Fostervand leverer stamceller uden etiske problemer

Stamcelleforsker ved Rigshospitalet Claus Yding Andersen -- her med en ovarietegning -- er meget begejstret: -- Det er helt vildt. Det har et kæmpe potentiale i forhold til det, vi kan nu, siger han om den nyeste udvikling. -- Arkivfoto: Scanpix.

Stamceller med kæmpe potentiale til sygdomsbekæmpelse fundet i fostervand. Det reducerer etiske problemer og skruer forventningen i vejret hos danske forskere

Forskningen har fået nyt håb om at kunne helbrede en række af de sygdomme, der i dag er svære at gøre noget ved. Det er ny stamcelleforskning, som kan skabe en revolution i bekæmpelse af hidtil uhelbredelige sygdomme.

De bedste stamceller kommer fra nyligt befrugtede æg, og det giver etiske problemer, fordi man ved at bruge fostrene til forskning forhindrer dem i at blive til mennesker. Nu har et forskerhold på Wake Forest University School of Medicine i North Carolina, USA, fundet stamceller i fostervand, der er næsten lige så gode, og det giver uanede muligheder.

– Det er helt vildt. Det har et kæmpe potentiale i forhold til det, vi kan nu, siger Dr. Claus Yding Andersen, der forsker i stamceller ved Rigshospitalet, om opdagelsen, der er offentliggjort i tidsskriftet Nature Biotechnology.

Det fantastiske ved stamceller er, at de kan udvikle sig til alle andre celletyper og dermed lige den slags, som en given patient mangler. Et stort problem for forskerne i Danmark er dog, at de må forske ved hjælp af overskydende æg fra kunstig befrugtning, og dem er der stor mangel på.

– Jeg tror ikke, jeg har fået et eneste embryo (befrugtet æg, red.) de seneste to måneder. Og de, der så kommer, er af en kvalitet, hvor vi får meget svært ved at udvikle stamcellelinjer fra dem, siger Claus Yding Andersen.

For at kunne behandle patienter er der brug for såkaldte stamcellelinjer, der svarer til den enkelte patients vævstype. Det kræver flere tusind forskellige stamcellelinjer at kunne behandle alle, og i de tre år, hvor forskningen har været mulig i Danmark, er der kun udviklet 18.

Fundet af brugbare stamceller i fostervandet er "ret heftigt", fordi de kan udtages ved en ganske almindelig fostervandsprøve. Det giver håb om en voldsomt forøget forskningshastighed.

– Hvis det holder stik, vil det virkelig booste udviklingen. Der er tusindvis af kvinder, der får lavet fostervandsprøver hvert år. Så vil man forhåbentlig bare kunne fiske en stamcelleprøve, når man alligevel laver fostervandsprøven, siger Claus Yding Andersen.

Samtidig forsvinder de største etiske problemer, der hidtil har været ved stamcelleforskning, hvis man kan bruge den nye teknik. Det vurderer dr.med. Thomas G. Jensen, der arbejder med stamceller og er medlem er Etisk Råd.

– Jeg mener, at der vil være færre etiske problemer og af en anden type. Foreløbig er forskningen meget lovende, siger Thomas G. Jensen.

Dermed er stamcelleforskningen dog ikke blevet aldeles fri for etisk diskussion, understreger han:

– Der er stadig nogle problemer såsom hvilket informeret samtykke, der er påkrævet. Desuden kunne man forestille sig, at hvis cellerne bliver kommercielt tilgængelige, kunne gravide kvinder blive lokket til at sælge deres celler, siger han.

Hidtil har stamcelleforskning været etisk omstridt, fordi man ved at bruge befrugtede æg forhindrer, at æggene kan udvikle sig. Det giver etiske problemer på linje med abortdiskussionen.

– Mange mener, at befrugtede celler har lige så stort potentiale og etisk værdi som et født menneske. Derfor kan man sammenligne det med mord at fratage befrugtede æg muligheden for at blive til et menneske, siger Thomas G. Jensen.

Både i Etisk Råd og international politik giver det stor uenighed. Sidste år nedlagde USA's præsident, George W. Bush, veto mod kongressens forslag om støtte til stamcelleforskning med overskudsæg fra befrugtningsklinikker. Den nye demokratiske kongres har lovet at stille det samme forslag igen i denne uge med et endnu større flertal bag.

Forslaget er stadig relevant, fordi de nye celler ifølge den amerikanske forsker Dr. Anthony Atala, der har ledet det syv år lange projekt med at finde stamceller i fostervand, ikke er helt så gode i alle henseender som stamceller fra befrugtede æg.

Under alle omstændigheder vil der gå op imod et årti, før stamcellebehandling kan komme patienter til gavn. Alligevel giver opdagelsen store forhåbninger for både forskere og "fostermordsmodstandere". I går var den katolske kirke således fremme med en officiel anerkendelse af den nye teknik.

– Det er et vigtigt skridt og moralsk acceptabelt. Vi siger "ja" til genmanipulation, så længe den respekterer liv, siger lederen af Vatikanets sundhedsafdeling, Javier Lozano Barragan.

Thomas G. Jensen forventer også, at Etisk Råd vil tage stilling til den nye teknik i løbet af den kommende tid. /ritzau/

Læs flere artikler om stamceller på

kristeligt-dagblad.dk