Mor døde tre måneder før læger hjalp hendes barn til verden

MED AFSTEMNING: En medicinsk toppræstation eller slet og ret storhedsvanvid? I Ungarn har læger hjulpet et barn til verden ved kejsersnit tre måneder efter at barnets mor blev erklæret hjernedød. Det risikable forehavende minder om en sag fra Tyskland, som i sin tid mislykkedes

Da det lille spædbarn blev født, havde moderen allerede været død i tre måneder. Lægerne på universitetsklinikken i den ungarske by Debrecen trak barnet ud af moderens mave ved kejsersnit, for moderen var på dette tidspunkt kun et hylster. Hendes hjerne var død for et godt stykke tid siden, og lægerne holdt kun hendes kropsfunktioner i gang, for at barnet i hendes liv skulle have en chance for at overleve.

Denne fødsel af en død mors krop fandt sted allerede i juli 2013. Men holdet af ungarske læger omkring doktor Bela Fülesdi har først offentliggjort den nu. De ville være sikre på, at den lille klarede skærene. Barnet vejede trods alt kun 1420 gram, da det blev født i 27. graviditetsuge.

LÆS OGSÅ:Usandsynligt, at hjernedøde føder i Danmark

Den 31-årige mor var om foråret pludselig faldet om efter et slagtilfælde. Da man fandt hende, var hjernen allerede ophørt med at fungere. Lægerne kunne blot konstatere, at hun var hjernedød. Sammen med kvindens forældre stod de nu over for et svært valg. Hvad kan de, og hvad har de lov til at gøre? Skal de lade fosteret dø, eller skal de forsøge at gøre det tilsyneladende umulige? De beslutter sig for det sidste. De vil i det mindste redde det ene af de to liv, som slagtilfældet truede med døden.

Fosteret var ikke bare levende, det bevægede sig også livligt, husker Bela Fülesdi.

Hos hjernedøde mennesker er alle hjernens funktioner ophørt. Men hjertet kan godt blive ved med at slå, hvis disse personer holdes i respirator, og mange af kroppens funktioner kan også fortsætte lige så længe. Derfor kritiserer eksperter i etiske spørgsmål, at man sætter lighedstegn mellem død og hjernedød. De insisterer på, at hjernedøde betegnes som uafvendeligt døende. For en tilbagevenden til livet betragtes på dette tidspunkt som udelukket. Dødsprocessen er allerede så langt fremskreden, at stofskifteprocesserne går i stå, også selv om personen anbringes i respirator. Den 31-årige ungarske kvindes hjerte blev imidlertid ved med at slå, og det slog og slog. I 12 uger.

Og barnet voksede. I dette tidsrum talte faderen og bedstemoderen ofte med det ufødte barn; radioen spillede hele tiden, fortæller Füseldi, så fosteret kunne høre stemmer og musik. Det var et ufatteligt øjeblik, da babyen endelig blev født og brød ud i gråd.

Historien minder om babyen fra Erlangen, som i 1992 gav anledning til en ophidset debat i hele Tyskland. Dengang forsøgte et hold læger på universitetsklinikken i den frankiske by Erlangen at redde et blot 15 uger gammelt ufødt barn af en 18-årig hjernedød kvinde, som havde pådraget sig svære kvæstelser i hovedet ved en trafikulykke. Hospitalspersonalet udfoldede store anstrengelser: Sygeplejersker gjorde gymnastik med kvinden til toner af Vivaldi og opfordrede bedsteforældrene til at tale med barnet. Hele tiden dukkede der nye medicinske problemer op. For eksempel var de nødt til at fjerne kvindens ene øje, da der var gået betændelse i det. Men efter 40 dage var alle anstrengelserne forgæves. Den hjernedøde kvinde aborterede.

Feministen Alice Schwarzer udtalte dengang, at hun var lettet over, at naturen selv har afbrudt dette kyniske eksperiment. Det illustrerede ifølge hende den mandlige lægevidenskabs storhedsvanvid. De Grønne rasede over, at kvinden blev degraderet til biologisk rugekasse. Jurister argumenterede dog for, at barnet havde ret til liv.

I 2008 havnede lægerne i Erlangen igen i en lignende situation. På selveste juleaften blev Matthias Beckmann, leder af universitetets gynækologiske afdeling, ringet op af et mindre sygehus, fortæller han til Süddeutsche Zeitung. Man ønskede at overføre en gravid kvinde, som lå i koma på grund af en hjerneskade, til universitetsklinikken. Det næste, jeg gjorde, var at sætte mig i forbindelse med vores etiske rådgivning og lederen af anæstesiafdelingen, fortæller Beckmann.

Fagfolkene blev enige om at gøre alt for barnet. Hver anden uge tog de deres beslutning op til fornyet vurdering.

Derved adskilte forløbet sig klart fra 1992, hvor man ikke havde konsulteret nogen etisk bistand. Og denne gang undgik lægerne i Erlangen også en anden fejl: De skabte ikke nogen konflikt i forhold til de pårørende og derfor fik offentligheden heller intet at vide om den usædvanlige graviditet. Hele det medicinske team blev pålagt tavshed. Barnets far, som arbejdsmæssigt var hårdt spændt for og i forvejen overbelastet med to større børn, tog sig imidlertid ikke af sit ufødte afkom. Men han havde heller ingen indvendinger mod lægernes bestræbelser. I 1992 havde det ufødte barns bedsteforældre derimod været dårligt forberedt på, hvad der skete med deres datter. I deres raseri og sorg henvendte de sig til sidst til Bild-Zeitung.

Denne juleaftens nødsituation endte lykkeligt. Graviditeten fortsatte i 22 uger i koma længe nok til, at den velskabte dreng, som kom til verden i sommeren 2009, ikke engang blev betragtet som for tidligt født. Han blev ligesom sine søskende overgivet til adoption.

Vi ville også have givet barnet en chance, hvis faderen havde været imod det, fortæller Beckmann.

Har lægen med den form for indgreb over for en kvinde i koma ikke gjort sig til herre over liv og død, sådan som Alice Schwarzer i 1992 anklagede hans kolleger for?

Herre over liv og død? Ja, det var vi nok, udtaler Beckmann. Men det er en del af vores rolle som læger. Vi ophøjede ikke os selv, men tog barnets parti.

På verdensplan er over 30 børn blevet født under lignende omstændigheder, heraf det første barn allerede i 1987 i USA. I al ubemærkethed var der også en lignende sag i Tyskland før babyen fra Erlangen: I nærheden af Stuttgart blev Max Siegel i 1991 født af en kvinde, som formentlig var hjernedød. For ham havde det aldrig været noget problem, fortalte den unge mand for to år siden til magasinet Der Spiegel: Over for sine skolekammerater sagde han altid, at han var født af et lig. Så spurgte de andre: Er det sandt? Kan man det? Så forklarede jeg det, og så havde de ikke flere spørgsmål.

Süddeutsche Zeitung, den 14. november 2013

Oversættelse: Lone Østerlind

Andre læser lige nu