Flydende køn udfordrer sportens verden – og den har intet svar på problemet

Caster Semenya glimrer ved sit fravær i det igangværende VM i atletik. En ny dom om testosteronniveauer forhindrer hende i at deltage, og det puster nyt liv i debatten om køn i sport. Foto: Eric Gaillard/Reuters/Ritzau Scanpix

Ånden i elitesport forpligter atleterne til at konkurrere på fair vilkår. Men en androgyn atletikudøver udfordrer nu de gængse konventioner i sportens verden, som mangler svar på nutidens kønsopfattelser, mener tidligere VM-atlet

Fairness, sportsånd og ædel kappestrid. Det var de grundprincipper, den franske historiker Pierre de Coubertin grundlagde de moderne Olympiske Lege på i 1896. Det var den olympiske ånd, der skulle sikre sporten modstandskraft mod fænomener som doping og matchfixing.

Men hvad gør sporten, hvis truslen mod den hæderlige konkurrence ikke kommer udefra, men indefra?

Det spørgsmål blev aktualiseret i maj i år, da en dom ved Den Internationale Sportsdomstol (CAS) afgjorde, at kvinder med et testosteron-niveau på mere end fem nanomol per liter blod skal i hormonbehandling, før de må deltage i løbedistancerne 400, 800 og 1500 meter. Blandt kvindelige eliteudøvere har kun én procent et niveau, der overstiger tre nanomol.

Begrundelsen er, at "unormalt" høje mængder af det mandlige kønshormon testosteron skævvrider den fair konkurrence, da hormonet øger muskelmassen, muskelstyrken og mængden af røde blodlegemer, der gavner iltoptagelsen.

Dommen har betydet, at den sydafrikanske OL-guldvinder i 800 meter for kvinder Caster Semenya er blevet forhindret i at deltage ved det igangværende VM i atletik i Qatar, hvilket har skabt forargelse langt uden for den sportslige arena.

Caster Semenya er et biologisk grænsetilfælde, der juridisk set er født som kvinde, men som biologisk set ikke passer ind i en tydelig kønsdistinktion mellem mænd og kvinder.

Den sydafrikanske atlets testosteron-niveauer har aldrig været forelagt offentligheden, men ifølge eksperter er hun født med androgynt insensitivitetshormon, også benævnt AIS.

Syndromet betyder, at hun fra fosterstadiet er født med et højt niveau af testosteron.

Reglerne er skabt af Det Internationale Atletikforbund (IAAF) for at sikre lige konkurrencevilkår, men spørgsmålet er, om organisationen beskytter de kvindelige udøvere, eller om den i virkeligheden diskriminerer en minoritet?

Ifølge Hans Bonde, professor i idrætshistorie ved Københavns Universitet, er reglerne et udtryk for det første.

”Det er fysiologisk nødvendigt at pege på, hvem der må stille op i kvindekategorien. Når man nu engang har vedtaget, at vi vil have en opdeling mellem mandediscipliner og kvindediscipliner, så er det vigtigt med et håndgribeligt kriterium, der afklarer, hvornår nogen er en mand, og hvornår nogen er en kvinde,” siger han.

Hans Søndergaard, cand.scient. i idræt og direktør i rådgivningsvirksomheden Youshape, er i enig i opfattelsen af, at kvindeidrætten skal beskyttes mod uretfærdig konkurrence. Han mener, at det er et misforstået hensyn at lade Caster Semenya deltage i kvindeidrætten, som i højere grad bygger på politisk korrekthed end sund fornuft.

”Sportens verden adskiller sig fra andre arenaer, idet der kun er to køn. Usain Bolt kan ikke få lov til at stille op i kvindeidræt, hvis han en dag pludselig definerer sig som en kvinde. Sporten opererer jo ikke med et postmodernistisk grundsyn. I så fald kollapser systemet. Her er det den biologiske del, der afgør kønskategorierne, og her er det testosteron-værdierne, der tydeligst afgør forskellen på mænd og kvinder,” siger han.

Pointen ved at adskille sport og idræt i mand og kvinde-kategorier har været at beskytte kvinderne mod urimelig konkurrence. Men biologiske grænsetilfælde skubber nu til debatten om sportens to nagelfaste kønskategorier. De mest indædte forsvarere for Caster Semenya risikerer dog at gøre regning uden vært, mener Hans Bonde.

”Man kan sige, at de mange forsvarere for flydende kønsgrænser i øjeblikket risikerer at svække hele den kvindelige elitesport indefra. Vi lander i det paradoks, at de mest kønsradikale kommer til at stække kvindernes frigørelseskamp via kvindelige atleters ret til at afholde turneringer uden konkurrence fra personer med mandlige kønstræk.”

Rikke Rønholt, der er tidligere 800-meter-løber og deltager ved både EM og VM, deler dog ikke opfattelsen af, at Caster Semenya entydigt kan udelukkes. Hun er personligt imod den heksejagt, der har været på den sydafrikanske løber, men anerkender samtidig behovet for sportens traditionelle kønsdistinktion.

”IAAF mangler at komme på nogle objektive kriterier, hvor de definerer forskellen på en mand og en kvinde. I panik over, at Semenya løb så meget stærkere end de andre, er de kommet op med nogle semi-videnskabelige kriterier for at ekskludere hende, og det kan vi ikke være bekendt. Det tror jeg, eftertiden vil dømme os hårdt for,” siger hun.

Debatten om Caster Semenya afslører, at sportens verden endnu ikke ved, hvordan den skal forholde sig til spørgsmålet om køn. Det presser særligt atletik-sporten, hvor den fysiske formåen er altafgørende, mener Rikke Rønholt.

”Tiden er løbet fra en binær verdensforståelse, som sporten stadig hænger fast i. Der foregår en revolution i samfundet, men sporten er bygget op om et forældet kønssyn,” siger hun.

Hans Bonde mener dog ikke, at sporten er udfordret af flydende kønskategorier, og han afviser, at kønsopdelingen er en konservativ tanke, da den beskytter kvinder fra konkurrence med mænd, så de også kan få en guldmedalje. En løsning kunne derimod være at lave en tredje kønskategori i konkurrenceøjemed.

”Det, man kunne overveje, er at lave en særlig kategori for kvindelige atleter, der har fordele af mandlige biologiske kønstræk, men det ville de nok ikke bryde sig om, for så skulle de jo konkurrere med andre, der har samme fordele, som dem selv,” siger han.

Man kan sige, at de mange forsvarere for flydende kønsgrænser i øjeblikket risikerer at svække hele den kvindelige elitesport indefra

Hans Bonde

Tiden er løbet fra en binær verdensforståelse, som sporten stadig hænger fast i.

Rikke Rønholt