Downs syndrom er ikke en gyldig grund til abort i Spanien

En anden, der underskriver sig ”derecha retrasada”, mener i samme netavis, at ”nedskæringerne på sundhedsområdet dræber flere mennesker end aborter”.

Den spanske regering vil udelukke Downs syndrom som gyldig abortgrund i det forslag, der ventes fremsat inden sommerferien og vedtaget i efteråret

Spaniens borgerlige regering trækker i land på spørgsmålet om fri abort og så alligevel ikke. Dens bebudede lovforslag om at afskaffe den frie abort op til 14. graviditetsuge bliver nu moderet af et tredje kriterium, der giver kvinden ret til at afbryde sit svangerskab.

Regeringen ville ellers kun tillade abort i tilfælde af voldtægt, eller hvis svangerskabet var til fare for kvindens fysiske eller psykiske liv. Men efter pres fra aborttilhængere såvel i det konservative parti som i partier på venstrefløjen og senest en anbefaling fra Rådet for den Dømmende Magt, en slags overmyndighed for domstole og dommere, vil regeringen indføje et tredje kriterium, der giver kvinden ret til at abortere i tilfælde af, at fostret er misdannet og ikke levedygtigt. Dog vil den udelukke Downs syndrom som gyldig abortgrund i det forslag, der ventes fremsat inden sommerferien og vedtaget i efteråret.

Dermed holder justitsminister Alberto Ruz-Gallardn sit løfte om, at der for ham ”ikke bør være førsteklasses- og andenklasses-fostre”.

Det hilses velkommen af Partido Populars ordfører i sundheds- og sociale spørgsmål, José Ignacio Echniz:

”I dag tillader de lægevidenskabelige fremskridt i mange tilfælde at operere fostret for misdannelser, mens det ligger i moderens mave. Desuden kender jeg mange familier med et barn, der blev født med misdannelser, men som gør familien lykkelig,” sagde Echniz, der selv er læge, i et interview med den spanske tv-station TVE.

Den katolske kirkes ledelse glæder sig over forslaget, omend den gerne havde set Spanien helt fri for aborter.

”Det er forkert at inddele det menneskelige liv i flere kvalitetskategorier. Love, der afbøder den vanskelige situation for familierne, er den virkelige vej til et solidarisk samfund, ikke at forsøge at løse problemet ved at eliminere menneskeliv,” sagde formanden for det episkopale råd, José Mara Gil Tamayo, på en pressekonference i Madrid.

Det højreorienterede spanske dagblad La Razn roser også regeringens reform:

”Lighed vil sige at give et foster med Downs syndrom eller andre anomalier, som er forenelige med livet, den samme ret som andre til at blive beskyttet af loven,” skriver avisen i sin leder.

I det konservative dagblad ABC har to læsere hvert deres diametralt modsatte syn. En læser, der kalder sig ”ahme-lojo”, mener, at ”abortmodstanderne forsvarer andres liv, mens tilhængerne gør sig til herrer over livet for andre, som de ikke vil tillade bliver født”. Læseren ”rascayud” mener derimod, at ”mens abortmodstanderne gør sig til herrer over andres situation, ønsker tilhængerne at give alle frihed til at gøre, hvad de finder mest korrekt”.

Det socialistiske oppositionsparti PSOE har allerede bebudet, at det vil genindføre den frie abort, når det kommer til magten, hvilket kan ske efter parlamentsvalget om halvandet år.

”Et stort flertal af befolkningen vil bevare lovgivningen, som den er. Hvis regeringen afskaffer den frie abort, vil det føre til, at 100.000 kvinder i Spanien ikke kan afbryde svangerskabet på legal vis, og at 20.000 får svære mén på grund af hemmeligt udførte aborter,” siger PSOE-ligestillingsordfører Purificacin Causapié til dagbladet El Pas.

En meningsmåling i samme avis i søndags viser, at 60 procent af spanierne giver udtryk for, at de vil bevare den frie abort, mens kun 35 procent ønsker at afskaffe eller reformere den. Blandt praktiserende katolikker foretrækker 36 procent den nuværende lovgivning.

”Hvad bliver det næste? At vi kvinder ikke må gå på gaden uden en mand? At de forbyder os at arbejde?”, spørger en læser, der underskriver sig ”ignorancia” i den venstreorienterede netavis publico.com.

En anden, der underskriver sig ”derecha retrasada”, mener i samme netavis, at ”nedskæringerne på sundhedsområdet dræber flere mennesker end aborter”.