tradition er Gud derfor grunden til, at Lille Lise ikke bør lyve for sin bror.

Andre har forsøgt at begrunde etikken uafhængigt af Gud. Blandt dem er oplysningstidens første store filosof, Immanuel Kant (1724-1804). Ifølge Kant eksisterer de etiske bud i sig selv, og mennesker bør navigere efter det såkaldte kategoriske imperativ:

Du skal altid handle sådan, at du samtidig kunne ønske at den maksime du handler efter, skal kunne gøres til en almen lov.

Lille Lise bør altså ikke lyve for sin bror, fordi løgn ikke kan gøres til en almengyldig lov.

Den engelske filosof David Hume (1711-1776) gik et skridt videre og betvivlede eksistensen af en objektiv etik. Ifølge Hume er det ikke muligt at sige noget om, hvad der er rigtigt og forkert at gøre. Man kan beskrive virkeligheden, men ikke sige, hvordan den bør være. Når vi siger, at Lille Lise ikke bør slå sin bror, viser vi bare vores negative følelse over for løgn. Men hvis nogen skulle være uenig med os, kan vi ifølge Hume ikke argumentere for, at vi har ret, og den anden tager fejl.

Ifølge Friedrich Nietzsche (1844-1900) har mennesket selv viljen til at legitimere etikken. Der er ingen absolut etik, som gælder for alle mennesker. Men så længe jeg vil det, så længe har de værdier, jeg skaber, en forpligtelse for mig. For Nietzsche begrundes etikken derfor i viljen.

Der findes mange flere bud på hvordan etikken skal begrundes. Georg Edward Moore (1873-1958) argumenterer for eksempel for, at mennesket har en moralsk sans på linje med følesansen og lugtesansen. På den måde kan alle mennesker sanse, hvad der er etisk rigtigt og forkert.

Kilder: Politikens Filosofihåndbog (2009), denstoredanske.dk, etik.dk