LUK

Det ser ud som om at du ikke er logget ind

Log ind for at dele artiklen

Glemt adgangskode? Klik her.

Unge og demokrati

Tør du være politiker?

Marie Krarup, Dansk Folkeparti, deltog i DR debatten om flygtningekrisen på Folkemødet 2019. Her som ved flere andre debatter, var tonen hård. Foto: Miriam Sloth-Mansa

Har du lyst til at blive kaldt smatso? Så bliv politiker! Ordentlig politisk samtalekultur er vigtigt, da den offentlige debat er en af grundstenene i vores demokrati. Men nu om dage er politik blevet en krig, hvor man skal kunne tåle udhængning og personlige kommentarer på Facebook, hvis man har tænkt sig at offentliggøre en holdning. Vi deltog i Folkemødet på Bornholm 2019, og blev optaget af hvordan den offentlige debat foregår. Vi oplevede ting, der forstærkede vores frygt for at deltage.

Har du nogensinde været til en debat, hvor værterne har sagt: “hvis der er nogen ude fra publikum der vil sige nogen, eller har et spørgsmål, så rækker de bare hånden i vejret”? Og måske i løbet af debatten, var der noget du ville sige, men du var lidt for nervøs for at stille dit spørgsmål, så du ventede på at nogen andre gjorde det først?

Til Folkemødet på Bornholm 2019, kom vi ud for et lignende scenarie. DR-teltet var i gang med en radiodebat om flygtninge, som vi overværede. Vi sad og brændte inde med nogle spørgsmål og kommentarer, men da det blev sendt live på radioen, var det lidt for nervepirrende.

Dog var der en modig ældre kvinde, der rakte hånden i vejret og fik mikrofonen. Hun indledte sin kommentar med at hun “skammer sig over at være dansker” fordi vores politik er blevet så hjerteløs og umenneskelig.

Hvilket er en almindelig bekymring at have for tiden, efter at mennesker som Rasmus Paludan er blevet sluppet ind i politik.

Desværre reagerede panelet langt fra professionelt, og kvinden endte med at blive udskammet og angrebet personligt for sin kommentar af en af panelets debattører.

En demotiverende samtalekultur
Efter det, var vi endnu mindre motiveret til at dele vores holdning. Hvorfor sige noget som ingen tager seriøst alligevel? Eller værre, som de skælder dig ud for?

Hvordan kan politikerne dog holde ud at blive talt sådan til, dag ud og dag ind?

Tonen i debatten, og især i politik er for hård. Politikere råber ad hinanden, og ingen får lov til at færdiggøre deres sætninger, inden de bliver angrebet. Når mennesker, politikere, snakker sådan til hinanden, virker det ubehageligt og umuligt at deltage i den offentlige debat. Vi mener, at hvis det fortsætter sådan som det er nu, vil det have store konsekvenser.

Politikere bliver ikke kun angrebet af andre for deres politiske standpunkt, men også personlige beslutninger og relationer. Og når det så er blevet acceptabelt at tale så grimt om og til hinanden, er jobbet som politiker ikke nemt.

Vi snakkede med en kvindelig politiker fra SF, Astrid Carøe, som fortalte os, at hun synes, det er ekstremt demotiverende, at samtalekulturen er, som den er. Hun fortalte også under debatten, at der var en, der havde kommenteret “Er der ikke nogen der snart kan bolle hende tyk, så vi kan få hende på barsel?” på Facebook.

Vi mener at tonen i debatten gør, at ikke alle kan klare at være politikere. Men hvis politik kun er for hårde negle, hvilke mennesker styrer så egentlig vores land? Er det virkelig et demokratisk samfund? Kan vi tillade os at kalde os et demokrati, når halvdelen af os ikke engang tør åbne munden?

Vil politikerne os det godt?
Til en af debatterne på folkemødet, der hed “Hold kæft, kælling”, som handlede om tonen i debatten, blev der fortalt, at dem, der debatterer mindst offentligt, er kvinder mellem 18 og 24.

Dem, der debatterer mest er til gengæld mænd over 40. Sikke en mangfoldighed. Lever vi måske stadig i 1905?

Det er bevist, at dem der bliver udskammet, hængt ud, og hold for munden mest i debatter, er unge, og især også unge kvinder. Hvorfor skal ens alder, og ens køn betyde noget ift. om det man har at sige er vigtigt eller ej?

Som unge mennesker, og generelt bare som medborgere, kan det være svært at stole på at politikerne vil os det godt, hvis de ikke engang kan holde en ordentligt samtale uden at tale grimt. Det er et problem for så begynder politikere lige pludselig at blive én og samme type; bare voksne der råber op.

Hvis vi ikke føler en tillid til de mennesker der styrer vores samfund, hvad siger det så om vores demokrati?