Sproget udtrykker tanken. Men sproget kan også godt forgifte den

@Fotobyline:ILLUSTRATION: PETER M. JENSEN

SPROG OG ETIK Ole J. Hartling om sprogets magt

"ORD KAN VIRKE som bittesmå doser arsenik: De sluges ubemærket, de synes ikke at have nogen virkning, men efter nogen tid viser giftens virkning sig alligevel."

Ordene er fra den tyske sprogforsker Victor Klemperers værk om nazitidens sprog. Bogen forelå fra hans hånd i 1946 og har ventet mere end 60 år på at blive udgivet på dansk. Den udkom i efteråret 2010. Udgiverne har sat citatet på titelbladet.

LÆS OGSÅ: Med omskrivning bliver den brutale virkelighed sløret

Klemperer levede fra 1881 til 1960 og blev i 1920 professor i romansk filologi i Dresden. Som jøde blev han frataget sit professorat i 1934 og efterhånden også alle andre borgerrettigheder. Han blev frataget sin ret til at eje bøger og til at skrive. Men han førte dagbog i hemmelighed og skrev noter om det nazistiske sprog. Han kalder bogen Det Tredje Riges Sprog – på latin Lingua Tertii Imperii (LTI).

Han undgik at blive "hentet" eller "taget i forvaring", som eufemismerne lød, når jøder blev bragt til for eksempel Auschwitz, hvor de blev ombragt. Det skyldtes, at han var gift med en ikke-jøde, en arier, Eva Klemperer. Han har dedikeret bogen til hende – den smukkeste og mest ligefremme dedikation, jeg har læst.

Men Victor Klemperer var selv tysker. Han levede som tysker, opfattede sig som tysker og talte og holdt af det tyske sprog. "Var det en klamren sig til Tyskland, en kærlighed, som ikke ville vide af, at den var blevet forsmået?", spørger han og svarer selv: "Nej, slet ikke, det var ikke noget patetisk, kun noget selvfølgeligt."

Han så ikke sig selv som først og fremmest jøde - men langsomt forgiftes han. Snigende. Det går op for Klemperer, at han begynder at se sig selv som jøde og dermed som tilhørende den stigmatiserede, den stjernebærende gruppe.

KLEMPERER NÆVNER berømte læger, der levede omkring år 1900, Wassermann, Ehrlich og Neisser. Det er navnkundige videnskabsmænd, som enhver dansk lægestuderende hører om. Men i Nazityskland omtales de som "fremmede", selvom de har ydet store bidrag til lægevidenskaben.

At endog hans "racefæller" [Rassengenossen] bruger dette "selvom", er det ynkeligste ved det hele. "Nej," fortsætter han sit dagbogsnotat, "det allermest ynkelige er, at jeg hele tiden må beskæftige mig med dette vanvid om forskellen mellem arier og semitter, at jeg må se på hele denne forfærdelige formørkelse og slavegørelse af Tyskland ud fra et jødisk perspektiv. Det forekommer mig at være hitlerismens sejr over mig personligt. Jeg vil ikke indrømme det over for mig selv."

Efter krigen siger han om nazisprogets blivende betydning: "Man bringer krigsforbrydere for retten, man fjerner små partifæller fra deres embeder, nationalistiske bøger trækkes ud af handelen.

Hitlerpladser og Göringgader omdøbes, Hitlerege fældes. Men Det Tredje Riges sprog ser ud til at overleve i mange karakteristiske udtryk; de har boret sig så dybt ind, at de ser ud til at blive en varig bestanddel af det tyske sprog."

Som eksempler på nazisprog, som er bevaret efter krigen, hører han taler i radioen om demokratiers "karaktermæssige" egenskaber og "kampivrige" væsen.

Måske er det pedanteri, siger han, men sprogets snigende gift bemægtiger sig tankerne. For sproget udtrykker ikke blot tanken, det ændrer også tanken.

Sproget bliver heltedyrkende, og den ene efter den anden begivenhed udnævnes til at være historisk eller endda verdenshistorisk. Superlativer dominerer. Adjektiver som "total" knyttes til handlinger eller indsatser. Indsatser omtales som 100 procent.

BÅDE OVERSÆTTEREN af LTI, Henning Vangsgaard, og udgiveren, Knud Lindholm Lau, fremhæver i efterskrifter, at bogen ikke er mindre aktuel i dag, hvor bevidstheden om sprogets betydning for politik og meningsdannelse aldrig har været større.

Vi har PR-konsulenter og spindoktorer. Vi har simplificerede typologier og fjendebilledkonstruktioner, som er parallelle til den udvikling, Klemperer beskriver i 1930'ernes Tyskland.

Jeg er sikker på, at de har ret. Minoriteter dæmoniseres eller bestialiseres. Avler som rotter, for eksempel. Udgifter til handikappede er blevet omtalt som en gøgeungeeffekt. Men ændringen af sprogbetydningen kan ske mere lumsk og snigende.

Tænk på et tillægsord som "tosproget". Talte man førhen om en tosproget person, var det en anerkendelse af, at denne person talte to sprog flydende. Nu er der "for mange" tosprogede elever i nogle skoler.

Filologen Klemperer skærper vores opmærksomhed. Han siger: "Sproget digter og tænker ikke blot for mig, det styrer også mine følelser, det styrer min sjæls væsen, jo mere selvfølgeligt, jo mere ubevidst jeg overlader mig til det."

Lørdagsrefleksioner skrives på skift af ledende overlæge og tidligere formand for Det Etiske Råd Ole J. Hartling, lektor og forfatter Henrik Jensen, præst og journalist Sørine Gotfredsen, forfatter og journalist Peter Olesen og journalist Kåre Gade.