Forsker: Sex med robotter bliver udbredt

Her ses robotten Roxxxy TrueCompanion, som er en selvstændig robot med computer og berøringssensorer og tryksensorer over hele kroppen. Foto: 2010 AFP

Verdens førende forsker i robot-sex vurderer, at sex med robotter vil være udbredt allerede om 10 år

Spørger man Douglas Hines, vil han sige, det var en verdenssensation, han præsenterede den lørdag tilbage i januar 2010.
Den trinde amerikaner stod og kampsvedte på en lille scene på pornomessen AVN Adult Entertainment Expo i Las Vegas.

Ved hans side, i en blød sofa med gyldent betræk, sad sensationen: En sammensunken kvindeskikkelse med let spredte ben, iført sort undertøj – verdens første masseproducerede sex-robot, Roxxxy, skriver 
Videnskab.dk.

Se en video af Roxxxy på Videnskab.dk 

Mest af alt lignede hun en stor dukke iført en langhåret, sort paryk. Men med sveden løbende ned over issen, forsøgte hendes 'far' at efterlade et andet indtryk hos de mennesker, der fulgte optrinnet.

»Roxxxy TrueCompanion er en selvstændig robot. Hun har en computer – og berøringssensorer og tryksensorer over hele kroppen. Så hvis jeg trykker hende her…,« sagde Douglas Hines, imens han lænede sig forover, tog Roxxxys venstre hånd og gav den et tryk.

»Jeg elsker at holde dig i hånden,« lød det mekanisk fra Roxxxy, der så ud som om, hun var i en form for trance.

Douglas Hines lyste op i ét stort smil og så ud på forsamlingen.

»Hun vil, hun vil holde mig i hånden,« fremstammede han med julelys i øjnene.

LÆS OGSÅSex med dyr – ja, hvorfor ikke? 

Opfinderen, der tidligere arbejdede med kunstig intelligens hos den meget anerkendte virksomhed Bell Labs, havde god grund til at smile. Han vidste, at mange mænd var interesserede i hans robot.

Mere end 4.000 havde allerede skrevet sig op til et eksemplar, og med en stykpris på 40.000-50.000 kroner var der gode chancer for at tjene penge, selv efter at den hudlignende latex og de tekniske komponenter var finansieret – for mere avanceret var robotten trods alt ikke.

Det var ellers ikke småting, Roxxxy-køberne blev stillet i udsigt. De blev lovet en robot, der kunne høre dem, tale med dem, føle deres berøringer, føre en samtale med dem og få en orgasme.

De fik også mulighed for at indstille robotten til at have en af fem personligheder. Blandt andre den meget generte Frigide Farrah, eller den helt igennem eventyrlystne Vilde Wendy.

Køberne blev også lovet, at de kunne indstille Roxxxys personlighed, så hun opførte sig, som de ville have.

LÆS OGSÅHvorfor 'voldtager' sæler pingviner? 

Og skulle det vise sig, at de fik komponeret en sand drømmepiges personlighed, kunne de endda dele indstillingerne med deres venner via internettet. Så kunne de også lære hende at kende via deres egne Roxxxyer.

Man kan med rette betvivle, om Roxxxy er i stand til at indfri alle de løfter om social intelligens, som Hines satte i udsigt den dag på porno-messen.

Som robotten lå i sin guldvelour-sofa, ude af stand til at bevæge sig ret meget, lignede den mest af alt en mannequindukke. En retarderet mannequindukke, vil nogen måske mene.

Det lader da heller ikke til, at det er robottens kunstige intelligens, der har interesseret de mænd, der investerede i den. Efter robotten havde været på markedet et stykke tid, imødekom Douglas Hines de kritikpunkter, som de hidtidige køberne havde haft.

Det var ikke evnen til at føre dybe samtaler, brugerne havde savnet. Til gengæld gav Hines Roxxxy version 2.0 evnen til at bevæge hoften frem og tilbage i rytmiske bevægelser.

LÆS OGSÅNu kommer robotterne hjem til dig 

Men hvem er de mænd, som vælger at købe en sex-robot? Et godt gæt er, at mange Roxxxy-ejere er teknofile – såkaldte teknoseksuelle. Det er mænd, der har fantasier om at have sex med en kvindelig android, en såkaldt gynoid.

I en del år har de delt deres fantasier med hinanden i internet-fora, men da Roxxxy blev lanceret, fik de for første gang mulighed for at udleve dem.

Desværre må mange af de teknoseksuelle være blevet skuffede, da de modtog robotten med posten. Deres robot-drømme er langt mere avancerede end det, Roxxxy kan levere.

På internetportalen fembotcentral.com udveksler teknoseksuelle deres fantasier, og i dem er robotterne noget mere avancerede end Douglas Hines kreation.

De ligner rigtige kvinder, men har nogle steder fået fjernet deres latex-hud, så man kan se de elektriske kredsløb under. Samtidig er de passive, og det er tydligt, at fantasierne handler om seksuel underkastelse.

Mange teknoseksuelle bliver tændt af at vide, at de med sikkerhed er den dominerende part i forholdet med robotten.

LÆS OGSÅForskere: 'Englefisse' er ikke farligt 

Underkastelse er dog ikke det officielle formål med Roxxxy. Tværtimod.

Douglas Hines lægger op til, at mænd skal opbygge et rimelig jævnbyrdigt forhold til 'hende'.

I forbindelse med lanceringen fortalte han, at robotten faktisk er tænkt som en livsledsagerske – en 'true companion'.

