I Israel får man mange børn. Og har masser af kontrol

I Israel bliver gravide kvinder sendt gennem en lang række af sundhedstjek. Nedarvede sygdomme og jagten på det perfekte barn gør ultralydsscanninger til den gravide kvindes mest trofaste partner i ni lange måneder

Ventelisten til dr. Tadmor i Jerusalem er alenlang. Så lang, at kommende forældre bestiller tid til ultralydsscanning på hans private klinik, sekundet efter de to streger har vist sig på graviditets-testen. Måske er nogle så frække, at de for en sikkerheds skyld lægger billet ind, før graviditeten overhovedet er registreret.

Men ikke engang her er det sikkert, at han har tid til at scanne det foster, der helst skulle udvikle sig til endnu en velskabt israelsk guldklump.

LÆS OGSÅ: Børn sagsøger for at være blevet født

Med et omdømme som en af Israels ypperste kapaciteter på området og en særlig evne til at registrere selv de mindste hjertefejl hos fostre er dr. Tadmor blot ét led i den hektiske proces, som israelske kvinder gennemgår, når de bliver gravide. Selvom hjemmefødsler og et generelt mere afslappet forhold til graviditet og fødsel vinder frem, er Israel stadig blandt verdens førende lande, hvad angår antallet af undersøgelser af den ene og anden art, som gravide kvinder skal igennem, før veerne sætter ind.

Det er værd at skrive om. Vi overlader næsten ingenting til tilfældighederne, siger dr. Tadmor.

Hans hår stritter en smule i alle retninger, og brillerne hænger et godt stykke nede på næsen. Han ligner en forvokset udgave af den flittige skoledreng, de andre gav buksevand. Tadmor er stadig flittig. Han modtager patienter hele ugen. Nogle af dagene mellem klokken otte om morgenen til midnat.

Et par har netop overstået en scanning på klinikken, og dr. Tadmor klipser nu det ene ark efter det andet sammen. Ark fulde af uforståe-lige tal og mål. Grumsede billeder af noget, der med lidt god vilje ligner et foster og en bonus-dvd i 3D-format, så de kommende forældre nu kan holde hjemmebio på fladskærmen for resten af familietræet.

På vejen ud fortæller manden, at dr. Tadmor fik dem til at stivne et øjeblik under testen. Tadmor havde sagt til dem, at alt var o.k. med fosteret på nær en enkelt lille ting. Jeres kommende dreng vil blive nødt til at undergå en lille operation efter fødslen, havde han sagt.

Konen havde grædefærdig fremstammet et hvad for noget?.

Så zoomede Tadmor ind på en lille snip på billedet og lod parret forstå, at den operation, han hentydede til, var den omskæring, alle jødiske drengebørn gennemgår, når de er otte dage gamle.

Lettelsen blev til kluklatter. Tadmors særlige sans for humor havde på en og samme gang fremmanet den værste frygt, der er forbundet med graviditet, og så lukket luften ud af ballonen igen. Parret gik smilende derfra. Alt var i orden.

Tadmors facon er måske noget for sig, men han ved, hvor pressede de mange par, der kommer igennem til hans klinik, er. Han ved, at når de kommer til ultralydsscanning hos ham, har de sikkert allerede været gennem genetisk tjek, indtil flere gynækolog-besøg, og måske venter en fostervandsprøve i horisonten. I Israel, der også sætter rekord med et årligt antal fertilitetsbehandlinger otte gange over gennemsnittet i Vesteuropa, tages der ingen chancer.

Noya, en 35-årig kvinde med to børn fra Jerusalem, mindes sin anden graviditet. Ikke ligefrem nogen let periode. Efter et par måneders graviditet fandt lægerne ud af, at hun bar en såkaldt CMV-virus. En virus, der i 40 procent af tilfældene overføres til fosteret, hvor-af 20 procent af de smittede fostre risikerer at udvikle milde eller sværere former for handicap.

Min gynækolog var meget entydig om den sag. Han sagde: Hvis fostret har CMV, vil jeg opfordre dig til at få en abort. Det er naturligvis din egen beslutning, men det er min mening, fortæller Noya om den ubehagelige samtale, hun havde med sin gynækolog.

I 22. uge foretog Noya en fostervandsprøve. Her brød hendes verden sammen. Fosteret var smittet, og mange måneders stress og bekymring udmundede i en abort, eller snarere en fremprovokeret fødsel.

Jeg turde ikke løbe den risiko, at jeg ville føde et blindt barn. Det ville pine mig resten af livet, siger hun.

For to uger siden fødte hun sin anden datter. Sund og velskabt.

Den delvise forklaring på de mange tjek er, at man i Israel er bange for nedarvede sygdomme. I næsten alle de tilfælde, hvor et jødisk par venter barn, tjekkes deres genetiske baggrund, fordi deres stamtræer kan være meget tætte på hinanden. På et kontor i Jerusalem, hvor den slags undersøgelser foretages, hænger en lang liste med flere end 400 sygdomme og skavanker, som europæiske jøder risikerer at videreføre, når de føder. Og her taler vi kun om europæiske jøder. Måske er der et fætter-kusine-bryllup for nogle generationer siden. Måske stammer familierne fra samme lille landsby i førkrigstidens Polen. Hvem ved?

Andre mener dog, at der er en helt anden forklaring på de med danske øjne overdrevent mange tjek. Den forkalring tager udgangspunkt i landets traumer. Krigene og holocaust.

Israelere lever et liv i frygt, og vi kommer os stadig efter holocaust. Så vi får flere børn, og på grund af vores frygt kontrollerer vi hvert skridt meget nøje, siger fremtidsforskeren David Passig.

Den frygt følger helt ind på fødestuerne. Det koster omkring 4500 kroner at føde en såkaldt naturlig fødsel, som det hedder i Israel. Det vil sige uden maskiner, i vand og med en jordemoder, der har erfaring nok til at tage hånd om de problemer, der måtte opstå. Igen foretrækker systemet den sikre løsning.