Bør en ung kvinde kunne styre loven om aktiv dødshjælp?

29-årige Brittany Maynard har de seneste måneder formået at sætte en dagsorden i både traditionelle aviser og magasiner og på en lang række sociale medier. Hendes budskab er klart: Lovliggør aktiv dødshjælp overalt i USA. Foto: AP Photo/Maynard Family/Polfoto

En ung, men dødssyg amerikaner er ved hjælp af sin alder, udseende og de sociale medier godt i gang med at påvirke lovgivningen om aktiv dødshjælp i USA. Det samme kan ske i Danmark, vurderer eksperter

Fortalerne for at lovliggøre aktiv dødshjælp i hele USA har fået et magtfuldt redskab: 29-årige Brittany Maynard.

De seneste måneder har hun formået at sætte en dagsorden i både traditionelle aviser og magasiner og en lang række sociale medier på internettet, og hendes budskab er klart: Lovliggør aktiv dødshjælp overalt i USA. Hendes mission kan meget vel lykkes, vurderer flere amerikanske forskere og iagttagere. Det til trods for, at emnet har delt amerikanerne gennem årtier og indtil videre blot har ført til lovliggørelse i tre ud af 50 stater.

Baggrunden for den drastiske udvikling er dybt ulykkelig og stærkt interessant på samme tid. Kort efter Brittany Maynards bryllup i september 2012 begyndte en voldsom hovedpine at invalidere hende. I januar kom lægernes konklusion: en hjernesvulst, som hurtigt viste sig at være særlig aggressiv, og som ville afslutte hendes liv inden for seks måneder. Sammen med sin mand tog hun en tung beslutning. Den 1. november i år vil hun få professionel hjælp til at ende sit liv, inden smerterne bliver uudholdelige.

Men Brittany Maynard gjorde også noget andet, der kan vise sig at få stor betydning for mange andre dødeligt syge. I samarbejde med organisationen Compassion & Choices (Medfølelse & Valg), der arbejder for at gøre aktiv dødshjælp lovligt i hele USA, søsatte hun en kampagne båret af især en video, som blev lagt ud på YouTube. I videoen fortalte hun sin historie og opfordrede landets politikere til at gøre det muligt for uhelbredeligt syge at sikre sig en værdig død.

Den video er nu set af flere end otte millioner mennesker og har fået alverdens eksperter og kommentatorer til tasterne. En af dem er Arthur Capland, en amerikansk professor i bioetik ved New York University og forfatter til flere end 30 bøger om etiske spørgsmål. Han hæfter sig ved, at fortalerne for aktiv dødshjælp indtil nu har været ældre mennesker, patientforeninger, handicaporganisationer og religiøse organisationer. Meget få har været særlig fotogene, og endnu færre har haft gennemslagskraft i de sociale medier. Med sine smukke bryllupsbilleder, vindende personlighed og ungdommelige vitalitet har Brittany Maynard fået et helt nyt og enormt stort publikum i tale på en måde, så de nu - i et næsten udelukkende positivt perspektiv - er begyndt at stille spørgsmålet: Hvorfor er det egentlig, at vi ikke har ret til at dø, når vi vil, som vi vil?

”Hun bringer ikke nye argumenter ind i debatten, og hun har fået en helt ny gruppe af bekymrede unge til at diskutere. Dem, der har fulgt opgøret med lovene mod homoseksualitet og homoseksuelle ægteskaber ved, hvad det betyder. Brittany kommer til at efterlade sig en meget stor arv,” skriver Arthur Capland på nbcnews.com.

Historien om Brittany Maynard rejser mindst to spørgsmål ind i en dansk sammenhæng: Kunne en ung og smuk, men dødssyg dansker på samme måde påvirke den mangeårige debat herhjemme? Og ville det være godt eller skidt? Svaret på det første spørgsmål er ”ja, det kunne sagtens ske”. Og det er allerede sket mange gange med andre emner, mener Benjamin Rud Elberth, digital chef i Geelmuyden Kiese, som er en af Skandinaviens største virksomheder inden for strategisk kommunikationsrådgivning. Det skete blandt andet i sagen om den thailandske pige Im, som blev sendt ud af landet, da hendes stedfar døde af kræft. En massiv vrede spredte sig på de sociale medier og var formentlig medvirkende til, at lovgivningen blev ændret, så Im kunne vende tilbage til Danmark igen. Det skete med betalingsringen om hovedstaden, der blev sløjfet, debatten om gensidig forsørgerpligt og underskriftsindsamlingen mod salget af DONG.

