Vi skal bevare retten til mangfoldighed

Forsvarsadvokat og tidligere politiker Bjørn Elmquist, 73 år. Foto: .

Spørgsmålet om kontrol med genmanipulation har været advokat Bjørn Elmquists største etiske udfordring

Hvad er det største etiske problem i dag?

Det er den forsimpling og udhuling, der finder sted i demokratiet. Både i Danmark og andre lande ser vi, at de folkevalgte, som skulle være de fremmeste bærere af demokratiet, i stedet sprænger det til atomer og fjerner alt indholdet. Der tænkes meget lidt i ideologier og principper, og man får en fornemmelse af, at alt fra ministre til de yngste folketingsmedlemmer udtaler sig, som de har fået besked på af deres spindoktorer, eller som var de selv spindoktorer.

Synes du, etiske spørgsmål fylder nok i den offentlige debat?

LÆS OGSÅ: Gener, som gør pygmæer små, er fundet

Nej, ikke i realiteten. Jeg synes, de pseudoetiske spørgsmål fylder meget om man skal give ud af sig selv i realityprogrammer eksempelvis. Her taler jeg af erfaring, da jeg selv sagde ja til at deltage i programmet Fangene på Fortet. Man gør det for at vise, man er et menneske som alle andre, men mange kan også give for meget af sig selv. Men generelt synes jeg, der er alt for lidt etik i den offentlige debat.

Hvornår stod du sidst i et etisk dilemma?

Det gør jeg næsten dagligt. Men jeg gjorde det eksempelvis for nylig i forbindelse med sagen om de børn, der har arvet en sjælden sygdom fra en sæddonor. Nogle af forældrene til børnene kom til mig og spurgte, om jeg kunne hjælpe dem.

Mit dilemma er, at jeg mener, det er forkert med for meget kontrol ved sæddonation, da vi må bevare retten til forskellighed, men samtidig kan jeg se, at disse forældre er endt i en ubærlig situation. Det er frygteligt, men samtidig kan man sige, at mange, der fødes med sygdomme, stadig har et godt liv.

Hvad er den største etiske udfordring, du har mødt?

Det var faktisk tilbage i 1980erne, hvor jeg sad i Folketinget for Venstre og i Europa-Parlamentet. Dengang var genmanipulation aktuelt, og jeg tog derfor initiativ til, at vi lavede en regulering af, hvor meget kontrol der skulle være på området, samt tog initiativ til oprettelsen af Det Etiske Råd. Reguleringen handlede om at bevare forskellighed og mangfoldighed, men nu ser vi, at det ikke holder. Problemet ved mere kontrol er, at mange forældre vil vælge til og fra. Det ender med en regulering af mennesker og en ensrettethed af fremtidige generationer. Men demokratiet lever af forskellighed. Derfor er det vigtigt at bevare retten til mangfoldighed.