Lægers fjern-diagnoser kritiseres som uetiske
Læger, psykologer og psykiaterebryder hyppigt loven, når de i medierne tildeler diagnoser til mennesker, de aldrig har mødt. Etikken bør strammes op, lyder det fra fagfolk og juraprofessor
Når læger, psykologer og psykiatere jævnligt kommenterer aktuelle begivenheder, sker det, at de tildeler navngivne personer en diagnose. Selvom de aldrig har mødt vedkommende, kan det lyde: Han har tydelige psykopatiske træk. Hun har formentlig en personlighedsforstyrrelse. Barnet er højst sandsynligt selv blevet misbrugt.
Og det er en dybt problematisk udvikling, mener man blandt andet i Dansk Psykolog Forening, som de seneste år har fået flere klager fra mennesker, der føler sig diagnosticeret for åben skærm.
LÆS OGSÅ: Det er netop min rolle som læge, der forpligter mig til at råbe op
Det drejer sig om sager, hvor mistænkte for alvorlige forbrydelser er blevet kaldt psykopater eller sindssyge, og om personer, der føler, at de er blevet påduttet en diagnose og har fået at vide, at de opfører sig sådan og sådan på grund af bestemte opvækstvilkår. Den slags udtalelser er der aldrig belæg for, når psykologen ikke har mødt vedkommende, siger formand for det etiske nævn i psykologforeningen, Lisbeth Sten Jensen.
Hun peger på, at de mange fjerndiagnoser skader tilliden til psykologer generelt, og derfor skrev foreningen i 2012 en række etiske retningslinjer på området, der maner til forsigtighed med udtalelser i konkrete sager.
I Lægeforeningens etiske udvalg er man også bekymret over udviklingen og vil nu se nærmere på omfanget, inden man beslutter sig for, om etiske retningslinjer og vejledning er nok, eller om der skal laves sanktioner over for de læger, der udtaler sig konkret om sager, de ikke ved noget om, siger formand Lise Møller.
For det har ikke blot alvorlige konsekvenser for de mennesker, der bliver udstillet, men er direkte undergravende for forholdet mellem befolkningen og lægestanden generelt.
Det er afgørende, at borgerne stoler på, at vi som læger kun udtaler os på et sikkert grundlag og i fortrolighed med det menneske, det handler om. Derfor skal læger ikke bare slynge om sig med fagtermer og diagnoser, siger hun.
At de som fagfolk alligevel gør det, er nærmest ufatteligt, mener professor i strafferet på Københavns Universitet, Jørn Vestergaard. I mange tilfælde ville de tabe en injuriesag, hvis den blev rejst.
Det har undret mig gang på gang, at branchernes organisationer ikke griber konsekvent ind over for psykologer og psykiatere, som på den måde undergraver standens troværdighed. De udtaler sig dybt æreskrænkende om personer, som de kun har helt overfladisk kendskab til, og som sjældent har overskud til at tage til genmæle. De forsimplede fjerndiagnoser skaber en dæmonisering, som trækker den retspolitiske debat ned på et lavpunkt. Det er på høje tid, at de forskellige etiske nævn og disciplinærudvalg er sig deres ansvar bevidst, siger han.
Medierne har dog også et ansvar, mener lektor i praktisk filosofi Thomas Søbirk Petersen fra Roskilde Universitet. For medierne presser ofte kilderne til at sige mere, end de har belæg for at sige. I sidste ende er det dog fagfolkenes eget ansvar at sige fra.
Diagnoser er mange læger og psykiateres vigtigste arbejdsredskab, men det er et meget magtfuldt redskab, der nemt kan virke stigmatiserende og stødende. Og måske endda forstyrrende i den retslige proces. Så at bruge diagnosen på denne uprofessionelle måde i medierne er meget skadeligt, ikke mindst for deres egen faglighed.