Er rugemorindustrien udnyttelse af fattige kvinder eller hjælp til et bedre liv?
Rugemødre i Den Tredje Verden lejer deres livmoder ud i en periode og får dermed mulighed for at give deres egne børn et bedre liv og en uddannelse. Den indiskfødte sociolog Amrita Pande har undersøgt industrien og er netop nu i Danmark
I 2004 blev den indiske læge Nayna Patel verdensberømt, da hun hjalp et ægtepar med at få tvillinger. Kvinden kunne ikke gennemføre en graviditet, og derfor behøvede parret en rugemor, hvis det skulle gøre sig håb om at få deres egne biologiske børn. At lægen blev så berømt, skyldtes, at det endte med at blive kvindens mor, der gennemførte graviditeten og således fødte sine egne børnebørn en velskabt dreng og pige.
Et rugemoderskab som dette, hvor en nær slægtning eller ven tilbyder at bære og føde barnet, kaldes altruistisk. Det betyder, at der ikke er penge mellem parterne, og at rugemoderen udelukkende gør det af medmenneskelige grunde.
I dag har samme Nayna Patel en god forretning i den lille indiske by Anand, hvor hun har gjort det til sit speciale at hjælpe både velstillede indere og vesterlændinge med at få børn ved hjælp fra indiske rugemødre. Dog ikke efter den altruistiske model. Klienterne betaler op til 400.000 kroner for at få en rugemor til at bære og føde deres barn. For det modtager den indiske kvinde typisk mellem 25.000 og 40.000 kroner, mens klinikken tjener op til 10 gange mere.Skuespiller, sociolog og ph.d. Amrita Pande fra Indien har forsket i den transnationale rugemorindustri og har via et feltarbejde blandt Nayna Patels rugemødre et særlig godt kendskab til den indiske industri.
Ud over en ph.d.-afhandling har hun også omsat sin forskning til dramatik, og lige nu er hun aktuel med stykket Made in India på Odense Teater, hvor hun selv har en rolle.Amrita Pande fortæller, at det i Indien er et marked i voldsom vækst, og at man regner med, at der årligt omsættes for cirka 13,5 milliarder danske kroner. Det er der flere årsager til.
Indien er et billigt marked for rugemødre mange andre steder koster det fire til fem gange mere end de typisk 200.000-400.000 kroner, som et surrogatbarn koster i Inden. Men rugemormarkedet har også vind i sejlene, fordi det er blevet en del af hele den indiske behandlingsturisme, som støttes af regeringen så det er ikke helt forkert at sige, at rugemorindustrien støttes af regeringen, siger hun.
Aftagerne af et såkaldt surrogatbarn kommer typisk fra USA, Canada eller et land i Europa, men også de velstillede indere vælger at benytte rugemødre, hvis de ikke selv kan få børn de udgør cirka halvdelen af aftagerne. Men det betyder ikke, at rugemorindustrien er velanset i Indien rugemødre er ifølge Amrita Pande stadig i nogen grad udsat for en stigmatisering. Derfor skjuler en del af surrogatmødrene også deres graviditet for omgivelserne for at undgå fordømmelse.
På Akanksha Infertility Clinic, som Nayna Patel driver, har kvinderne gode muligheder for at skjule deres graviditet. Den indiske læge har nemlig tilknyttet et såkaldt hostel til sin klinik, hvor rugemødrene bor igennem det meste af deres graviditet. På den måde kan der holdes øje med, at de ikke arbejder for hårdt under graviditeten, spiser forkert eller dyrker sex med deres ægtefælle.
I stedet sørges der for, at kvinderne får sovet meget, får den rigtige medicin, og som tidsfordriv kan de få lov at læse eller lave håndarbejde. Den overvågning, som Nayna Patel indtil videre er den eneste, der benytter sig af, sætter især vesterlændinge pris på ifølge Amrita Pande, der også fortæller, at nogle rugemødre stiller deres livmoder til rådighed både to og tre gange for at tjene flere penge.
Den indiske sociolog kender alt til alle fordommene omkring brugen af rugemødre, og hun anerkender, at der bør være en debat omkring de etiske problemstillinger, der knytter sig til industrien.
Selvfølgelig skal vi tale etik og moral. Alene det at rugemødrene stiller sig til rådighed, fordi de mangler penge, kalder på en debat. Men min udfordring, når jeg taler om rugemødre, er den såkaldte europæiske måde at se på fænomenet på. Her taler man ofte kun om, hvor amoralsk det er. Men jeg mener, at vi er nødt til at gøre det klart, at uanset hvor lidt vi kan lide det, så foregår det. Vi skal være realistiske det er en milliardindustri i Indien, og det hjælper mange kvinder, som desværre ikke har andre muligheder. Nogle har valgt det frem for andre muligheder som at arbejde på en fabrik, og vi er nødt til at respektere både dem og deres valg, siger Amrita Pande.
