Nej til halal

Vi bør vide, hvad vi spiser

Det er legitimt, at den verdensomspændende muslimske organisation World Halal Forum ønsker at udbrede adgangen til rituelt slagtet kød i hele verden, som vi her i avisen har skrevet om de seneste dage. Men det er lige så legitimt, at ikke-muslimer modsætter sig, at stadigt mere kød, også i de danske kølediske, nu er halal.

Set fra et religiøst synspunkt spiser kristne alt. Der er i kristendommen frihed og ikke forskel på rent og urent. Derfor kan man som kristen være ligeglad med, om lørdagskyllingen eller koen bag fredagsbøffen er slagtet rituelt og til afsigelse af en muslimsk bøn.

Men set fra et kulturelt synspunkt er det ikke ligegyldigt. Kampen for at få udbredt halal er også en missionskamp. At få ikke-muslimske europæere til at spise halal er at hævde muslimsk dominans. Lad os derfor få alt kødet mærket, så man kan vælge fra, og så iøvrigt: Nej tak til for meget halal.

bjer