Drab på teenagere sætter Israel i etisk dilemma

Den israelske premierminister Benjamin Netanyahu holder tale ved begravelsen for de tre israelske teenagere, som blev bortført og dræbt på Vestbredden, mens de var ude at rejse. Foto: Baz Ratner

Hvad er prisen for tre dræbte teenagere, lyder spørgsmålet, som de israelske politikere diskuterer efter fundet af gidslernes lig. Der er lagt op til en hård og kontant gengældelse mod Hamas. Menneskeretsorganisation frygter, at det betyder en kollektiv afstraffelse af palæstinensere

Det blev et nationalt samlingspunkt i Israel, da de tre teenagere Eyal Yifrach, Gil-Ad Shaar og Naftali Fraenkel blev begravet i går. Tusindvis af mennesker var valfartet til mindehøjtideligheder rundt om i landet, og den fælles begravelse blev dækket intenst af landets medier.

Drengene blev for to en halv uge siden bortført ved en bosættelse på Vestbredden. Efter en omfattende og intens eftersøgning blev deres lig fundet mandag aften.

Mens landets befolkning er i sorg, står de israelske politikere tilbage med spørgsmålet om, hvordan man bør reagere over for en fjende, der ikke går af vejen for at slå teenagere ihjel, to på 16 år og en på 19 år.

Endnu er der ikke kommet klare meldinger om, hvad drabene vil få af konsekvenser. Den første reaktion har dog været, at det israelske luftvåben natten til tirsdag udførte 34 angreb i Gaza på Hamas-stillinger. Israel er overbevist om, at det er Hamas, der står bag, selvom ledere af Hamas afviser at have ansvaret.

Men politikerne bør hæve sig over den slags hævnakter, lyder det fra den israelske filosof og professor i etik ved Tel Aviv Universitet, Asa Kasher.

”Det helt essentielle spørgsmål, vi bør stille os selv nu, er, om drabene har ændret noget ved Israels sikkerhedssituation. Detmener jeg ikke, de har, og politikerne bør derfor holde sig fra en impulsiv militær-aktion og i stedet fokusere på de langsigtede løsninger, der allerede er i gang,” siger han.

Asa Kasher forklarer, at kidnapningen skal ses i sammenhæng med, at der det seneste år har været over 40 kidnapningsforsøg på Vestbredden, der er blevet afværget.

”Hamas har i lang tid forsøgt at kidnappe israelerepå Vestbredden og har også tidligere gået efter unge og børn. Situationen er ikke ny. At det nu lykkes, må derfor ikke få os til at handle irrationelt. Hele grundessensen i moralske spørgsmål er at handle ud fra de rigtige proportioner,” siger han.

Opfordringen til at se det hele ud fra de rette proportioner kommer oven på en dag, hvor israelske politikere i stor stil har givet udtryk for, at drabene kalder på et hårdt modsvar og på at give Hamas et tungt drag over nakken. Det er tid til handling, ikke til dialog og tilgivelse, lød budskabet fra økonomiminister Naftali Bennett.

Og Ayelet Shaked fra det nationalreligiøse parti Jødisk Hjem efterlyste et militært modsvar, der skulle være uproportionalt hårdt. Gidseldramaet har de seneste uger udviklet sig til en omfattende israelsk militæroperation på Vestbredden, hvor fem palæstinensere er blevet skudt. Over 2000 hjem er ransaget, og godt 450 personer er blevet anholdt mange med forbindelse til Hamas. Og budskabet fra hæren er, at operationen ikke er forbi, selvom de tre gidsler nu er fundet.

Det får menneskerets-organisationen Breaking The Silence til at advare om, at det vil udvikle sig til en kollektiv afstraffelse af palæstinenserne, der er hårdt plaget af den store militære aktion.

”Mordet på tre uskyldige børn er en skrækkelig terrorhandling, der ikke kan forsvares. Men derfor har Israel stadig ikke lov til at angribe civile. Fordi der er kommet enkelte terrorister fra et bestemt område, har man ikke lov til kollektivt at afstraffe hele befolkningen. Den internationale lov er meget klar på dette punkt,” siger Yehuda Shaul, talsmand for Breaking the Silence.