Beslutning om forskning i stamceller splitter kristne

Er det etisk korrekt at forske i stamceller, hvis det kan hjælpe forskere til at kurere alvorlige sygdomme? - Foto: stock.xchng.

Obamas ja til forskning i stamceller får blandet modtagelse blandt kristne i USA

- Det er moralsk forkert, fordi det opmuntrer til ødelæggelse af uskyldige menneskeliv og behandler sårbare liv som produkter, der kan udnyttes.

Sådan siger kardinal Justin Rigali, der er leder af katolske biskoppers anti-abort-aktiviteter i USA, til nyhedsbureauet AP.

Udtalelsen kommer som en reaktion på Obamas beslutning om at tillade forskning i stamceller.

Kristne skal hjælpe
Men det modsatte synspunkt findes også blandt kristne i USA. Præsten Susan Brooks Thistlethwaite, der er professor ved et præsteseminar i Chicago, mener, at kristne har pligt til at hjælpe alvorligt syge blandt andet ved at forske i nye behandlingsmetoder.

- Der er et etisk bud om at lindre lidelse og fremme helbredelse. Der er en god politik for et religiøst, pluralistisk samfund, som gerne vil tage sig af menneskelig lidelse og hjælpe syge mennesker, siger hun.

Joel Hunter, evangelikal præst i Orlando, er enig.

- Princippet er stadig, at det ikke kun er forståeligt, men i nogle henseender også moralsk rigtigt at bruge stamceller, som alligevel skal kasseres, til forskning, der kan hjælpe andre mennesker, siger han.

Det er primært katolikker, evangelikale og baptister, der er imod forskningen, mens mainstream-protestanter fra den episkopale kirke er for.

Obama: Vi skal mindske lidelser

Obama selv fokuserede også på trosaspektet, da han offentliggjorde beslutningen om stamcelleforskning.

- Som en troende person mener jeg, vi er kaldet til at tage os af hinanden og arbejde for at mindske menneskelig lidelse, sagde han.

Ifølge Robert George, der er professor ved Princeton-universitetet, katolik og tidligere medlem af bioetikrådet under præsident Bush, handler spørgsmålet imidlertid snarere om etik end religion.

- I tror ikke, spørgsmålet har noget med religion at gøre. Vi lever i et pluralistisk samfund, hvor nogle tror på, at der eksisterer sådan noget som sjæle. Betyder det, at vi bør have moralske skrupler ved at dræbe 17-årige, siger han.