LUK

Det ser ud som om at du ikke er logget ind

Log ind for at dele artiklen

Glemt adgangskode? Klik her.

Religiøs eller ikke religiøs etik?

Tegning: Peter Hermann

I takt med, at den teknologiske og biologiske udvikling galoperer derudad, bliver der diskuteret etik som aldrig før. Og det baner vejen for en kamp mellem religiøs og ikke-religiøs etik

Kan det forsvares at fjerne et lille foster, hvis ikke man ønsker barnet? Kan en lesbisk kvinde godt blive kunstigt befrugtet? Er det i orden at elske og begære en mand, hvis man selv er mand? Og hvad nu, hvis ikke man ønsker at leve længere, kan det så forsvares, at man tager sit eget liv eller må en anden aktivt yde hjælp, så livet stopper for dig?

Alle disse etiske dilemmaer fylder mere og mere i vores samfund. Love og regler bliver ændret hele tiden i takt med, at teknologien udvikler sig, og nye muligheder dukker op. Dermed rykkes de etiske grænser også, og der nedsættes råd på råd, der skal følge samfundets udvikling. Sygeplejerskerne har et etisk råd, lægerne har et etisk råd, dyrene har et etisk råd, og Folketinget og ministerierne har også nedsat et råd, der skal holde øje med og rådgive i sundheds- og miljøetik. Men hvad er etik egentlig for en størrelse, og hvem har patent på den?

Mange vil mene, at den er grundet i religionerne, mens andre vil sige, at det er det rene nonsens. Modstanderne i denne konflikt er på den ene side ateister, humanister og religionshistorikere og på den anden side præster og biskopper

En af dem, der holder fast i og tror på, at religion og etik hænger uløseligt sammen, er biskop i Ribe Stift, Elisabeth Dons Christensen, der også sidder i Det Etiske Råd. Hun mener, at etik handler om overvejelserne om det gode liv, og ifølge hende og flere andre er kravet om næstekærlighed hovednøglen til at forstå den kristne etik.

At man skal elske sin næste, som man gerne selv vil elskes. Man skal bruge sin fantasi, kræfter, vilje og intuition til at se og møde det andet menneske på en måde, som man selv gerne ville ses på og mødes, hvis man var i samme situation. Næstekærligheden er en bølgende lov, som vi hele tiden skal bruge vores fantasi og eftertanke til at implementere i vores liv. Der er ingen færdige svar, siger Elisabeth Dons Christensen.

Hun påpeger, at den kristne etik ikke er grundet i en lovreligion:

Ethvert menneske vil hele tiden skulle anfægtes i forhold til, om det nu også var det rigtige at gøre i en given situation. Her kommer det kristne menneskesyn ind at man ikke er god ind til benet. Men man er altid god nok til Guds kærlighed og omsorg. Vi er ikke himlens engle, for vi kan altid gøre det lidt bedre. Man kan forsøge at gøre tingene så godt som muligt, eksempelvis ved at melde sig som organdonor. Men man bliver ikke noget særligt af den grund. For næstekærlighed er en pligt, siger hun.

Ifølge Elisabeth Dons Christensen er det helt rimeligt, at fire af de 17 medlemmer i Det Etiske Råd er kirkefolk eller aktive i fremme af de kristne værdier. For 83 procent af danskerne er medlem af folkekirken, og derfor kommer den kristne etik naturligvis til at fylde meget, mener hun. Som medlem af rådet går hun til sagerne ud fra det grundsyn, at vi alle er Guds børn, og at man derfor må behandle ethvert menneske værdigt. For næstekærligheden skal altid sammentænkes med forudsætningen for den: Guds kærlighed. At vi elsker, fordi Gud elsker os, understreger hun.

Også Svend Andersen, professor og dr.theol. fra Det Teologiske Fakultet ved Aarhus Universitet, fremhæver buddet om næstekærlighed som det centrale for kristen etik.

Han har forsket i etik og skrevet en bredt anvendt lærebog herom og påpeger, at der i kirkens historie er foregået en løbende fortolkning af, hvad etik er for en størrelse. I Danmark er Luther en vigtig figur, når man skal beskrive kristen etik. For med lutherske briller er der en skelnen mellem den katolske og protestantiske opfattelse af etik. Forskellen ligger i, at man i katolsk etik skelner mellem en slags første- og andenrangskristne: De fuldkommen gode på den ene side, eksempelvis folk, der går i kloster, og de almindelige mennesker, der passer familien og går på arbejde, på den anden side.

Det afviser Luther og siger i stedet for, at det er lige så fornem en næstekærlighed, når du passer din familie og dit arbejde. Han understreger, at kristen næstekærlighed udfolder sig i det helt almindelige menneskeliv. Du skal som kristen varetage dine opgaver som menneske på en næstekærlig måde, fortæller Svend Andersen.

Luther mente ikke, at De 10 Bud var noget særligt kristent. De var nærmere universelle. Eksempelvis er forbuddet mod at slå ihjel et grundlæggende og universelt etisk bud. På samme måde er det også meget få mennesker, der betragter forbuddet uden undtagelser. Nogle vil mene, at det kan forsvares at slå ihjel i krig, at det kan forsvares ved dødsstraf, i abortsammenhæng eller i diskussionen om aktiv dødshjælp.