Accepten af rugemødrene betyder dog ikke, at vi skal høre op med at bekymre os om dem og deres vilkår. Men ifølge den indiske sociolog skal den dialog, der føres om rugemødrene, i højere grad involvere dem selv.
Det er kvinder, som gør det her for at ændre deres livsvilkår. I den ideelle verden fandt det selvfølgelig ikke sted, men sådan en John Lennonsk Imagine-verden lever vi ikke i. Indien har stor økonomisk ulighed, så lad os være realistiske og bevæge os ned og se, hvad der sker på bunden nede i selve industrien. Hvor meget udnyttelse er der? Hvordan sørger vi for at reducere denne? Og hvordan sikrer vi, at surrogatmødrenes stemmer høres, og at deres udsagn inkorporeres i lovgivningsarbejde og på globalt niveau?, spørger hun og pointerer, at ingen har ret til at lovgive på området uden at involvere surrogatmødrene.
Amrita Pande sammenligner forsigtigt rugemorindustrien med prostitutionsbranchen, som hun heller ikke mener burde eksistere i den mest ideelle af alle verdener. Men alligevel skal kvindernes rettigheder i begge tilfælde forsvares det er dog svært, påpeger hun, så længe vi nægter at se realiteterne i øjnene.
Alligevel kan der måske være lysere tider på vej.
Man kan vælge at se glasset som halvt fyldt eller halvt tomt. I starten var der ingen, der gad bekymre sig om emnet, fordi man mente, at der var vigtigere samfundsproblemer at tage sig af. Nu er flere organisationer begyndt at arbejde med de etiske sider af rugemorindustrien og se på, hvordan man sikrer rugemødrenes rettigheder. Organisationerne forsøger at samarbejde med den indiske regering, og der er nu også udarbejdet en guideline, som gerne skulle munde ud i egentlig lovgivning på et tidspunkt, siger hun og efterlyser samtidig et andet fokus.
Lige nu bliver der taget rigtig meget hensyn til, hvad der er godt for lægerne og behandlingsturismen samt i nogen grad barnet. Men jeg vil også gerne have, at man begynder at overveje, hvad der er godt for rugemødrene, siger Amrita Pande.
På et punkt har de indiske myndigheder dog for nylig valgt at ændre i lovgivningen. Således var det tidligere muligt for alle, der ønskede et barn, at gøre brug af en rugemor i Indien. Det betød, at både enlige kvinder og homoseksuelle mænd var blandt kunderne på det indiske babymarked. Den mulighed er væk nu, og fremover er det kun heteroseksuelle, gifte par, der kan få lov at bruge en rugemor i Indien.
I sit feltarbejde, som blev udført på Akanksha Infertility Clinic, interviewede Amrita Pande i alt 52 surrogatmødre samt i nogle tilfælde deres familier. Ud af dem havde cirka halvdelen meldt sig selv til at være rugemor, mens den anden halvdel var blevet spurgt. Fælles for dem, der kom selv, var, at de ikke var blevet presset til det af andre personer, men snarere af en meget dårlig økonomi. Det faktum, gentager Amrita Pande, kalder på en etisk debat.
Selvfølgelig skal der være en løbende debat, for rugemormarkedet er bestemt ikke et marked, der består af ligeværdige parter. Men debatten skal tage udgangspunkt i realiteterne, og man bør forsøge at give surrogatmødrene bedre vilkår, fastholder hun og efterlyser samtidig en global lovgivning på området.
I medierne har der således med jævne mellemrum været historier om vesterlændinge, der har hentet et barn hos en rugemor i Indien, men som har haft svært ved at få barnet med ind i hjemlandet, fordi lovgivningen her ikke matchede den indiske.
Det er sket for både klienter fra Sverige, Tyskland, Frankrig og Spanien og muligvis også for danskere. Selvom det er forbudt i Danmark at tage til udlandet og gøre brug af en rugemor, kunne DR for et par år siden dokumentere, at tv-stationen kendte til i hvert fald ét dansk par, der benyttede sig af muligheden for at få et barn fra Indien, ligesom en af de indiske klinikker tidligere har oplyst, at de havde danske par på venteliste.I første omgang mener Amrita Pande dog, at der bør gøres noget i Indien, som hun kalder for rugemormarkedets hovedcentral, for at sikre rugemødrene. Men hun er til fulde klar over, at det er en vej fyldt med forhindringer.
Nu har man i syv år skubbet på for lovreguleringer, og der er stadig intet sket. Men det er naturligvis også svært at lovgive om noget, der indeholder så mange moralske og etiske dilemmaer på den ene side og så nogle økonomiske perspektiver på den anden. For enten vil reaktionen blive: Nej, hvordan kan Indien overhovedet sælge sig selv som et land, der leverer babyer til barnløse eller også risikerer man at stå med nogle love, der vil skade hele behandlingsturismen.