Medier overskrider selvmordsetikette, når kendte dør
Det kan føre til flere selvmord, hvis medier skriver om selvmordsmetoder. Men medierne gør det alligevel, senest i forbindelse med skuespilleren Robin Williams’ død
Da nyheden om den folkekære amerikanske skuespiller Robin Williams’ død kom ud i mandags, lød de første beskrivelser i medierne, at skuespilleren var ”fundet død” i sit hjem.
Men det blev hurtigt udvidet til ”selvmord”, og siden fulgte detaljerede beskrivelser af, hvordan Williams døde, og hvilke redskaber der var brugt – med retsmedicinerne fra Los Angeles’ politi som kilde.
Metoden til Robin Williams’ selvmord kunne man blive klogere på ved et kig på Ekstra Bladet og BT’s forsider, og nyhedsbureauet Ritzau sendte et telegram ud, der gik på den metode og de genstande, der var brugt til selvmordet. I USA var medierne endnu mere detaljerede: Blandt andet skrev avisen Daily News Williams’ selvmordsmetode med store, hvide bogstaver hen over hans ansigt på forsiden, og inde i avisen kunne man læse, hvordan hans lig så ud, da han blev fundet af sin assistent.
I De Presseetiske Retningslinjer, der er vejledende for danske medier, står der, at selvmord eller selvmordsforsøg ikke bør omtales, medmindre klar almen interesse kræver det, og i så fald bør omtalen være ”så skånsom som mulig”.
Merete Nordentoft, overlæge og professor i selvmordsadfærd ved Københavns Universitet mener, at omtalen i de danske medier af Robin Williams død er uheldig.
”Vi ved, at der er en risiko for, at det her bliver kopieret, og gennem tiden har man kunnet se ’bølger’, mode i bestemte metoder. Og derfor anbefaler vi, at metoden helt holdes ude af nyheden. Det er jo ikke fordi, det skal være en hemmelighed, at selvmord findes, men at gå ind på diverse remedier skal man slet ikke. Også af hensyn til de pårørende, der ikke skal efterlades med et makabert billede,” siger hun.
Problemet ligger ikke i at skrive, at Robin Williams død var et selvmord – men med alle detaljerne kommer fokus det forkerte sted hen, mener Merete Nordentoft.
”Det, jeg synes, der skulle have været i fokus, er, at Robin Williams var en stor kunstner, og at han led af depression, som er en folkesygdom, man ikke bare lige kommer videre fra uden hjælp.”
Mikael Arendt Laursen, generalsekretær for Kirke og Medier, mener godt, der kan være en nyhed af ”almen interesse”, som der står i pressens retningslinjer, i at en så kendt mand som Robin Williams ikke blev kørt over eller fik en blodprop, men at han kæmpede med nogle dæmoner, der betød, at han til sidst tog sit liv.
Men at skrive om metoden er at gå efter sensation uden tanke for omkostningerne, mener han.
”Det overskrider de presseetiske retningslinjer, og det bør vække debat om, hvorvidt de rammer fungerer. Hvis ikke medierne selv formår at forvalte de rammer, der er sat op, så må politikerne stramme op, så der er en konsekvens af at overskride dem,” siger han.
Han mener, mediernes forvaltning af skuespillerens død kan ses i samme lys som Se og Hør-skandalen.
”For mig at se er det udtryk for en medieverden, som i for stort omfang forsøger at overgå hinandens sensationer. Der er en tendens til, at man skal fortælle den vildeste og mest saftige historie, man kan komme afsted med. Det gør sig gældende for alle medier, ikke kun de tabloide. Selv på seriøse mediers hjemmesider er det tit skandalehistorierne, der trækker flest læsere,” siger han.
Ansvarshavende chefredaktør for Ekstra Bladet Poul Madsen forsvarer bladets beslutning om at beskrive metoden ved Williams’ selvmord.
”For os er det afgørende, at politimyndigheden i USA selv udtalte sig i detaljer om det her,” siger han.
Men I kunne jo bare som medie vælge at lade være med at viderebringe de detaljer?
”Jeg ved godt, hvordan de presseetiske regler i Danmark er. Jeg fraskriver mig ikke ansvaret for, hvad det er, vi bringer, men i min optik gælder der forskellige kriterier for, om det foregår i Danmark eller udlandet. Folks opfattelse af en begivenhed er anderledes alt efter om noget foregår i udlandet, hvor man også bringer flere detaljer, end vi er vant til at se herhjemme.”
Forskning viser, at detaljer om metoden kan inspirere andre. Spiller det nogen rolle for jer?
”Det spiller en rolle. Men her handler det mere om hensynet til at fortælle en historie, og igen er det afgørende, at historien allerede er ude, fordi politiet har givet detaljerne.”
Men hvor går så grænsen for, hvad I vil viderebringe?
”Grænsen går ikke ét sted. Det er det besværlige. Det, der taler for at bringe flere detaljer, er værdien i at fortælle, hvorfor en mand, alle synes har et fantastisk liv, tager livet af sig.”
Men metoden forklarer vel ikke rigtigt hvorfor det skete…?
”Det afgørende er for os, at politiet selv udtaler sig om detaljerne. Først spekulerer man i, om det er mord, og så bliver man klar over, at han har taget sit liv. Hans selvmord er en del af historien om ham. Og her er der i min optik også en forskel på om det er en kendt eller en ukendt person, det drejer sig om.”
Hvorfor det?
”Vi bringer detaljer, hvis det har interesse for offentligheden. Og det er klart, at hvis det er en kendt person, som alle har gået og troet havde et fantastisk liv, så vil vi i højere grad bringe detaljerne for at komme nærmere sandheden om det her menneskes liv.”