Spanien lægger abortforslag i skuffen
Fri abort er stadig en ret for kvinder i Spanien. Den borgerlige regering har trukket et stramningsforslag af abortloven tilbage og venstrefløjen jubler
Spanske kvinder bevarer indtil videre deres ret til frit at abortere frem til 14. graviditetsuge. Det står fast, efter at den borgerlige regering har trukket sit bebudede lovforslag om at afskaffe den frie abort tilbage. Justitsminister Alberto Ruiz-Gallardn, der så sent som i maj sagde, at lovforslaget ville blive vedtaget inden sommerens udgang, tog omgående sin afsked i skuffelse over, at regeringschefen Mariano Rajoy underkendte ham.
Men det er ikke kun de ”progressive” på venstrefløjen, der jubler over, at forslaget er gemt væk. Tilbagetrækningen af loven har også vakt tilfredshed internt i det konservative regeringsparti Partido Popular. Blandt andet sagde den tidligere sundhedsminister Celia Villalobos efter meddelelsen:
”Det er en triumf for statsministeren og for os alle!”.
”Sikken lettelse at slippe for dette fordækte hykleri af en lov, der ville sidestille Spanien med Polen,” som en læser, der kalder sig ”tercat” kommenterede i dagbladet El Pas.
Rajoy valgte at droppe sit omdiskuterede lovforslag i forsøget på at bremse tabet af stemmer.
Alene ved valget til Europa-Parlamentet i foråret mistede Partido Popular 2,5 millioner stemmer i forhold til det spanske parlamentsvalg i 2011.
Og selvom forslaget om at afskaffe den fri abort var et valgløfte, var det samtidig risikabelt at føre lovgivningen tilbage til 1985, hvor det kun var tilladt kvinder at afbryde deres svangerskab i tilfælde af voldtægt eller fare for deres liv. Så risikabelt, at forslaget angiveligt var én af de væsentligste årsager til stemmetabet.
En meningsmåling viste, at langt over halvdelen af Partido Populars vælgere var imod at ændre den nuværende lovgivning. Og den konservative statsminister har givetvis tænkt, at det var bedre at opgive forslaget og forsøge at hente et par millioner vælgere tilbage end at bevare det for ikke at svigte den yderste højrefløj i partiet.
”Det er absurd at vedtage en lov, der vil blive ændret i løbet af et halvt minut, når en anden regering kommer til,” som Rajoy begrundede sin kovending med.
Men skrinlægningen af forslaget har skuffet de mest konservative vælgere.
”Hr. Rajoy er en kujon og en løgner, og han kommer til at fortryde sin beslutning, fordi den vil koste partiet stemmer,” siger Gadr Joya Verde, talskvinde for abortmodstandergruppen ”Ret til at leve”, til det konservative dagblad ABC.
Hun bebuder, at hendes organisation vil indlede en kampagne for at få spanierne til at lade være med at stemme på Partido Popular til næste valg, og i samarbejde med andre abortmodstandergrupper vil hun føre protesten ud i gaderne og arrangere en demonstration den 22. november.
Også den katolske kirkes ledelse er skuffet og opfordrer i en pressemeddelelse regeringen til at følge ”vejen til livet og ikke til døden for en uskyldig sjæl”. Biskoppen i Madrid-forstaden Alcal de Henares, Juan Antonio Reig Pla, går et skridt videre og skriver på hjemmesiden www.obispadoalcala.org, at ”den konservative regering som alle andre partier er blevet inficeret af den radikale feminisme og den spanske lobby for bøsser og lesbiske”.
En læser af den venstreorienterede netavis Publico.es, der underskriver sig ”Yono Mecallo”, mener, at ”den nuværende lov er god, fordi den ikke tvinger nogen til at abortere, men giver alle former for garantier til de kvinder, der ønsker at gøre det”.
Derimod opfordrer en læser af det konservative ABC til ”kamp for livet og for kvindernes værdighed”.
”Det bliver hårdt, for vi har både alle partier og en stor del af dette egoistiske samfund imod os,” skriver læseren, der kalder sig ”madre” (”mor”).
Men slaget er ikke nødvendigvis tabt for ”madre” og andre abortmodstandere. Den spanske forfatningsdomstol får det sidste ord.
Da den socialistiske regering i 2010 fik vedtaget sin lov om fri abort, indklagede Partido Popular loven for forfatningsretten.
Hvis denne finder, at loven er grundlovsstridig og annullerer den, kan den borgerlige regering ad bagveje opfylde sit valgløfte om at afskaffe den fri abort.