Læge vil operere menneskehoved på en anden krop

En italiensk læge ønsker at gennemføre verdens første transplantation af et menneskehoved. For nogle vil det være den eneste måde at overleve på, mener dansk professor. Men er det muligt og etisk forsvarligt?

Forestil dig, at du kommer ud for en voldsom trafikulykke. Din krop er så medtaget, at den ikke står til at redde, men hovedet er intakt, og hjernen har ikke lidt skade.

Lægerne kan kun redde dig, hvis du fra halsen og ned får et andet menneskes krop. Størrelsen på denne krop er måske en anden, hud- og hårfarve ligeså, ja, måske er kønnet et andet. Ville du gøre det?

Spørgsmålet kan lyde som noget fra en dårlig science fiction-film, men kan ikke desto mindre ende med at blive relevant inden for ganske få år.

I hvert fald har den italienske neuroforsker og kirurg Sergio Canavero meddelt, at han inden for de næste to år ønsker at foretage verdens første transplantation af et menneskehoved, skriver newscientist.com. 

Det ønskede forsøg, som bliver præsenteret på en konference for kirurger i USA i juni, er allerede blevet mødt med en del skepsis fra fagfolk. Men ifølge den italienske forsker er man så langt i forskningen, at de største hurdler – såsom at forbinde rygmarven fra hoved og krop og sørge for, at kroppens immunforsvar ikke afviser hovedet – i dag kan overvindes.

Han vil bruge indgrebet til at forlænge livet blandt mennesker, som for eksempel er plaget af muskelsygdomme eller kræft, og adskillige mennesker har allerede meldt sig med ønske om en ny krop, fortæller han. 

Spørger man Søren Holm, professor i bioetik ved Manchester Universitet og adjungeret professor ved Aalborg Universitet, kan man sagtens forestille sig situationer, hvor det ville være den eneste måde for folk at overleve på.

Forskere er tidligere lykkedes med at transplantere et hoved på en anden krop. I 1970 opererede et hold af læger et abehoved fast til en anden abes krop. De forsøgte dog ikke at forbinde rygmarven, så aben kunne ikke bevæge sin krop, og efter ni dage døde aben, da kroppens immunsystem afviste hovedet.

Kirurgien har i mellemtiden udviklet sig så markant, at vi ifølge Sergio Canavero er ”ved et punkt, hvor de tekniske aspekter alle er mulige at gennemføre”, selvom indgrebet er kompliceret.

For nylig viste en kinesisk forsker, Xiao-Ping Ren fra Harbin Medicinske Universitet, desuden, at man kan foretage hovedtransplantationer på mus.

Men selvom transplantationen lykkes, vil operationen formentlig ikke have en lykkelig udgang, mener professor Søren Holm: 

”Problemet er ikke at transplantere et hoved på en krop, men at få de to til at kommunikere, så hovedet kan føle og kontrollere kroppen. Det mest sandsynlige udfald er, at patienten ender med at være lammet.” 

Den vurdering deler pensioneret læge Christian Kruse-Larsen, som blandt andet har været overlæge ved Neurokirurgisk Afdeling på Glostrup Hospital.

”Jeg er jo begrænset af min tids muligheder. Jeg anser det for umuligt, at få en rygmarv til at gro sammen med funktionelt resultat, og jeg anser det for uetisk at ofre så mange ressourcer på noget så vanvittigt. Som agnostiker vil jeg sige, ’Vor Herre bevare os’. Rygmarven er et meget følsomt kabel bestående af uendeligt mange ledninger, og et lille tryk det forkerte sted eller en ledning, der er hæftet forkert, vil få det hele til at gå galt,” siger han.

Dr. med. og speciallæge i neurokirurgi Svend Erik Børgesen er omtrent lige så skeptisk.
 
"Menneskets trang til at lege Vor Herre kender ingen grænser," siger han. 

Skulle indgrebet imidlertid lade sig gøre, er der mindst to etiske problemer i spil, mener professor Søren Holm. Det ene handler om, hvordan man fordeler ressourcer for at redde menneskeliv.

”Der er knaphed på organer, og den friske og raske krop, man her bruger, kunne måske redde flere end et menneske – den kunne levere en lever til én person og nyrer til to andre og lunge og hjerte til en fjerde og en femte,” siger han.

Det andet etiske problem handler om, at vores krop er enestående forstået på den måde, at den har været med til at forme vores selvforståelse og forestilling om verden.

”Selvom man siger, at jeget sidder i hjernen, så oplever vi i vid udstrækning verden gennem vores krop. Min hjerne skaber verden afhængigt af, hvor høj jeg er, og hvor langt jeg kan række. Så kroppen er ikke ligegyldig for selvforståelsen. Alt, jeg har lært, har jeg lært i samspil med den krop, jeg har nu,” siger Søren Holm og fortsætter:

”Måske kan jeg ikke lide den krop, jeg får. Måske er jeg en sort kvinde, og den eneste krop til rådighed er en hvid mand. Kan jeg leve med det, når det først er sket?”

Søren Holm fortæller om en person, som fik transplanteret en hånd, men efterfølgende ikke kunne affinde sig med hånden og holdt op med at tage medicin, så immunsystemet endte med at afstøde hånden.

”Man kan godt forestille sig, at det på samme måde kan blive ganske svært at leve med en ny krop. Stilles du over for valget, vil du sikkert sige ja. Men bagefter kan det opleves på en måde, så du ikke kan leve med det. Skal vi så forsøge at finde dig en anden krop, der er bedre, eller sige, at vil du ikke beholde den, må du holde op med at tage medicin, der hæmmer immunsystemet, og dermed begå en form for selvmord?”