»Vi har skabt en robot med kunstig intelligens. Det betyder, at hun kan gemme sin ejers personlighedsprofil og agere ud fra den. Profilen udfylder man, ligesom man udfylder et spørgeskema på en datingside. På den måde fortæller man hende, hvad man kan lide og ikke kan lide. Det betyder, at robotten ikke kun kan give dig noget seksuelt. Hun kan også kommunikere med dig omkring dine interesser. Hvis du for eksempel går op i fodbold, baseball eller nyheder, så kan hun holde dig opdateret ved at e-maile dig og tale med dig om de emner,« fortalte Douglas Hines til YouTube-kanalen BotJunkie.

LÆS OGSÅOmskæring: Hvad skal forhuden egentlig bruges til? 

Har man set instruktøren Spike Jonzes film 'Hende' fra 2013, vil man sikkert genkende beskrivelsen af de sociale egenskaber. De ligner dem, som den kunstige intelligens i styresystemet Samantha har.

Filmen handler om den ensomme mand Theodore (Joaquin Phoenix), som bliver forelsket i sin computers styresystem, der hedder Samantha.

Theodore ser aldrig Samantha. Hun er kun en stemme i den iPod, han hele tiden bærer rundt på – men vel at mærke en sexet stemme, indtalt af Hollywood-sexsymbolet Scarlett Johansson.

Da Theodore i begyndelsen af filmen modtager styresystemet, giver han den kunstige intelligens ganske få informationer om sig selv. Men ved at tilbringe tid med Theodore lærer Samantha hurtigt mange ting om ham, om verden og de finere nuancer i kommunikationen mellem mennesker.

På et tidspunkt begynder hun endda at udvikle følelser og lyster, og de to ender med at have en slags telefonsex.

LÆS OGSÅDanskerne sov nøgne og bange 

Den kunstige intelligens i Samantha er ren science-fiction, og den er meget langt fra det, Roxxxy har at tilbyde. Men det ændrer ikke ved, at Douglas Hines har en ambition om, at Roxxxy skal kunne det samme som Samantha. Den skal både tiltale mænd fysisk og følelsesmæssigt.

Så sandsynligvis er Roxxxy det første spæde skridt i retning af fremtidens sex-robotter. For robotter, der kan tilfredsstille vores seksuelle behov, vil blive udbredt i fremtiden. Det mener den amerikanske skakmester og udvikler af kunstig intelligens Dave Levy.

I 2007 fik han accepteret ph.d.-afhandlingen 'Intimate Relationships with Artificial Partners' ved Maastricht Universitet.

I den undersøgte han, hvordan mennesker vil forholde sig seksuelt og følelsesmæssigt til menneskelignende robotter, den dag de er en realitet.

Da han arbejdede på afhandlingen, dykkede han dybt ned i psykologiens og socialvidenskabernes viden om forelskelse og seksualitet. Da han kom op igen, var han overbevist om, at mennesker i løbet af de næste 20 år vil begynde at have sex med robotter, uden at de af den grund bliver stemplet som særlinge.

LÆS OGSÅNy bibel-oversættelse giver Adam og Eva joggingbukser på 

Før i tiden så man skævt til onani, homoseksualitet og oralsex. Så vores opfattelser af, hvad der er seksuelt acceptabelt, ændrer sig hele tiden. Det vil være hovedårsagen til, at vi uden fordomme kan have sex med robotter.

Udviklingen vil endda blive drevet frem af stærke pengeinteresser, forudser Levy. Pornoindustrien leder nemlig efter nye græsmarker.

Dens indtægter er blevet reduceret med milliarder af kroner som konsekvens af, at internettet har givet folk nem adgang til gratis porno.

»Markedet omsatte for noget i retning af 12 milliarder dollars om året (65 milliarder kroner, red.). Producenterne har ikke lyst til at miste alle de indtægter, så det forekommer mig, at sexrobotter er en oplagt retning at bevæge sig i,« har David Levy sagt til den britiske avis The Guardian.

LÆS OGSÅPersere giftede sig med deres mødre 

På længere sigt vil mennesker ligefrem forelske sig i robotterne, ligesom Theodore forelsker sig i Samantha i 'Hende'. David Levy har analyseret sig frem til, at det kan ske af tre grunde:

• Robotterne vil med tiden fremstå mere og mere menneskelige. Allerede i 2025 vil de kunne udvise menneskelige følelser – påstår Levy. De vil derfor også lægge op til, at vi elsker dem. Og da mennesker af natur tillægger ting og dyr personlighed og følelser, vil vi ikke synes det er mærkeligt at imødekomme robotternes ønsker.

• Flere af os bliver en form for teknoseksuelle. Vi vil ligefrem foretrække at være sammen med robotter frem for mennesker.

• Generte eller afsondrede mennesker kan få sig en robot. Hvis man ikke kan finde ud af at leve sammen med et andet menneske, eller hvis man af andre årsager ikke kan finde den eneste ene, er robotter et alternativ.

Læs også hos Videnskab.dk: Cølibat-kritik bunder i gammel strid
http://videnskab.dk/kultur-samfund/colibat-kritik-bunder-i-gammel-strid

»Jeg er helt sikker på, at der vil være en stor efterspørgsel fra folk, der oplever et tomrum i deres liv, fordi de mangler nogen at elske, og ingen elsker dem. Derfor vil vi få en gladere verden, når der kommer sex-robotter. Alle de mennesker som i øjeblikket har det frygteligt, vil pludselig have nogen at være sammen med. Jeg mener, det vil være en fantastisk ting at give menneskeheden,« sagde David Levy.

Der vil helt sikkert gå en del år, før David Levys forudsigelser for alvor kan gå hen og blive en realitet. For vi er stadig kun lige begyndt at tage hul på udviklingen af et socialt forhold mellem mennesker og robotter.

Hvor langt vi er nået, og hvilke problemer og muligheder der opstår i en hverdag med robotter, kan du læse meget mere om i bogen 'Sandheden om Robotter', som du kan købe på Muusmann' Forlags webside.