LUK

Det ser ud som om at du ikke er logget ind

Log ind for at dele artiklen

Glemt adgangskode? Klik her.

Teolog: Det er et svigt ikke at opdrage sine børn religiøst

Ulrik Becker Nissen, teolog. Foto: Daniel Mikkelsen

Etik.dk spørger teolog Ulrik Becker Nissen og filosof Thomas Søbirk Petersen: Hvor meget må man opdrage sine børn i ens religion? Læs Ulrik Becker Nissens svar her

Lad os starte med konklusionen: At opdrage ens børn i andet end ens religion ville være at svigte sine børn.

Det er det, fordi enhver voksen med et religiøst livsgrundlag som regel er af den dybeste overbevisning om, at dette livssyn er sandt. Der er nogle religioner der er mere inklusive end andre, men fælles for dem alle er, at de er udtryk for et livssyn og et livsgrundlag, som man som voksen har som horisont for ens liv. Det har man, fordi man er kommet til overbevisning om dette og at det er et godt livsgrundlag.

LÆS OGSÅ: Forældre udelader troen i opdragelsen

Hvis forældre ikke må give disse livsværdier videre til de børn, som de selv har ansvaret for som forældre, så kommer vi ud på et skråplan, der er helt uacceptabelt. Så selvfølgelig må forældre opdrage deres børn i deres egen religiøse overbevisning. Alt andet ville være at svigte børnene, som har brug for, at forældrene rådgiver dem om gode værdier i livet.

Hvis vi imidlertid kort opholder os ved tre mulige indvendinger mod dette svar, synes følgende at være nærliggende:

1) Det politiske (eller samfundsmæssige) argument: Dette synspunkt vil fremføre, at det er afgørende, at børnene vokser op til gode liberal-demokratiske samfundsborgere. Derfor er det vigtigt, at de fra de er helt små lærer dette samfunds grundlæggende værdier at kende som det afgørende for dem. Derfor bør religion spille en begrænset rolle i opdragelsen.

2) Det rettighedsmæsige argument: Anliggendet er her at fremhæve barnets ret til at bestemme over sit eget liv. Barnet er et selvstændigt individ, der selv skal have lov til at vælge sit livsgrundlag, uanset hvordan det måtte se ud. Forældrenes opgave er at respektere denne rettighed og derfor stille barnet frit med hensyn til religion.

3) Det sækularistiske argument: Det afgørende i dag er ikke religiøse værdier, men derimod alment humane værdier som tolerance, frisind og respekt for forskellige livssyn. At opdrage et barn med religiøse værdier vil være at fastholde dem i en fortidig tilgang til verden og andre mennesker, hvorfor forældre bør undlade at præge deres børn med religiøse værdier.

Disse overvejelser er hver især kun alt for kendte fra den offentlige debat og afspejles også i den undersøgelse, som Mandag Morgen og TrygFonden for nyligt har gennemført.

DOKUMENTATION:Læs hele undersøgelsen om børneopdragelse

Problemet med disse overvejelser er imidlertid, at de fuldstændigt glemmer eller i værste fald bevidst fortier deres egne værdimæssige forudsætninger. Det er synspunkter, der giver indtryk af at være neutrale og at deres sigte er en varetagelse af barnets tarv. I virkeligheden er der tale om et svigt af barnet og en indoktrinering af barnet med værdirelativistiske og nihilistiske normer, der gør det stik modsatte af det intenderede. De giver ikke barnet frihed, men placerer det i et retningsløst tomrum der er en illusion.

Her overfor er det væsentligt, at de værdier, som mange forældre anser for væsentlige, blandt andet tolerance, selvstændighed og ansvarlighed, i mange tilfælde er båret frem i en europæisk kultur af den kristne kulturarv og den kristne humanisme. Der er derfor ikke nogen modsætning mellem disse værdier og opdragelse af sit barn i f.eks. den kristne overbevisning. Disse værdier er ganske udmærkede. Men hvis man virkelig skal forstå dem og give dem videre til sine børn, skal man sætte dem ind i den vesterlandske kulturarv, hvor kristendommen er en uomgængelig størrelse.

Derfor kommer man ikke udenom kristendommen, hvis man tillægger disse værdier stor betydning og vil lære ens børn, hvad disse værdier står for.

LEDER: Erik Bjerager: Forældre svigter deres børns tro

Når spørgsmålet derfor melder sig, hvor meget man må opdrage sine børn i ens religion, er det for enkelt blot at give udtryk for, at det vil man overlade til børnene. I mange tilfælde er dette nok snarere udtryk for, at forældrene føler en vis forlegenhed overfor det religiøse. De ved i mange tilfælde formentligt ikke, hvordan de skal tale med deres børn om det. Hvis det er tilfældet, er det oplagt, at man som forældre gør brug af de mange gode tilbud rundt omkring i landet, hvor mange kirker tilbyder forskellige former for arrangementer for børn og unge.

Børnene får her mulighed for at få en værdifuld bagage med sig i livet. En sådan inddragelse af religion i opdragelsen er en rigdom for børnene og giver dem et godt grundlag for selv at tage stilling til deres eget livsgrundlag senere i livet.

LÆS OGSÅ FILOSOF THOMAS SØBIRK PETERSENS SVAR: DER BØR VÆRE GRÆNSER FOR RELIGIØS BØRNEOPDRAGELSE