Vi har fået en ny type krig

Den nye type krig, der adskiller sig radikalt fra såvel de to verdenskrige som den kolde krigs våbenkapløb, er mere fragmenteret

Med Islamisk Stats fremmarch i Irak og Syrien og den amerikansk-ledede koalitions bombninger fra luften, den koldkrigslignende konflikt i Ukraine og en serie mere eller mindre glemte krige i Afrika kan det nogle gange virke, som om hele verden er i krig. Og ifølge den seneste rapport fra tænketanken Institute for Economics and Peace, IEP, er der noget om det. IEP laver nogle af de mest anerkendte studier af ”global fred”, og ifølge tænketanken står det sløjt til. Ud af de 162 lande over hele verden, som studiet dækker, var der kun 11, der ikke var involveret i en eller anden form for konflikt.

Siden midten af nullerne er det gået stærkt med optrapningen af væbnede konflikter, der ellers havde været dalende på globalt plan siden slutningen af Anden Verdenskrig. IEP har produceret et kort, hvor man ser, hvordan konflikter spreder sig fra 2008. Alligevel står både USA, Danmark og andre krigsførende nationer som mere fredelige på krigskortet, fordi konflikerne ikke foregår der. Men IEP bryder den bevidsthedsmæssige boble, vi krigsførende nationer på fremmed territorium med overlegen teknologi har befundet os i, ved at opregne alle de nationer, der deltager i konflikt. Og således tegner der sig et billede af en verden, der er i krig på en globaliseret og fragmenteret måde. Som om postmodernismen - endelig, efter at den er gået af mode - har manifesteret sig i det ultimative realitetselement: krigsførelse.

Der er over de seneste årtier blevet skabt en fragmentarisk - og for de priviligerede og rige lande symbolsk og identitetsbaseret - krig, der dækker det meste af verden. En ”lavintensitets tredje verdenskrig”. Vi har længe kunnet nøjes med konsensusbærende ideologisk kamp på hjemmefronten, og terrortruslen har først og fremmest været en legitimerende faktor i den politiske værdikamp. Ikke at krigsdeltagelse ikke tiltrækker reelle trusler til et mikroskopisk land, ingen ellers havde lagt mærke til, men deres omfang er stærkt begrænset sammenlignet med enhver form for krigshandlinger på eget territorium eller i nærheden.

Nogle af de vigtigste kendetegn ved den nye form for lavintensitetskrig er, at det for det meste ikke er en kamp om fysisk territorium, men snarere mere abstrakte geopolitiske og økonomiske interesser, identitet og ideologi, der kæmpes om. Samtidig har krigen mod terror, overvågningen af borgerne og privatiseringen af statens monopol på magtanvendelse svækket Vestens demokratiske institutioner. Statens monopol er brudt, borgerrettighederne i skred og vores institutioner under fragmentering. Det er her, krigen rammer os, de priviligerede lande, i nakken og angriber vores demokratier indefra.

Ikke alene er over halvdelen af verdens stater involveret i konflikt. Måden, krig føres på, er radikalt ændret. Og det er det andet kendetegn ved den lavintensitets-verdenskrig, der begynder at tegne sig.

Det synligste tegn er Islamisk Stat, IS, som er et direkte modstykke til den USA-ledede vestlige krigsførelse i Irak og magtudøvelse i verden generelt. IS afspejler den moderne globale virkelighed og sætter sig i scene som modbevægelse til Vestens overherredømme. Globaliseret, pengestærk og online bruger IS spektakulære og rædselsvækkende mediehenrettelser, hvor ofrene er iklædt orange dragter som på Guantanamo, hvor næste offer vises i slutningen af hver video, som et yderst effektivt og næsten omkostningsfrit våben. Og hele Vestens enorme krigs- og magtappararat har ladet sig provokere til krigshandlinger.

Det interessante her er, at det er IS, der styrer, og Vesten, der reagerer. Nu planlægges den tredje golfkrig, der egentlig allerede er begyndt, uden at Vesten har et valg. Retorikken i den amerikanske præsident Barack Obamas tale om USA's strategi mod IS for nylig var den samme som under invasionen af Irak og kampen mod al-Qaeda - ”ondskabens akse” er dog blevet til ”ondskabens netværk”. Ellers er det det samme: De skal knuses og vil ikke finde fred nogen steder, og vi vil jage dem til sidste mand.

Dette viser, hvor relativt lidt der i den moralske krig skal til for at anfægte Vestens overherredømme, og at dette kan gøres med få symbolske midler. Det er naturligvis forfærdeligt, at IS henretter gidsler, men som krigshandlinger må det siges at være symbolsk.

I modsætning til al-Qaeda har IS også en selvudråbt stat, et teritorium, og rigtig mange penge - takket være det magttomrum, USA og deres allierede har efterladt i Irak og handlingslammelsen over for borgerkrigen i Syrien. Det kom gevaldigt bag på Vesten, fordi disse steder og mennesker aldrig rigtig har eksisteret for os. Men det gør de nu, det har IS sørget for.

Det er svært ikke at komme til den slutning, at vi selv har skabt dem. Dette understreges af, at nogle af IS' medlemmer er borgere i vore egne lande. De har af gode grunde en høj medieprofil i organisationen. Det chokerer os at høre morderen på videoen tale engelsk med London-dialekt, og det bringer realiteten direkte ind i vores bevidsthed. Fjenden, der ikke rigtig eksisterede før, er pludselig en af os.

Nu siger en nylig FN-resolution, at man vil slå hårdt ned på hjemvendte vestlige IS-krigere. Nu bliver de taget alvorligt. Nu kan en håndfuld overløbere få FN og verdens mægtigste hære til at reagere på deres mindste handling. Det illustrerer fragmenteringen og det porøse i den nye type krig: Også via egne borgere er krigsførelsen nået inden for de vestlige landes grænser.

Nu bomber USA og Frankrig IS, der begår flere henrettelser til gengæld. Nu bomber de olien, den eftertragtede, som et tydeligt symbol på, at krigen nu rammer alle, både politisk og økonomisk. Nu har vi fået en ny type krig, der adskiller sig radikalt både fra de to verdenskrige og den kolde krigs våbenkapløb.

Det indebærer på den ene side fragmenteret krig i det meste af verden, på den anden side porøs krig, der nu gennemsyrer de vestlige stater fra institutioner til den enkelte borgers niveau.