Kan en naturvidenskabsmand forstå etik?

Billederne af britiske soldaters tortur af irakiske fanger har vakt røre over hele verden. Men i den arabiske verden er de store reaktioner udeblevet -- foreløbig. (Foto: Scanpix) Foto: Tegning: Morten Voigt.

MED AFSTEMNING Professor Thomas G. Jensen blev for få måneder siden ansat som institutleder for det nye store Institut for Biomedicin på Aarhus Universitet. Og i kraft af sin position som genetiker og ekspert i bioteknologi var han i otte år medlem af Det Etiske Råd. Et medlemskab, der i højere grad fik ham til at åbne øjnene for andres argumenter i diskussioner om etik

På gangen ud for institutleder, professor Thomas G. Jensens kontor hænger en plakat på omtrent to gange halvanden meter. Glinsende og i farver. Han har lavet den, som han plejer at lave videnskabelige præsentationer til konferencer i sit arbejde på det nystartede Institut for Biomedicin, Aarhus Universitet. Men selvom plakaten indeholder ord som stamceller, fosterdiagnostik og gener, er den ikke en produktion fra Thomas G. Jensens arbejde på universitetet. Det er derimod en egenproduceret oversigt over de rapporter, han gennem otte år var med til at lave som medlem af Det Etiske Råd, indtil han stoppede i rådet ved den seneste udskiftning.

LÆS OGSÅ: Biomedicin er en ustoppelig supertanker

Jeg kan meget godt lide, at jeg kan sidde og se på den her fra mit skrivebord. Og blive mindet om diskussionerne i rådet, siger han.

For selvom Thomas G. Jensen siger, at han i udgangspunktet er positivt stemt over for de bioteknologiske muligheder inden for fosterdiagnostik, genmanipulation til sygdomsbehandling, stamcelleforskning, brugen af fosteranlæg, såkaldte embryoner, og meget andet, som teknologien efterhånden og især i fremtiden gør muligt, så finder han absolut de etiske diskussioner i rådet relevante. Også før han blev rådsmedlem, skelede han til Det Etiske Råd, der med mere end 20 år på bagen har eksisteret næsten lige så længe, som Thomas G. Jensen har forsket i genetik.

Selv når man arbejder inden for mit felt, kan man se, at der er nogle spørgsmål, der er lidt svære og ikke kun handler om noget, som fagfolk skal tage stilling til. Jeg kunne godt se, at teknologien flyttede grænserne for, hvad der var muligt, og derfor kunne jeg også godt se, at de etiske spørgsmål skulle diskuteres ikke bare i forskerkredse, men i befolkningen generelt, siger han.

Da Thomas G. Jensen i 2003 trådte ind i Det Etiske Råd, var det først med en vis forsigtighed. Undervejs fandt han dog ud af, at han også havde noget at byde ind med. Dels havde han specialviden om mange af de emner, rådet beskæftigede sig med, og dels havde han sine egne personlige holdninger at trække på, når der var tale om spørgsmål, hvor han var mere lægmand end ekspert. Det gjaldt eksempelvis aktiv dødshjælp, hvor han var nødt til at vende dilemmaerne med venner og familie for at finde sin egen holdning.

Men ikke kun på de områder, hvor Thomas G. Jensen ikke var ekspert, kunne rådsarbejdet være svært at håndtere. Især også, men på en helt anden måde, var de mange bioteknologiske emner udfordrende at arbejde med, for her mødte han argumenter, der for ham at se var delvist løsrevet fra den rationelle tænkning. Men dog ikke mindre valide, understreger han.

Der var rigtig mange typiske modsætninger og problemstillinger, hvor jeg på forhånd vidste præcis, hvad de andre mente. Vi var nogle stykker, der ofte var oppe mod hinanden både i rådet og udenfor. Og det var dag og nat med e-mail og ordvekslinger, selvom nogle af emnerne har fået sindene mere i kog end andre, eksempelvis når vi har diskuteret fosterdiagnostik. Der har vi godt nok nærmest været oppe at toppes og diskuteret meget følelsesmæssigt, siger han og forklarer, at der i rådet blandt andet var repræsenteret et kristent livssyn, der stod for, at man skal være varsom med at manipulere med skaberværket, og et natursyn, der stod for, at naturen har en skønhed i sig selv, som man ikke skal ændre på.

Og så var der så mig, der arbejder med bioteknologi og bare synes, at teknik skal udnyttes til gode formål, siger han og kalder samtidig sin rolle i rådet for den pedantiske detaljerytter, der ofte kunne være rigtig irriterende, når det gjaldt ordvalg og sågar kommatering i rådets rapporter.

