Er hver femte dansker virkelig psykisk syg?

Én ud af fem danskere har en psykisk sygdom, konkluderer den nye rapport "Mental Health and Work: Denmark".

Hver femte dansker er psykisk syg, fastslår OECD. Eksperter mener, at grænsen er skredet for, hvornår man er psykisk syg eller bare har det skidt

Danmark har brug for et større fokus på psykisk syge borgere. Og vi har brug for et arbejdsmarked, der i langt højere grad kan rumme de én ud af fem danskere, der har en psykisk sygdom.

Sådan lyder konklusionerne på en ny rapport, Mental Health and Work: Denmark, fra den økonomiske samarbejdsorganisation OECD, der har undersøgt de økonomiske konsekvenser af psykisk sygdom i foreløbig fire forskellige lande; Belgien, Norge, Sverige og Danmark.

LÆS OGSÅ: Bekymrende brug af medicin

Men har 20 procent af den arbejdsdygtige danske befolkning virkelig en psykisk sygdom? På trods af at tallet umiddelbart kan lyde stort, er det ikke urealistisk, mener Merete Nordentoft, klinisk professor og overlæge i psykiatri ved Bispebjerg Hospital:

Både psykiatriske og psykiske lidelser er meget udbredte i Danmark det handler om angst og depression, men også om for eksempel skizofreni og psykoser. Og vi bliver overraskede, hver gang der kommer nye opgørelser over, hvor mange der er i behandling, eller hvor mange der bare går rundt og har det rigtigt dårligt psykisk.

Tallet vækker dog undren hos en række kilder, som Kristeligt Dagblad har talt med.

LÆS OGSÅ: Når sygdomme kommer på mode

Det lyder som et meget højt tal. Og det er især ordet sygdom, som støder mig her. Tallet kan jo sagtens være retvisende, hvis man tæller de mange af os, der går og er utilpasse, stressede, små-deprimerede eller i dårligt humør, med. Men sygdom signalerer, at man skal kureres for noget af en læge. Og her er vi ude i en sproglig glidebane, der er problematisk, mener Søren Langager, lektor ved Institut for Uddannelse og Pædagogik på Aarhus Universitet og forfatter til flere bøger om diagnosers udvikling.

Tallet, som OECD er kommet frem til, er hentet dels i sundhedssystemets statistikker, dels ved at sammenligne forskellige spørgeskema-undersøgelser om danskernes velbefindende i årene 1994-2010. Her er der målt værdier som håbløshed, fredfyldthed og udhvilethed.

LÆS OGSÅ:
Dansk rekordforbrug af anti-psykotisk medicin

Charlotte Bredahl Jacobsen, analyse- og forskningschef ved kommunernes analyseinstitut KORA, ser en helt tydelig forklaring på det ifølge hende rigeligt høje tal:

Det, man har gjort, er at tælle alle dem, der har for eksempel spiseforstyrrelse, adhd eller angst sammen. Men disse mennesker kan jo sagtens have det godt, selvom de tager tre piller hver dag og går til læge én gang om måneden. Hvis man lavede den samme optælling inden for kroniske sygdomme, ville man også få et tal, der var helt vildt.

Men forklaringen kan også ligge et helt andet sted, mener filosof og professor ved Handelshøjskolen i København, CBS, Ole Thyssen:

Der er gået inflation i psykisk sygdom. Sygdom er noget, der rammer os og fritager den enkelte for sit ansvar. Det er problematisk, at vi har et behandlersystem, der udvider antallet af tilstande konstant, og en behandlerbranche, der higer efter at få reklame. Rapporter med konklusioner som disse er kun med til at udvide kundegruppen, siger han.

Overlæge Merete Nordentoft mener ikke, man skal hænge sig så meget i definitionen af sygdom, men i stedet fokusere på, hvad samfundet kan gøre.

Jeg synes, det vigtige er at se på, hvordan vi tilpasser arbejdsmarkedet til den virkelighed, at der rent faktisk går rigtig mange rundt med psykiske problemer derude. Vi har konventioner, der sikrer, at handicappede kan arbejde med et afgrænset timetal for eksempel. Her bør vi forbedre mulighederne for psykisk syge også, siger hun.

At udvide antallet af skånejob-ordninger mener filosof Ole Thyssen er en dårlig idé:

Vi skal ikke udvikle samfundet, men udvikle os selv. Det er en almindelig omkostning ved at leve, at man indimellem er angst, ked af det og stresset. Hvis det øjeblikkeligt udløser en tilstand af psykisk syg, så mener jeg, man kan tvivle på, hvorvidt Danmark er i stand til at overleve som nation.