Opgør med bankers tavshedspligt

Bankernes tavshedspligt står for fald. Socialdemokraterne og Dansk Folkeparti vil give aktionærer og garanter adgang til materiale bag bankkrak i retssager

Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti er parat til et opgør med den tavshedspligt, der altid har præget bankverdenen og hidtil har gjort det umuligt at få indsigt i hemmeligheden bag striben af danske bankkrak, skriver Morgenavisen Jyllands-Posten.

Tavshedspligten gør det næsten umuligt for aktionærer og garanter at få adgang til det materiale, der kan støtte en civil retssag mod bankledelserne.

Aktionærgruppen Roskilde Bank har for eksempel fået afslag på en ansøgning om at få fri proces til at føre en civil retssag mod flere af de ansvarlige for krakket i Roskilde Bank. En af grundene til afslaget var, at aktionærerne ikke kunne fremlægge dokumentation for deres påstande i form af beslutningsprotokoller fra bankens bestyrelsesmøder.

Socialdemokratiets finansordfører, Morten Bødskov, forstår aktionærernes frustrationer.

- Finansiel Stabilitet er sporet ind på, at der skal føres straffesager mod de forskellige bankledelser og andre involverede. Men det er også vigtigt, at man som kunde, garant og aktionær kan få mulighed for at rejse civilt søgsmål. Er der fortrolige forhold, der skal sløres, må det respekteres, men jeg kan ikke se, hvorfor man skal fratage borgere mulighed for, at der kan rejses civile søgsmål, siger Morten Bødskov, der vil rejse problemet på det næste møde i den forligskreds, der vedtog loven om Finansiel Stabilitet sidste år.

Han støttes af formanden for Folketingets finansudvalg, Kristian Thulesen Dahl (DF).

Lene Espersen signalerede onsdag, at hun gerne vil finde det smuthul, der kan tilfredsstille forligspartierne.