Filosof: Der bør være grænser for religiøs børneopdragelse

Thomas Søbirk Petersen, filosof og lektor i etik ved Roskilde Universitet´. - Foto: Simon Bohr

Etik.dk spørger filosof Thomas Søbirk Petersen og teolog Ulrik Becker Nissen: Hvor meget må man opdrage sine børn i ens religion? Læs Thomas Søbirk Petersens svar her

En ny undersøgelse, Børneliv - ifølge danskerne udført at Trygfonden og Mandag Morgen, viser, blandt andet, at mange forældre ikke finder det vigtigt, at opdrage deres børn i en religiøs tro.

DOKUMENTATION: Læs hele undersøgelsen om børneopdragelse

Forældre finder det i stedet vigtigt, at opdrage deres børn til at være tolerante, selvstændige, ansvarlige, nysgerrige og fantasifulde. Er det et problem? Opdrager danske forældre deres børn for lidt i forhold til forældrenes egen tro?

Umiddelbart kan det ikke undre, at undersøgelsen viser, at forældre ikke opdrager deres børn i forældrenes religiøse tro. Det er jo kun cirka fem procent af befolkningen, der går jævnligt i kirke og har den kristne tro som et bevidst moralsk pejlemærke her i livet.

Men da cirka 80 procent af danskerne er medlem af folkekirken, kan det derfor undre at så få opdrager deres børn i forældrenes tro. Men størstedelen af disse 80 procent, i modsætning til de før nævnte fem procent, er nok mest at betragte som kulturkristne snarere end praktiserende kristne. Der er derfor ikke noget mærkeligt i, at de fleste fra denne gruppe vil vælge at opdrage deres børn uden eksplicitte referencer til kristendommen og Biblen. Desuden er cirka 10 procent af befolkningen ikke-troende eller ateister, og det kan næppe her undre at opdragelse i kristendom eller andre religioner ikke udgør et væsentligt fundament i opdragelsen af børn.

Men igen, er det moralsk problematisk ikke at opdrage sine børn i en religiøs tro?

Erik Bjerager (EB) har for nyligt skrevet en leder, hvori han beklager resultaterne fra undersøgelsen. EB skriver under deloverskriften Danske forældre prioriterer ikke at formidle religion til deres børn blandet andet, at alt for mange voksne er blufærdige over for trospørgsmål. og Opdragelse drejer sig ikke bare om at formidle værdier og sociale kompetence. Opdragelse er også at styrke børns bevidsthed om, hvad det vil sige at eksistere, at tilværelsens dybeste anliggende altid vil være at finde mening med livet.

LEDER: Erik Bjerager: Forældre svigter deres børns tro

Jeg vil dog mene, at det er en fejlslutning, at EB slutter fra, at forældre ikke finder det vigtigt at opdrage deres børn med en bestemt religion, til at man som forældre så ikke taler om religion eller om vigtigheden af religion. Ét er at tale og oplyse om tro, noget helt andet er at opdrage ens børn til at tro på en bestemt religion.

Som ateist taler min kone og jeg en hel del om religion med vores børn. Vores børn er meget nysgerrige og kan f.eks. ikke forstå, hvordan og hvorfor man kan tro på Gud. Men vi giver dem så forskellige forklaringer på, hvorfor mange mennesker er troende og opfordrer dem til at tale med troende og opsøge kirker. Vi gør også meget ud af at fortælle dem, at man skal anerkende troende som ligeværdige borgere i vores samfund, og at de skal forvente, at troende også bør anerkende dem for deres ateisme. Vi taler også med vores børn om hvad, det vil sige at eksistere, hvad meningen med livet er etc. men det kan man sagtens gøre uden at opdrage sine børn til at tro på en bestemt religion. Som ateist mener jeg jo også, at det er vigtigt at finde en mening med livet og fundere over livets store spørgsmål.

I modsætning til ledende ateister som f.eks. Richard Dawkins, mener jeg ikke, at der principielt set er noget i vejen med at opdrage sine børn i en religiøse tro. Noget af det første jeg husker i mit liv er, at min far bad aftenbøn med mig. Det var super hyggeligt, beroligende og meget nærværende. Jeg går ud fra, at det samme er gældende for de fleste andre, der f.eks. beder aftenbørn med deres forældre. Her har vi en religiøs praksis, der typisk ikke skader barnet, men som tværtimod kan være grobund for hyggelige og eftertænksomme stunder om vigtige emner.

Men det er klart, at der bør være moralske og legale grænser for, hvordan man opdrager sine børn i en religiøs tro. Især hvis vi tager religionsfrihed seriøst og mener, at religionsfrihed også bør gælde for børn. Vi skal nødigt havne i amerikanske tilstande, hvor forældre får lov til at skærme deres børn mod at få indsigt i videnskabelig viden som f.eks. evolutionsbiologi eller alternativt ønsker, at der skal undervises i religiøse skabelsesberetningen i faget biologi. Elever skal jo heller ikke undervises i faget biologi eller fysik i religionstimerne!

LÆS OGSÅ
: Forældre udelader troen i opdragelsen

Det taler også i mod børns religionsfrihed, hvis de ikke må blive præsenteret for andre trosretninger eller ateistiske livsformer end forældrenes. At skærme børn mod andre måder at tænke på er at hælde benzin på dogmatismen og fundamentalismens bål. Når Jehovas vidner nægter at lade deres børn få en eventuel livsvigtig blodtransfusion, så skal vi som samfund sige, at grænsen er nået, og redde barnet fra at dø. Så grænserne for religiøs opdragelse bør trækkes, når forældrene indoktrinere børnene ved at skærme dem fra videnskabelige og andre livsformer end forældrenes religion, eller når forældrenes religiøst betingede handlinger er til alvorlig skade for barnet eller andre.

LÆS OGSÅ ULRIK BECKER NIELSENS SVAR: DET ER ET SVIGT IKKE AT OPDRAGE SINE BØRN RELIGIØST