”Jeg kunne nævne 50 sager eller flere, hvor en debat skabt og spredt via de sociale medier har påvirket politikerne på en eller anden måde,” siger Benjamin Rud Elberth.

Ikke nødvendigvis sådan, at loven er blevet ændret, men i hvert fald sådan, at politikernes opmærksomhed er blevet skærpet i en grad, så det påvirker deres handlinger, mener han:

”Jeg kan ikke se, hvorfor det skulle være anderledes med aktiv dødshjælp. Det er en stående dagsorden, der blot mangler noget kant - måske en smuk, døende pige - til for alvor at slå igennem.”

Det samme vurderer filosof Morten Dige fra Aarhus Universitet. For det er i forvejen i høj grad enkeltstående personsager, der præger debatten om aktiv dødshjælp. Det er der intet odiøst i, for det handler jo om enkelte mennesker, der har brug for hjælp. Og endda ret få af dem. Det, der taler imod, er, at der allerede i årtier har været et markant flertal i befolkningen for at indføre aktiv dødshjælp, uden det har fået politikerne til at lovliggøre det, pointerer han.

Det leder til det andet spørgsmål: Ville det faktisk være positivt, hvis et mediestormløb kunne påvirke lovgivningen om aktiv dødshjælp? Det kommer ikke bare an på, hvilken holdning man har til emnet, men også på, hvilken type demokrati vi ønsker. Er det et styre, hvor politikerne i nogle tilfælde lovgiver direkte imod flertallets ønske? Eller et Facebook-vælde, hvor pres fra dele af befolkningen kan forme politikernes handlinger? Flere har allerede ytret sig i den debat. Ifølge kommunikationsrådgiver Per Rystrøm overreagerer politikerne allerede på folkestemninger skabt gennem sociale medier, fordi vælgerne er mere flygtige end tidligere. Lektor i kommunikation på Roskilde Universitet Rasmus Kleis Nielsen ser den udvikling som et sundhedstegn og udtryk for politikernes stigende ærefrygt over for befolkningen. Og det er jo netop meningen med demokratiet, at politikerne nødigt gør noget, der går imod befolkningens ønsker, siger han.

Der er dog det grundlæggende problem, at folkestemningerne meget ofte ikke udtrykker folkets ønsker, mener Benjamin Rud Elberth fra Geelmuyden Kiese. Det er nemlig meget ofte politiske partier, professionelle meningsdannere eller interesseorganisationer, der står bag de mest populære grupper og tiltag på de sociale medier.

”I de tilfælde, hvor mediestorme på sociale medier som Facebook og Twitter faktisk stammer fra helt almindelige mennesker, er det en gave for demokratiet. Men min erfaring er, at det oftest er særinteresser, der står bag, som kun skubber den almindelige dansker foran sig, fordi de ved, at de ellers ikke ville få budskabet bredt ud nær så meget,” siger han.

I Landsforeningen En Værdig Død, der hjælper folk med at få adgang til aktiv dødshjælp og kæmper for at få det gjort lovligt, er formand Flemming Schollaart ikke interesseret i eksempelvis at få en ung, smuk kvinde som frontfigur. Heller ikke, selvom det sikkert ville give øget opmærksomhed som i USA.

”Jeg synes, det er usmageligt. Der er tale om meget syge mennesker med en forfærdelig skæbne, som vi skylder en anstændig debat. Desuden er det jo ikke mere synd for en ung, smuk kvinde end for en ældre, nedbrudt mand. Når vi ikke har den lovgivning, jeg mener, er den rigtige, skyldes det ikke manglen på smukke kvinder, men at politikerne tøver på grund af frygten for misbrug af en lovændring. Det er den frygt, debatten bør handle om,” siger han.

Brittany Maynard blev gift i september 2012, men kort efter sit bryllup begyndte hovedpine at invalidere hendes hverdag. Hun fik konstateret en aggressiv og uhelbredelig, og hun har besluttet, at hun vil dø den 1. november.