Sådan foregår terapeutisk kloning
Stamceller har stor betydning for sundhedsbehandling
Når en sædcelle befrugter et æg, dannes den mest potente stamcelle, der findes, nemlig en celle, der kan udvikle sig til et helt menneske. Efterhånden som stamcellerne udvikler sig, bliver de mere og mere specialiserede. De mest uspecialiserede stamceller har et stort potentiale i forhold til forskning og behandling.
Et embryon er forstadiet til et foster. Og i dag bruger man i stamcelleforskningen ofte embryonale stamceller, der stammer fra fosteranlæg, som er blevet tilovers fra kunstig befrugtning. Men kritikere mener, at det er uetisk at bruge disse forstadier til liv i forskningsøjemed. Derfor har man i forskningen et ønske om at fremstille celler med samme egenskaber som embryonale stamceller, idet de har stort potentiale og måske kan bruges til at behandle sygdomme som for eksempel Parkinsons sygdom og sukkersyge.
Metoden kaldes terapeutisk kloning eller kernetransplantation. Her tager man en cellekerne fra en specialiseret celle fra et menneske - for eksempel fra huden eller blodet - og "nulstiller" den - det vil sige, at man omprogrammerer cellen og sætter dens udvikling tilbage, så den får samme potentiale som en embryonal stamcelle.
Det kan man blandt andet gøre ved at overføre cellekernen til en tømt ægcelle, idet der i ægget er nogle faktorer, der kan påvirke aktiviteten af generne i cellekernen.
Imidlertid er det vanskeligt at få menneskeæg stillet til rådighed til forskning. Kvinderne skal for eksempel gennemgå hormonstimulation og et indgreb for at få fjernet æggene. Derfor forsøger forskerne at nulstille den menneskelige cellekerne i en ægcelle fra et dyr - for eksempel fra en ko eller en kanin.
Herved skaber man et kunstigt embryon, hvorfra man forsøger at isolere embryonale stamceller. Meget tyder på, at embryonet ikke er levedygtigt og kan udvikle sig til fostre og levende individer. Det vil sandsynligvis blive udstødt af livmoderen, hvis det skulle blive overført hertil.
Det er endnu ikke lykkedes at fremstille menneskelige stamceller ved hjælp af denne teknik, som er forbudt i Danmark.
Men håbet er, at man ved hjælp af en celle fra en patient kan fremstille stamceller, der passer til netop denne patient, og som derfor ikke vil blive afstødt af kroppen, hvis de bruges i behandling eller til at studere en bestemt sygdom hos patienten.
Man kan for eksempel forestille sig, at man kan bruge disse stamceller til at udvikle væv eller nerveceller, som kan erstatte defekte dele af et menneske. Det kan især være relevant for sygdomme, der nedbryder kroppen, som for eksempel Parkinsons sygdom, sklerose eller sukkersyge, hvor visse dele af kroppen er beskadiget.