Bare damer, bajere og ballade

Bagmændene bag Ugens Rapports succes i 1970'erne: chefredaktør Kurt Thyboe, Poul Holdt Hansen og den senere Se og Hør-chefredaktør Moegens E. Pedersen. Billedet stammer fra dengang, da trekløveret forsøgte at udgive bladet i Frankrig. Eksporteventyret varede dog kun kort tid, da mafiaen hurtigt begyndte at blande sig i distributionen af bladet. -- Foto fra bogen/All Over Press.

Danmarkshistoriens mest succesrige blad med bare damer - Ugens Rapport - har forlængst overlevet sin storhedstid. Nu fås den kulørte historie om bladets storhed og fald på bog

Man kommer næppe længere væk fra Kristeligt Dagblads univers end Ugens Rapport. Alligevel er der måske god grund til at nævne den netop udgivne bog: "Historien om Ugens Rapport - Bare damer, bajere og ballade" også i denne avis' spalter. Det er nemlig svært bare at affærdige bladet som endnu et eksempel på ligegyldig og lummer lekture. Ligesom det er svært at erklære sig helt uenig i bogens forord, hvori der blandt andet står:

"Ugens Rapport er et stykke kulturhistorie om de brune 70'ere, om den seksuelle frigørelse, om pornoens pionerperiode, om drukkultur på arbejdspladsen og om nogle af de mest farverige og vanvittige personligheder og koryfæer, fra før moderne management holdt sit indtog i mediebranchen".

Det ugentlige magasin, der i 1972 kom på gaden i en tid præget af kvindekamp og økonomisk krise, blev hurtigt en uventet succes. Ugens Rapport var, med en lancering umiddelbart efter frigivelsen af billedpornografien i 1969, blot et blad blandt mange, der lokkede med billeder af mere eller mindre afklædte kvinder. Men bladets sælsomme blanding af bar hud og bizarre reportager viste sig overraskende levedygtig. Mens andre magasiner hurtigt bukkede under, voksede Ugens Rapport eksplosivt for at toppe i 1977 med et imponerende oplag på godt 191.000 eksemplarer. Et oplagstal, der også dengang vækkede misundelse hos bladejere landet over.

Selvom bladet først og fremmest var berømt - og berygtet - for billeder af bare baller og bryster, fyldte erotikken faktisk kun 15 procent.

Resten var en kaotisk sammenblanding af vulgære, vanvittige, men også morsomme og overraskende reportager og artikler.

Som ophavsmand til succeskombinationen stod senere boksekommentator, Kurt Thyboe, der som chefredaktør ledte bladet sikkert gennem dets storhedstid.

Han var voldsomt inspireret af den amerikanske New Journalism, der med journalister som Hunter S. Thomson og Tom Wolfe i spidsen satte reporteren i centrum for reportagen.

"Thyboe iscenesatte sig selv og sine skribenter som en flok informationsdesperadoer, der konstant levede på kanten for at skaffe læserne de bedste historier", skriver bogens forfatter, journalist Søren Anker Madsen.

Bladets legendariske rejsende rapporter, Freddy Wulf, blev den fremmeste eksponent for den iscenesættelse, når han under logoet "Verden Rundt" bogstaveligt talt rejste verden rundt for at fange giftslanger i eksotiske floder, leve blandt hovedjægere og vove sig helt frem ved frontlinjen i verdens brændpunkter.

Det var også først, da Kurt Thyboe i 1981 blev fyret, og de skæve vinkler blev sjældnere i ugemagasinets spalter, at oplagstallet for alvor begyndte at falde.

De svenske ejere fra Aller så kun en løsning på de dårlige salgstal: mere porno og mere sex. Og de før så spraglede sider blev hurtigt mere kødfarvede at se på. På trods af svenskernes forhåbninger kunne taktikken med at skrue op for erotikken ikke redde bladet, da VHS-bånd og internet for alvor overtog det pornografiske marked. I dag er Ugens Rapport en skygge af sig selv i form af det regulære pornoblad Classic Rapport, der udgives en gang om måneden i et oplag på mellem 8.000 og 12.000 eksemplarer. Men tilbage står historien om et blad, der, uanset hvad man måtte mene om pornografiens frigørelse og de produkter, der fulgte i dens kølvand, er svær at komme uden om i den moderne danske kulturhistorie.

Søren Anker Madsen: Historien om Ugens Rapport – Bare damer, bajere og ballade. 237 sider. 199 kroner. Gads Forlag.

bech-jessen@kristeligt-dagblad.dk