For Thomas G. Jensen havde svært ved at acceptere, at indledende, faktuelle afsnit om eksempelvis teknologien bag en problemstilling skulle indholde bare den mindste smule ladede ord. I den slags situationer oplevede han ofte, at de andre rådsmedlemmer var villige til at tage hensyn til præciseringerne.

Men hvordan mødes man helt overordnet, når man argumenterer ud fra vidt forskellige præmisser og livssyn?

Man respekterer, at folk har forskellige synspunkter. Kort efter jeg var startet i rådet, kom jeg i medierne til at sige, at nogle med andre holdninger til stamceller ikke vidste, hvad de snakkede om. Hvorefter Peter Øhrstrøm hurtigt var henne ved mig og sige, at det var noget sludder, og det har han egentlig ret i. For Øhrstrøm ved udmærket, hvad han snakker om, men alligevel havde han nogle andre holdniger end mig, siger han med reference til det tidligere rådsmedlem Peter Øhrstrøm, professor i informationsvidenskab og forsker i filosofi.

Det irriterede dog Thomas G. Jensen, der selv er medlem af folkekirken, men ikke særligt troende, at de religiøst funderede i rådet ikke spillede med åbne kort.

Jeg synes godt, man kunne være mere ærlig og fortælle, hvorfor man har den modstand mod, at man eksempelvis bruger bestemte typer celler til forskning. Argumenterne kredser om noget metafysisk, og det respekterer jeg, men så skal man også bare lade det fremgå af sin argumentation.

I Det Etiske Råd må man give noget af sig selv i diskussionerne, for at de bliver meningsfulde. Så hvis det er ens kristne overbevisning, der gør, at man mener noget frem for noget andet, så må man sige det.

Og Thomas G. Jensen har også anfægtet sådan tror jeg bare, det er-funderede argumenter, der umiddelbart kan være svære at hamle op med. Han har eksempelvis kritiseret en paragraf i loven om Det Etiske Råd, som efter hans mening slet ikke bør være der. I den står der, at respekt for menneskets integritet og værdighed omfatter også det menneskelige livs første faser, herunder befrugtede menneskelige æg og fosteranlæg, men hvorfor skal grænsen for liv, der skal respekteres, være lovbestemt? Thomas G. Jensen har svært ved at acceptere, at kønsceller, befrugtede æg, i en petriskål i et laboratorium skal betragtes som ukrænkeligt liv. Et af hans argumenter er, at cellerne kun kan udvikle sig til et menneske under helt særlige betingelser, som findes i det rigtige miljø i en livmoder.

Diskussionen hænger også sammen med sprogbrugen omkring ordene liv og levende, for hvad vil det egentlig sige? Jeg har ofte kritiseret brugen af de ord, for jeg bliver nødt til at vide, hvad der menes. Hvis liv betyder, at cellerne er levende, så kan det indebære, at de eksempelvis bevæger sig, og at der er en metabolisme, altså stofskifte og energiomsætning, som der eksempelvis også er i planter. Og planter opfatter vi jo ikke som ukrænkelige. Men i ordet liv ligger der også noget andet og mere åndeligt, om man vil, siger han og påpeger en vis pudsighed ved modstanden mod brugen af stamceller fra embryoner, fosteranlæg, i et land, hvor der er fri abort til 12. uge.

Thomas G. Jensen er dog ikke i tvivl om, at der skal sættes grænser for forskningen og brugen af ny teknologi. Inden for sit eget felt, hvor han har beskæftiget sig med genterapi til behandling af sygdomme, er han eksempelvis ikke i tvivl om, at han ikke ville arbejde med manipulation af kønsceller som behandlingsmetode. Der ændrer man nemlig ikke blot det konkrete, syge menneskes genetiske sammensætning, men også de fremtidige generationers.

TEMA: Sundhed og forskning

Som lægevidenskabelig forsker er man en slags opdagelsesrejsende, hvor man kommer ind på nye territorier og finder ud af nyt om, hvordan vi er skruet sammen, hvordan sygdomme opstår, og hvordan normale celler fungerer. Og det er spændende i sig selv og vildt sjovt, fordi man bruger sig selv på nye måder og arbejder kreativt. Det aspekt er helt klart en del af arbejdet, motivationen og drivkraften. Men der er også et andet formål, der sikkert også var en af årsagerne til, at jeg blev læge i sin tid. Man vil jo så gerne forsøge at gøre noget godt for andre mennesker, siger han.