Kommuner kan tvinge syge på lykkepiller

3f kalder det et overgreb at tvinge syge borgere til at tage antidepressiv medicin for ikke at miste forsørgelsesgrundlaget. Foto: colourbox.com

Syge kan blive tvunget til at tage antidepressiv medicin, hvis de vil beholde deres sygedagpene

Kommunerne må gerne tvinge syge på lykkepiller, hvis deres sygedagpenge skal forlænges, eller de skal have førtidspension. Sådan lyder en ny afgørelse fra Ankestyrelsen, skriver Fagbladet 3F.

Det sker på trods af, at de to tidligere ministre Bertel Haarder (V) og Inger Støjberg (V) for et år siden på et samråd lovede, at kommuner aldrig må tvinge syge på lykkepiller.

I 3F mener næstformand Johnny Skovengaard, at det er et overgreb at tvinge syge borgere til at tage antidepressiv medicin, hvis ikke de skal miste deres forsørgelsesgrundlag.

"Lykkepiller virker for nogle og ikke for andre. Denne form for tvang opfatter jeg som systemets overgreb på den lille mand, der er mast af systemet. Det er en glidebane, for hvad bliver det næste? At syge borgere skal tvinges til at tage endnu stærkere medicin? Beskæftigelsesminister Mette Frederiksen må helt klart se nærmere på denne sag," siger Johnny Skovengaard til Fagbladet 3F.

Ankestyrelsen lægger dog vægt på, at psykiatere eller egen læge skal ordinere den antidepressive medicin som behandling.