Der er altid omstændigheder, hvor der er undtagelser. Herhjemme mener de fleste, at abort før 12. uge er en undtagelse. Ved aktiv dødshjælp er der også forskellige syn. Du må ikke slå ihjel, hedder det. Men hvis et menneske er døende, har et uværdigt liv og selv ønsker at dø, er det så også forkert?, spørger Svend Andersen.

Hvis han selv skal svare, findes der ingen præcise og utvetydige etiske anvisninger i kristendommen. For ud fra en luthersk forståelse er ethvert kristent menneske selvstændigt og ansvarligt og må derfor i sidste ende selv finde ud af, hvad den rette kristne handlemåde er.

Inden for de seneste par år er der på den ene side spiret en række ateistiske foreninger frem, mens der som modsvar hertil opstår kristne tænketanke og netværk, der har til hensigt at fastholde de kristne værdier, som har præget samfundet i flere hundrede år.

Det var med enevældens afskaffelse, at der blev åbnet op for en anden etik end den kristne. For før 1848 var samfundet således præget af kristendommen og dens etik, og man blev straffet, hvis ikke man opførte sig som et kristent menneske. Men da frihedsrettighederne blev indført med demokratiet herunder religionsfriheden betød det, at forskellige religioners etik også havde deres berettigelse:

Her kan der komme en konflikt. For samfundets lovgivning bygger i dag ikke længere på kristendommen, men på det enkelte menneskes frihed. Det er dette skift, der ligger til grund for den fri abort. Samfundet kan ikke påtvinge kvinden at gennemføre et svangerskab, som hun ikke ønsker. Det betyder, at lovgivningen bliver mere og mere sekulariseret og uafhængig af den kristendom, der oprindelig lå bag lovgivningen. Og her opstår muligheden for en konflikt mellem den religiøse etik og samfundets fælles etik, siger Svend Andersen.

En af de aktører, der stræber efter at fastholde den kristne etik er Benjamin Ervill. Han er formand for Center for Kristen Etik og Moral (CeKEM), der har til formål at påvirke den offentlige debat og den politiske arena i en retning, så de kristne værdier i Danmark fremmes.

Man har aldrig talt så meget om religion, som man gør for tiden. Der er et stort behov for, at man ikke skyller barnet ud med badevandet. Vi har vores kristne kulturarv gennem mange år, og den skal vi værne om. Efter terrorangrebet den 11. september har der været en religionsforskrækkelse og en tendens til at bygge samfundet for sekulariseret op. Men når nu vores samfund er baseret på kristne værdier og etik, og det virker, er der ingen grund til at lave det om, fordi nogle strømninger siger noget andet. Der er en underlig form for militant ateisme, som vi skal være på vagt over for, siger han.

Men Svend Andersen mener nu ikke, at kristendommen eller andre religioner bør have patent på etikken. For det hører med til kristendommen, at alle mennesker kender en basal etik, uanset om de tror på Gud eller ej. Religionen er ikke en forudsætning for etikken, påpeger han.

Og det synspunkt er Mikael Rothstein, forfatter til en bog om religion og etik, ph.d. og lektor i religionshistorie ved Københavns Universitet, enig i. Ifølge ham eksisterer der intet samlet syn på kristen etik. Der kan være enkelte røde tråde, men man kan ikke tale om, at kristendommen kan mene noget samlet. Han mener, at mange kristne uretmæssigt har taget patent på etikken i Danmark. Og det er et samfundsproblem:

Religionerne har ikke nødvendigvis ret i deres udgave af etikken. Hvis man på den ene side har en religiøs gruppe og på den anden side en ikke-religiøs gruppe i et samfund, og den ene fløj tager patent på måden at diskutere moralske og etiske spørgsmål på, så har man et samfundsproblem. For så er der ikke længere en åben diskussion, men etiske standpunkter, der er blevet retfærdiggjort under henvisning til guddommelige magter, siger Mikael Rothstein og henviser blandt andet til de fire kirkefolk i Det Etiske Råd og til den offentlige etiske debat, hvor præster og teologer ofte udtaler sig.

Også Jonathan Szpirt, talsmand og næstformand for Ateistisk Selskab, mener, ikke overraskende, at teologer og præster ikke bør have en naturlig rolle som etik- eksperter.

Læger, biologer, filosoffer og psykologer er væsentlig bedre rustet til at udtale sig om etiske emner og til at sidde i Det Etiske Råd end religiøse overhoveder og præster. De har en faglig indsigt i forskellige mekanismer, hvor præsten udtaler sig på baggrund af ørkenreligioners overtro, siger han.

Ateister grunder typisk deres etiksyn på humanistisk moralfilosofi, hvor man via sin fornuft ræsonnerer sig frem til, hvad der er rigtigt og forkert. Det samme gør religiøst begrundet etik. Men den er også baseret på forestillinger om, at overmenneskelige magter har skabt verden med et bestemt sæt gyldige værdier og normer.

Selvom ateister kæmper om at fylde mere på den etiske scene, er det stadig præster og teologer, der præger den offentlige etiske debat og gennem tiden har siddet med i Det Etiske Råd. Og det er der en naturlig forklaring på, mener Elisabeth Dons Christensen.

Vi er ikke valgt til Det Etiske Råd, fordi vi er præster og teologer, men fordi vi deltager i samfunds- og kulturdebatten. Det gør vi, fordi vi ved noget om etik qua vores liv og uddannelse, hvor vi har været inde om hele vores kultur, traditioner, historie og det, der har formet vores samfund, siger hun.

schnabel@kristeligt-dagblad.dk