Skal præster sige ja til at begrave ikke-medlemmer af folkekirken?

MED AFSTEMNING Er man ikke medlem af folkekirken, har man som udgangspunkt ikke ret til at blive begravet derfra. Alligevel accepterer flere præster at gøre det efter ønske fra de efterladte også flere af dem, der ellers principielt er imod det

I takt med at medlemstallet i den danske folkekirke falder, og flere og flere aktivt melder sig ud, stiger også antallet af mennesker, der kan se frem til en begravelse eller bisættelse uden medvirken fra en af folkekirkens præster. Ifølge lovgivningen er det nemlig sådan, at uden et medlemskab har man ikke ret til en folkekirkelig begravelse.

I tilfælde, hvor der ikke hersker nogen som helst tvivl om, at en afdød ikke har ønsket kirkens indblanding i begravelsesceremonien, er dette naturligvis ganske uproblematisk. Anderledes ser det ud i situationer, hvor de efterladte ønsker, at en præst fra folkekirken forestår begravelsen.

I dagbladet Politiken kom det for et par uger siden frem, at danske bedemænd i stigende grad oplever at stå med pårørende, som bliver både overraskede og kede af det, når de finder ud af, at de ikke kan forvente at få en af folkekirkens præster til at begrave deres afdøde slægtninge, fordi de ikke er medlemmer af folkekirken. Sommetider har de ikke haft nogen anelse om, at det afdøde familiemedlem ikke var medlem, og andre gange føler de sig overbevist om, at en begravelse bistået af en præst er det eneste rigtige medlemskab af folkekirken eller ej.

LÆS OGSÅ: Folkekirke-farvel giver efterladte problemer

Følges lovgivningen, er der som sagt ikke meget at rafle om præsterne er i deres gode ret til at nægte at begrave ikke-medlemmer. Men så firkantet bør dilemmaet ikke betragtes, mener domprovst fra Vor Frue Kirke i København Anders Gadegaard, der selv flere gange har begravet ikke-medlemmer, når omstændighederne har været de rette.

Argumentet for, at ikke-medlemmer af folkekirken skal kunne begraves der, er, at vi i folkekirken netop forkynder et evangelium, som handler om at stå til rådighed og hjælpe andre. Hvis det er rigtigt, at der er præster, der på forhånd blankt afviser at begrave mennesker, som ikke er medlem af folkekirken, synes jeg simpelthen ikke, at de gør det godt nok, siger han og pointerer, at præsterne altid bør være i dialog med de efterladte.

En præst bør i det mindste altid tage samtalen med de efterladte, så man kan finde ud af, hvorfor de ønsker, at afdøde begraves i folkekirken, selvom vedkommende ikke var medlem. Man bør altid se på motivet, og det bør aldrig være bedemanden, der agerer sendebud mellem præsten og de pårørende, siger han.

Samme holdning har provst ved Rønne Sogn på Bornholm og næstformand i Landsforeningen af Menighedsråd Gotfred Larsen.

Jeg vil altid tage snakken med de pårørende, som ønsker, at afdøde får en folkekirkelig begravelse. Men jeg vil også gøre opmærksom på, at jeg ikke på forhånd kan love, hvad udfaldet af samtalen bliver. Det afhænger helt af situationen, siger han.

Loven siger, at vi skal respektere afdødes ønske, og hvis vedkommende aktivt har taget et valg om at melde sig ud, regner jeg med, at vedkommende heller ikke har ønsket en kirkelig begravelse, siger Gotfred Larsen, der rent principielt ikke mener, at man i folkekirken skal begrave ikke-medlemmer.

Men det er bare svært at gennemføre i praksis, for når vi sidder med de efterladte, opstår dilemmaet, hvor jeg også selv bliver blød. Og hvis jeg bare er hård og stejl, så står jeg jo også evangeliet imod, siger han.

Også sognepræst Christian Langballe fra Tjele og Nr. Vinge Sogne og Viborg Domsogn er villig til at begrave ikke-medlemmer, hvis de efterladte argumenterer for, at det er det rigtige at gøre.

Min praksis er, at de efterladte bør respektere afdødes ønske, og er man ikke medlem af folkekirken, må man gå ud fra, at det er et bevidst valg. Men hvis de efterladte så alligevel holder fast, og det er et højt ønske, så kan jeg ikke få over mit hjerte at sige nej, siger han.

