Stamceller fra søskende kan skabe familiekriser

Brugen af stamceller fra søskende kan kortlægge sygdomme, som resten af familien ikke kender til. Det er kimen til familiekriser, advarer flere. Foto: AFP.

Ukendte sygdomme, slægtsforhold og andet følsomt bliver blotlagt, når kræftsyge får brug for stamceller fra egen familie

Stamceller er blevet udråbt til en af fremtidens store livreddere, fordi man med dem kan skabe bestemte celler, som en syg person mangler. Men de kan også skabe konflikter og etiske dilemmaer, når familiemedlemmer får brug for hinandens stamceller for at overleve.

Patientens brødre og søstre skal nemlig undersøges grundigt, før de kan godkendes som donorer, og i den proces kan der dukke oplysninger op om for eksempel kroniske sygdomme, som vedkommende selv eller resten af familien ikke kendte til i forvejen.

På Århus Sygehus har sygeplejerske Tove Brems Sørensen fundet en måde at løse problemet på. Igennem det seneste år har hun fungeret som kontaktperson for familier til patienter med leukæmi og lymfeknudekræft, som i dag kan behandles med stamceller fra en donor. Før man overhovedet går i gang med at undersøge, om nogle af patientens søskende kan bruges, bliver familien opfordret til at ringe til Tove Brems Sørensen, hvis der er omstændigheder ved deres liv eller helbred, de mener, kan forhindre dem i at donere stamceller til deres søster eller bror.

Det kan være, søskendeflokken ikke alle har samme far og derfor ikke samme gener. Eller den potentielle donor kan have en sygdom, som er farlig at overføre til patienten, for eksempel HIV, eller som betyder, at han eller hun ikke selv kan tåle at afgive stamceller.

"Det kan påvirke familierelationerne voldsomt. På denne måde får jeg oplysningerne tidligt, så de ikke dukker uventet op. Samtidig slipper patienten for selv at skulle bede familiemedlemmerne om at blive undersøgt og måske donere stamceller," siger Tove Brems Sørensen.

I princippet kan det nye system redde liv, for personalet har tidligere stået ved den afsluttende helbredsundersøgelse tre uger før en transplantation og opdaget, at donoren alligevel ikke kunne bruges.

"Det tager lang tid at finde en ny, og i værste fald kan vi ikke nå det, før det er for sent," siger Tove Brems Sørensen, som vil anbefale metoden til andre afdelinger i landet, der foretager tilsvarende undersøgelser.

Men systemet med en kontaktperson fjerner ikke alle sygeplejerskens etiske kvababbelser. Det bekræfter Henrik Jørgensen, der er specialkonsulent for Det Etiske Råd.

"Det er selvfølgelig problematisk at bede familiemedlemmer om at blive undersøgt for noget, de ikke selv har bedt om, for der er jo et enormt pres, der gør det nærmest umuligt at sige nej. Man får på en måde krænket sit privatliv, hvis der kommer oplysninger frem, som forhindrer en donation, for familien kan ikke undgå at få at vide, at der er noget galt. Men drejer det sig om en sygdom, man ikke selv kendte til, vil de fleste nok gerne selv vide det," siger han.

Henrik Jørgensen mener, at kræftpatientens kritiske situation må overskygge hensynet til familien, så længe der er tale om voksne mennesker, der giver samtykke til undersøgelsen.

"Jeg kan ikke se, at de etiske problemer er overvældende nok til at forbyde eller begrænse en praksis, som kan redde patientens liv," siger han.

kristine.korsgaard@kristeligt-dagblad.dk

Fakta

Søskende er de mest oplagte donorer, fordi de ofte har samme kombination af gener fra forældrene.

Der er 25 procent chance for, at en patients søskend har en vævstype, der matcher.

I halvdelen af stamcellebehandlingerne er det patientens bror eller søster, der er donor. Resten er ubeslægtede donorer, som findes via et register.