Også ateister er religiøse

Voltaire, der tidligere havde troet på en forening af troen på Guds almagt og godhed, og erfaringen af uforskyldt lidelse, blev omvendt efter et jordskælv den 1. november 1755 ramte Lissabon og dræbte tusindvis af mennesker. Scanpix. Foto: A. H. C.

Når det gælder spørgsmålet om det onde, har kristendommen nok et svar. Det er imidlertid ikke et forståeligt svar, men et kors for tanken, følelsen og især for viljen, som udtrykker, at kærligheden gør sin gerning ved at sætte livet til. Som forklaring på noget som helst duer det ikke

TIDEN ER AF LAVE. Det har den altid været. Men i så henseende tager vores egen formodentlig førsteprisen. For kun få år siden var en "ny" religiøsitet på mode, som afslørede, at et stort antal danskere var parate til at tro på hvad som helst, når det bare ikke havde noget med kristendom at gøre. Og nu er der så lanceret en "ny" ateisme, som tilsyneladende også har mange tilhængere, hvoraf nogle er intellektuelle, der lader en lind strøm af artikler og bøger tilflyde meningsdebatten.

Denne omstændighed skal dog ikke forlede nogen til at tro, at de nye ateister ikke er religiøse. Snarere forholder det sig sådan, at de ikke vil indrømme, at de er det, og i virkeligheden er det nok sådan, at der fremdeles blandt de døbte i den danske befolkning findes mere religiøsitet, end det er rart at tænke på. Hvordan skal man ellers forklare den moralske fornærmethed, der gennemsyrer samfundet?

Hvilken skandale! Hvor oprørende! Hvor uansvarligt! Sådan lyder det igen og igen i medierne. Ulykker og katastrofer, nød, lidelse og elendighed er hovedemnerne. Og altid kan man være sikker på, at der søges efter skyldige. Jagten på syndebukke går hele året. Fornærmede anklager over forfærdelige skæbner er uden tvivl den væsentligste drivkraft i journalistikken og den offentlige debat.

Men hvad bygger disse anklager så egentlig på? Mon ikke akkurat noget religiøst: en tyrkertro på, at tilværelsen er forstandigt udtænkt og meningsfuldt indrettet? Ville det dog ikke være fornuftigt at regne med, at tilfældige ulykker og lidelser nu engang forekommer, og at man for så vidt ikke altid behøver at anklage nogen for dem?

Utvivlsomt vil mange i dagens Danmark sige, at de ikke tror på Gud. Men om de også mener, hvad de siger, kan man godt tvivle på. Sagen er snarere, at de rent faktisk – bare uden at ville indrømme det! – har et gudsbegreb, forstået på den måde, at de nok i det mindste vil sige, at hvis Gud er til, så er han god og kærlig. Når det kommer til stykket, er det vel netop forestillingen om, at Gud er god og kærlig, der får så mange nu om stunder til at spejde efter menneskelig ondskab bag enhver ulykke, nød og lidelse.

Mere ærligt ville det utvivlsomt være – i hvert fald et stykke vej – at slå følge med en af de store "gamle" ateister, franskmanden Voltaire. Han havde i sin ungdom troet, at det var muligt at forene troen på Guds almagt og godhed med erfaringen af uforskyldt lidelse. Men han var blevet omvendt, ganske bogstaveligt, da et jordskælv den 1. november 1755 ramte Lissabon, og en vældig flodbølge skyllede tusindvis af beboere med sig i havet.

Denne begivenhed blev for ham det uomstødelige bevis på, at sådan kunne en god og kærlig Gud umuligt nænne at bære sig ad. Det var ikke bare inhumant, men også uretfærdigt, og fra da af blev alle teologer i hans samtid, der optrådte som "Vorherres advokater", genstand for hans ætsende spot.

Således skrev han i 1764 i et værk, der er blevet kaldt "Oplysningens håndbog i vantro": "Hvis Gud vil forhindre det onde, men ikke kan, så er det afmagt, hvilket er uforeneligt med Guds natur. Hvis han kan, men ikke vil, så er det ondskabsfuldhed, og det er ikke i højere grad i overensstemmelse med hans natur. Hvis han hverken vil eller kan, så er det på én gang ondskabsfuldhed og afmagt. Men hvis han både vil og kan, hvorfra stammer så det onde i verden?".

Så vidt Voltaire, som selvfølgelig har ret i, at et gudsforsvar er umuligt. Det blev da også almindeligt accepteret, efter at den tyske filosof Immanuel Kant i det 18. århundredes slutning havde slået fast, at rationel tænkning kun gælder inden for erfaringsområdet, og at alt, hvad der ligger uden for det, har vi ikke mulighed for at begribe. Uanset hvilke egenskaber mennesker tillægger Gud og bedømmer ham moralsk efter, drejer det sig kun om en idealisering af de egenskaber, de gerne så udviklet hos sig selv.

AT ASSOCIERE TIL EN REAKTION, der minder om Voltaires, er nærliggende. Fra begyndelsen af det 20. århundrede foreligger der på dansk en indsigelse imod ethvert forsøg på at gøre Gud forkælende og skuffelsen rimelig, når man ikke får, hvad man ville have. Også her var et jordskælv anledningen, nemlig det i Messina den 28. december 1908, som vist i gru ikke stod tilbage for det, der ramte Lissabon. Under indtryk heraf skrev Jakob Knudsen i dagbladet Politiken:

"Noget af det friskeste, der er sket i min levetid, er jordskælvet i Messina. Midt i nutiden, der rådner op af humanitet, viser han sig, som han er, den Gamle, evig frisk, fuldkommen inhuman! Han vil dog vise – også ved en ekstra lejlighed – hvor meget de passer på ham, de vamle egenskaber, som hans verdsligt sindede dyrkere tillægger ham. Hundredtusind mennesker, onde og gode, sunde og syge, rige og fattige, troende og vantro – væk er de! Knuste! – Ja, det er en skam, at man ikke kunne få alle vore verdsligt forkyndende præster og humane lægprædikanter stillede op som tilskuere ved denne begivenhed – ikke for at de skulle gå på hovedet i Messina-strædet, jeg er ikke ubeskeden i mine ønsker – men blot for at de kunne se og se, så de aldrig kunne glemme det!"

Man kan mene om "tonen", hvad man vil. Men i protesten mod et humaniseret gudsbillede har Jakob Knudsen soleklart ret, ganske som Voltaire havde, da han gjorde nar ad alle Vorherres advokater. Omend forskellen så rigtignok ikke må overses: For Voltaire var det onde entydigt "det, der gør ondt". Jakob Knudsens baggrund var derimod evangeliet, forstået som et budskab til "den, der gør ondt"!

Der er nu engang ulykker og lidelser, som det er meningsløst at spørge om Guds "forhold" til: et handicap, en degenerativ sygdom, et jordskælv, et mistet barn, en kræftsygdom, en tørke og alt sådan noget. Og så er der andre, hvor man ikke behøver at gå så langt som til Gud for at få en forklaring. Således er det jo ikke ualmindeligt at spørge, hvordan Gud kan tillade krig. Men har man skullet mægle mellem ægtefæller, oplevet søskende i en skifteretssag eller børn i en sandkasse, kan man nu godt finde svaret noget nærmere!

Når det gælder spørgsmålet om det onde, har kristendommen nok et svar. Det er imidlertid ikke et forståeligt svar, men et kors, for tanken, følelsen og især for viljen, som udtrykker, at kærligheden gør sin gerning ved at sætte livet til. Som forklaring på noget som helst duer det ikke. Men for den, der gør ondt, er det et evangelium.

Finn Malthe Madsen er sognepræst