LÆS OGSÅ: Din begravelse kan blive markant dyrere

Christian Langballe mener, at det er vigtigt altid at opfordre folk, der melder sig ud af folkekirken, til at fortælle det til familien. På den måde har de kendskab til beslutningen og ved, at vedkommende har fravalgt sig al fremtidig folkekirkelig betjening, hvortil begravelser og bisættelse hører.

Melder man sig ud af folkekirken, betaler man ikke kirkeskat. En skatteprocent, som varierer, alt efter hvor i landet man bor. Højeste procentsats i 2012 er 1,50 procent.

Formanden for Landsforeningen af Menighedsråd, Inge Lise Pedersen, har tidligere på måneden givet udtryk for, at hun ikke har meget tilovers for familier, hvor manden, som ofte tjener mest, har meldt sig ud af kirken for at slippe for at betale kirkeskat, og hvor konen, når han dør, alligevel forventer, at han kan begraves af en præst fra den danske folkekirke.

Den holdning deler Anders Gadegaard ikke.

Økonomi må aldrig være den afgørende årsag til, at man ikke kan få en folkekirkelig begravelse. Så længe vi har en velfungerende økonomi, ville der være tale om smålighed, hvis vi udelukkede nogen, fordi de ikke har betalt til folkekirken. Det ville være anderledes, hvis vi var en mindretalskirke med få midler, men vi er i en overskudssituation, og så bør vi handle derefter og ikke gå i små sko, siger han.

Formanden for menighedsrådet i Sdr. Hygum Kirke, Anne Dorte Hausted, der tidligere på ugen gjorde sig bemærket ved at foreslå, at man burde vise medlemskort, når man kom i folkekirken, slår fast, at det udsagn var sat skarpt op og ment som et indspark til en diskussion om aktivt medlemskab i den danske folkekirke. Hun synes derfor heller ikke, at kirkedøren skal smækkes i, når pårørende til et ikke-medlem ønsker en folkekirkelig begravelse. Men det skal koste, mener hun.

Vi skal være en rummelig kirke, og det er man jo ikke, hvis man uden videre nægter et menneske uden medlemskab i folkekirken at blive begravet der. Der skal også være plads til at fortryde i sidste sekund, når man ligger på dødslejet og alligevel gerne vil. Men det skal ikke være gratis. De efterladte bør betale for hele begravelseshandlingen, siger hun.

Gotfred Jensen, der også som udgangspunkt holder fast i, at folkekirken er en medlemskirke, vælger at tro på, at økonomien ikke spiller en rolle, når folk melder sig ud.

Jeg går bestemt ikke ud fra, at folk melder sig ud af så pjattede grunde som økonomi. Og hvis folk er smålige og luskede og kører på frihjul, så må vi bare som kirke være storsindede i stedet, siger han.

Men risikerer man ikke at gøre vold mod afdødes sidste vilje, hvis han eller hun ikke var medlem af folkekirken, og de efterladte alligevel insisterer på en folkekirkelig begravelse?

Her henviser Anders Gadegaard atter til præsternes vigtige samtale med de efterladte, som også har til formål at opklare den slags tvivlsspørgsmål.

Man kan sagtens lande i den situation, at der ikke bør blive tale om en folkekirkelig begravelse. Hvis det viser sig, at det udelukkende er hensynet til efterladte, der er årsag til, at man ønsker en folkekirkelig begravelse, og at den afdøde selv har taget afstand fra gudstro og folkekirke og måske af den grund aktivt meldt sig ud så skal vedkommende naturligvis ikke begraves i folkekirken. I det tilfælde har præsten en moralsk forpligtelse, mener jeg, til at forklare, at begravelsen ikke bør foregå i folkekirken udelukkende af hensyn til de efterladte. Nok er en begravelse til for de efterladtes skyld, men den bør altid finde sted i afdødes ånd, siger han og fortsætter:

Hvis det omvendt viser sig, at det er i overensstemmelse med afdødes ønske at lade vedkommende begrave fra folkekirken, så skal det være muligt. Det kan for eksempel være, at afdøde har talt om det på sit dødsleje og bare ikke har nået at få meldt sig ind på grund af sygdommen, og så mener jeg ikke, at vi skal nægte en begravelse, siger Anders Gadegaard.