LUK

Det ser ud som om at du ikke er logget ind

Log ind for at dele artiklen

Glemt adgangskode? Klik her.

Fosterskanning er o.k. i babybutikker

En kæde af butikker med babyudstyr tilbyder nu, at man i butikken kan blive skannet og få kønsbestemt sit barn. Sundhedsstyrelsen siger god for ordningen. Foto: Scanpix.

12 af BabySams butikker i det sydlige Danmark tilbyder gravide fosterskanninger til kønsbestemmelse. Så kan moderen vælge lyserødt eller lyseblåt babytøj

Sundhedsstyrelsen ser ikke nogen grund til at gribe ind over for, at butikskæden BabySam i samarbejde med et privat jordemoderfirma gennemfører fosterskanninger i kædens butikker af gravide.

Skanningerne i 17. graviditetsuge kan fastslå fosterets køn, og fænomenet med sådanne butikker er kendt i udlandet.

Afdelingslæge Peter Saugmann-Jensen siger, at hvis den gravide og fosteret ikke udsættes for en påviselig fare, er det ikke ulovligt.

- Der er ikke noget videnskabeligt belæg for, at den fare er til stede. Det er jo ikke en legetøjsekspedient, der foretager skanningen, men en faguddannet jordemor, siger Peter Saugmann-Jensen, der udtaler sig på baggrund af omtale i Berlingske Tidende.

Peter Saugmann-Jensen vil ikke udtale sig om etiske eller kommercielle forhold omkring fosterskanningerne, der udføres af firmaet jordemoder.dk.

- Jeg er ikke blind for de etiske aspekter, men jeg vil ikke udtale mig om andet end det rent lægefaglige, siger han.

Jordemor Birgit Thalwitzer fra jordemoder.dk afviser i Berlingske Tidende, at det er problematisk at kønsskanne mødre i butikker, der sælger børnetøj.

- Det er noget, forældre efterspørger. Men det er klart, at det at kende kønnet kan afføde lyst til at købe noget, siger hun.

Ifølge Peter Saugmann-Jensen er fænomenet med fosterskanninger i børnebutikker udbredt i lande, vi normalt sammenligner os med.