Patienter dør af deres sygdom ikke af tørst
MED AFSTEMNING Det er helt naturligt, at patienter hverken drikker eller spiser i livets sidste fase, lyder vurderingen fra to eksperter i smertelindring
Det kan virke voldsomt for de pårørende, når et døende menneske ikke indtager mad og drikke i mange dage. Men patienterne dør på grund af svækkelse og sygdom og ikke af tørst. Ja, faktisk kan det påføre den døende mere lidelse at indtage væske.
Det forklarer to eksperter i smertelindring, efter at professor Peter Sandøe i Kristeligt Dagblad den 21. oktober fortalte, at hans far reelt var død af tørst.
LÆS OGSÅ: Læger: Patienter må godt tørste ihjel
Faderen blev indlagt efter en blodprop i hjernen, og han døde, seks dage efter at lægerne havde besluttet at indstille al livsforlængende behandling og fjerne sondemad og væske.
Allerede efter et par dage uden væske var min far væk, og det kropslige forfald satte ind. Når lægerne går ind og lukker for tilførslen af væske til min fars krop og dermed reelt iværksætter en aflivning, bør de også kunne gøre arbejdet færdigt på en måde, så patienten får en værdig død, lød det blandt andet fra professoren, der også er formand for Det Dyreetiske Råd.
Men ifølge overlæge Henrik Larsen fra Palliativ Afdeling Bispebjerg Hospital er det helt naturligt, at den døende ikke indtager væske og føde i livets afsluttende fase.
Når patienter sløjer af og nærmer sig døden, både spiser og drikker de mindre og mindre. I den proces svækkes hjerte og lunger, og hvis organismen påføres væske, kan det være skadeligt, siger Henrik Larsen, som understreger, at det er voldsomt for de pårørende at opleve, at deres kære ikke får mad og drikke. Derfor er det ifølge overlægen afgørende, at sygeplejersker og læger informerer dem grundigt om den lindrende behandling.
Den gyldne standard er, at patientens fornemmelse af tørst afhjælpes bedst ved god mundpleje. Det sker ved at fugte slimhinderne i munden. Hvis man er bange for, at patienten føler tørst, er løsningen ikke at hænge et drop, men derimod at sørge for, at patienten har en fugtig mundslimhinde, forklarer Henrik Larsen. Han understreger, at det er relevant at give patienterne væske i den fase, hvor de er kontaktbare.
Men i det øjeblik, hvor der ikke er en meningsfuld og relevant kontakt, er det bedst at lade være med at give patienterne væske. Den døendes tilstand bevæger sig normalt fra at være klar til at blive uklar og forvirret og går så over i, at patienten falder i søvn. Den forvirrede fase forlænges, hvis de får væske i den uklare periode. Det er et fagligt skøn, hvornår det er rigtigt at holde op med at give væske, siger Henrik Larsen.
Klinisk sygeplejespecialist Rita Nielsen fra Diakonissestiftelsens Hospice på Frederiksberg fremhæver, at den døendes situation kan sammenlignes med et lys, der langsomt slukkes.
Som allerede gamle Sokrates udtalte: Man dør ikke, fordi man holder op med at spise. Man holder op med at spise, fordi man skal dø. Rent biologisk går organerne på nedsat blus og kan til sidst ikke omsætte væske og føde. Giver man alligevel for store mængder væske, som kroppen ikke kan omsætte, så ophobes væsken rundt om i kroppen, blandt andet i lungerne, så man kan komme til at lide druknedøden. Det svarer til at hælde for meget olie på bilen, siger Rita Nielsen, der understreger, at patienterne ikke lider, fordi de må undvære vand og mad.
Når der for eksempel ikke tilføres energi i form af sukker, går kroppen over i fedtforbrænding. Det øger surhedsgraden i blodet, hvilket giver nedsat smertefornemmelse og øget eufori, der er en tilstand af velvære, fortæller Rita Nielsen.
Henrik Larsen og Rita Nielsen afviser begge tanken om aktiv dødshjælp. De fremhæver, at den døende ikke behøver at lide, hvis der ydes god smertelindring.
De fleste mennesker er nogle dage om at dø, og rigtig alvorlig sygdom giver altid uforudsigelighed og magtesløshed. Hvis man tror, man får orden i det ved at indføre aktiv dødshjælp, så mener jeg, man forregner sig, siger Henrik Larsen.
Rita Nielsen fortæller, at hun oplever mange smukke dødsforløb.
Man skal ikke idyllisere døden, men hvis patienten er godt lindret, kan det være en smuk og en intens oplevelse for de pårørende. Med de smertestillende midler, vi har i dag, behøver afslutningen af livet ikke være en lidelse for den døende.