Unge og demokrati

Efterskoleelev opfordrer til at bryde tavsheden med fremmede

På Folkemødet på Bornholm snakker folk sammen - også med fremmede. Men det er en sjældenhed, vi skal gøre op med, mener efterskoleelev Asta Olivia Vedel Konzior Foto: Liva Husfeldt

Hvorfor er vi danskere så dårlige til at snakke sammen, og hvad kan vi gøre for at blive bedre til at tale med fremmede? Det har efterskoleelev Asta Olivia Vedel Konzior sat sig for at undersøge på Folkemødet på Bornholm.

Vi er i år 2019, hvor man ved hjælp af sin mobil kan få kontakt til næsten hele verden. Hver dag bliver der sendt over en million tekstbeskeder og folk ringer på kryds og tværs af landegrænser. Alligevel har vi i Danmark svært ved at hilse på eller snakke med dem, der er lige ved siden af os i bussen eller dem, vi går forbi på gaden.

Hvorfor er vi danskere så dårlige til at snakke sammen, og hvilken påvirkning har det på det danske samfund?

I Danmark er det usædvanligt at fremmede tager kontakt til og bekymrer sig for hinanden, for hvorfor skulle de også det? Jo, det er der faktisk mange gode grunde til, at man burde.

Et Danmark, der taler sammen, hører sammen. Hvis vi begyndte at snakke med folk, vi ikke kender, ville vi også begynde at føle os mere knyttede til hinanden generelt i samfundet. Det kunne hjælpe os med at komme lidt væk fra tankegangen om, at det kun er os selv og vores nærmeste, der betyder noget.

Vi hænger alle sammen. Samfundet ville blive mere personligt, hvis man bekymrede sig for hinanden. Det kunne også være med til at afkræfte nogle af vores fordomme, og give os et bredere syn på, hvordan et liv i Danmark kan se ud. Jeg tror, det ville være langt mere lærerigt end bare at tænde for tv’et derhjemme.

Jeg var på folkemødet i sidste uge, hvor jeg oplevede, at folk på tværs af alder og køn snakkede med folk, de ikke kendte. Vi kom hinanden ved og jeg følte mig langt mere tryg, fordi folk virkede menneskelige og ikke så fremmede. Da jeg stod i kø til at få mad faldt jeg også selv i snak med en flok piger fra 8. Klasse, og selvom jeg var udkørt løftede det mit humør. Det endte med vi snakkede en hel time.

Det er vigtigt, at man ikke er bange for, at sige noget forkert eller frygter akavet stilhed. Personligt kan jeg godt være bange for at overskride nogles grænser ved at tage kontakt til dem. Når man taler sammen face to face er der meget mere på spil, og det går ikke lige så hurtigt som over mobilen. Til gengæld er der meget mere nærvær og menneskelig kontakt, som jo er livsnødvendigt.

Flere og flere danskere føler sig ensomme. Ifølge DR føler flere end 210.000 danskere over 16 år sig ensomme, men ved at snakke med fremmede på gaden kunne vi sænke det tal. Man ville altid have nogle at snakke med og man kunne endda få nye mennesker ind i sit liv på den måde. Måske du møder din nye bedste ven eller soulmate

På folkemødet var der et sted, hvor man kunne sætte sig ind og diskutere med fremmede om alt muligt og vi burde lave nogle flere af sådan nogle steder i byen. For eksempel på Strøget i København, hvor der går mange forbi hver dag. Det ville hjælpe på vej, men for at bryde tavsheden med fremmede, kræver det også at vi selv tør gøre noget.

Alt forandring starter med dig, så hvis du vil have, at der skal ske noget, må du også selv gøre en indsats. I starten kan det virke svært. Du kan starte med at smile til de fremmede, du går forbi. Herefter kan du begynde at hilse på dem og når du er klar, kan du begynde at tale med folk.