Vi rokker ved tavshedspligten

Lotte Hvas, Det Etiske Råd, frygter for tavshedspligten med det nye medicinkort

Tavshedspligten er en fundamental forudsætning for tilliden mellem patient og læge.

Men, som jeg tidligere har beskrevet her på bloggen, er vi ved at rokke ved denne grundpille i det danske sundhedsvæsen.

LÆS OGSÅ:Lotte Hvas' blog

Det Fælles Medicinkort (FMK) vil i fremtiden gøre det muligt at overføre oplysninger om hvilken medicin lægen har udskrevet til patienten og trække oplysningerne over til andre behandlingssystemer, vel at mærke uden at patienten først er spurgt eller informeret om dette.

Der er meget store fordele ved FMK, fordi man i situationer hvor patienten er bevidstløs eller har svært ved selv at overskue sin medicin, kan minimere risikoen for medicineringsfejl.

Men der er alligevel grund til at diskutere om det er nødvendigt at alt dette foregår hen over hovedet på patienten når patienten er vågen og klar og hvorfor der ikke er et krav om at fx tandlæger og hjemmesygeplejersker først skal spørge patienten om tilladelse til at kigge i medicinkortet.

Flere tandlæger har ytret sig i forbindelse med mit tidligere blogindlæg og opfattet det som kritik rette mod tandlæger. Det er selvfølgelig en misforståelse. Kritikken er rettet mod at man ved indførelsen af FMK rokker ved tavshedspligten, og ikke i højere grad forsøger at beskytte patientens ret til privathed.

Mit budskab var på ingen måde at antyde, at tandlæger har et særligt problem med at overholde tavshedspligten. Mit budskab var og er at fastholde, at oplysninger om den enkelte persons brug af medicin som udgangspunkt er fortrolige.

Det moderne danske sundhedsvæsen sætter patienten i centrum og gerne også som et menneske med de ønsker og interesser den enkelte kan have både i forhold til behandlingen og herunder også i værnet om sit privatliv. Dette bør man i allerhøjeste grad indtænke, når man giver adgang til stærkt personfølsomme oplysninger om stort set hele den danske befolkning.

I en normal klinisk hverdag i tandklinikken vil det antagelig være et fåtal af patienterne, der ikke selv kan berette om et eventuelt medicinforbrug. Og for de patienter, der ikke helt kan overskue egen medicinering, er det for langt de flestes vedkommende helt uproblematisk at bede om patientens samtykke til at indhente oplysninger.

Et elektronisk register kan have mange fordele i stedet for fx et kort, patienten bærer på sig og ved forespørgsel viser men principielt bør der ikke være forskel på adgangen til at kigge i kortet og slå i et register.

At patienter ikke udsættes for unødige risici og komplikationer ved uhensigtsmæssig medicinering er bestemt vigtigt. Men jeg synes, at der i takt med de nye elektroniske muligheder er kommet en kedelig tendens til, at sundhedspersonalet nærmest føler en form for ejerskab til andre menneskers personlige oplysninger.

Hvis vi i sundhedsvæsenet gerne vil have patienter til at tage et medansvar for egen behandling, bliver vi nødt til at inddrage patienterne også når det gælder anvendelse af personlige oplysninger.