LUK

Det ser ud som om at du ikke er logget ind

Log ind for at læse alle artikler

Glemt adgangskode? Klik her.

Hvad er en tragedie?

I løbet af renæssancen blomstrede den klassiske tragedie-genre op på ny med Shakespeares måske mest berømte skuespil "Hamlet". Foto: Polfoto fra The Granger Collection

Når vi i dag taler om en tragedie, er det ofte med tanke på en meget, meget sørgelig begivenhed. Men ordet stammer fra den græske skuespilscene og havde da en helt bestemt betydning

Flere eksperter rejser i disse dage spørgsmålet om, hvorvidt det er problematisk at bruge ordet "tragedie" når eksempelvis en mand dræber sin hustru eller sine børn. For fritager man gerningsmanden for skyld, når man taler om en tragedie?

Tragediens oprindelse på Antikkens skuespilscene kaster lidt lys over, hvorfor vi har så svært ved at blive enige om ordets betydning i dag.

Mange af os kender tragedien om kong Ødipus, der stikker sine øjne ud, fordi han opdager, at han har slået sin fader ihjel og giftet sig med sin moder. Oraklet i Delfi forudsagde allerede ved Ødipus' fødsel, at han skulle begå fadermord og blodskam med sin moder, og selvom hans forældre forsøger at forhindre det ved at bortadoptere ham, mødes de igen og fuldbyrder den skæbne, der rammer dem alle tre så hårdt.

"Kong Ødipus" er en af de bedst kendte græske tragedier og viser os tragedien i sin rene form: Selvom Ødipus kæmper mod sin skæbne, kan han ikke stille noget op. Ulykken er uundgåelig. Her opstår tragedien, der er kendetegnet ved at handle om en hovedperson, der som følge af egne fejl eller et skæbnebestemt udfald står i en uløselig konflikt.

Det kan være, at pligten over for familien og samfundet står i kontrast, som den tragiske heltinde Antigone oplever det i skuespillet af samme navn. Hun ønsker at begrave sin broder anstændigt, selvom han anses for en forræder. Det tragiske består i, at Antigone ikke kan træffe et rigtigt valg. Hvis hun vælger at begrave sin broder, vil hun blive udskammet af sin by og straffet med døden. Hvis hun vælger ikke at gøre det, svigter hun sin familiære forpligtelse. 

Det kan også være, at helten eller heltindens egen vilje ikke kan forliges med skæbnens vilje som i Ødipus' tilfælde. Under alle omstændigheder bliver spørgsmål om skyld og retfærdig straf sat på prøve, fordi tragedien får publikum til at føle medlidenhed med en hovedperson, der grundlæggende har en nobel karakter og ønsker at handle ret. 

Genren er ikke så brugt i sin rene form i dag, men var i Antikkens Grækenland yderst populær. Aristoteles' betragninger over tragedieformen i "Poetikken" fra det 4. århundrede før Kristi er med til at definere denne forståelse.

Tragedien blev grundlagt i samme århundrede af de store græske forfattere Aischylos, der skrev tragedien "Orestien", Sofokles, der skrev "Kong Ødipus" og "Antigone" og Euripides, der stod bag "Medea".

I løbet af renæssancen blomstrede genren op i andre former hos for eksempel Shakespeare i "Hamlet", ligesom visse dele blev genbrugt i 1800-tallets sørgespil af blandt andre Friedrich Schiller. 

Her ses et foto af opsætningen på Gladsaxe Teater med Karen Lise Mynster som Medea. Foto: Møller Magnus