Andre har valgt for mig

Martin Krasnik. - Foto: Mette Frandsen

Det er en del af min historie, jeg ikke vil bryde med. Men hvis min søn ikke vil omskære sine egne drenge, er det fint nok

Journalist og forfatter Martin Krasnik, der har jødisk baggrund, blev i 2001 far til David. Da sønnen var et par måneder gammel, blev han omskåret; ikke af en rabbiner, men hos en praktiserende læge i København, der har specialiseret sig i omskæring af drenge og mænd.

Hvorfor valgte du, at din søn skulle omskæres?

Det forekom mig ikke en gang at være et valg. Der er nogle, der har valgt for mig. For mig har det ikke noget at gøre med pagten mellem Gud og Abraham, for jeg tror overhovedet ikke på Gud. Jeg fik omskåret min dreng, fordi jødisk omskæring er en del af min identitet og kulturelle og historiske bagage, som er vigtig for mig. Omskæring er et symbol på dette, og det ville være voldsomt, nærmest forræderi, at bryde med det. Man kan også spørge, hvorfor dåben betyder så meget for kristne? Omskæring betyder det samme for os jøder, også selvom det ikke er os selv, der har valgt alle ritualer og symboler. Det er en del af min historie, jeg ikke vil bryde med. Men hvis min søn ikke vil omskære sine egne drenge, er det fint nok. Det må han selv om.

Hvilke overvejelser har du gjort dig i forbindelse med omskæringen?

Det er selvfølgelig ikke en helt hovedløs handling. Og hvis jeg selv mente, at det var et stort indgreb, ville jeg ikke gøre det. Men selve omskæringen er jo et lille bitte indgreb. Man kan da godt pege på, at indgrebet en yderst sjælden gang i mellem går galt, men der er over en milliard omskårne muslimer, og flertallet af de amerikanske mænd er omskårne. Kritikerne af omskæring siger, at barnet selv skal have lov at vælge. Man forestiller sig altså, at et barn skal være et blankt stykke papir. Og lige så snart, at der er tale om et lillebitte fysisk indgreb, forekommer det at være meget vigtigere end alle de andre beslutninger, man som forældre tager på sine børns vegne. Der er noget freudiansk forhudsforsnævring over det.

Hvad mener du om forslaget om et generelt forbud mod omskæring af drenge under 15 år?

Fint nok, så må vi jo bare smutte et andet sted hen og få det gjort. Men det vil signalere, at vi ikke lever i et land, hvor man bruger hovedet, og det gør mig lidt træt. Der må være en grænse for, hvad staten skal blande sig i. Diskussionen dukker op hvert fjerde-femte år og falder ned på jorden igen. Ingen har jo hidtil kunnet komme med overbevisende argumenter for, at det er nødvendigt med et forbud.

Hvorfor er der forskel på omskæring af piger og drenge?

At sammenligne omskæring af drenge med omskæring af piger ... jeg ved ikke, hvor hovedet er henne hos de mennesker, der siger det. Det ene ødelægger fuldstændig seksualiteten og identiteten som kvinde. Det andet er et lille niv i tissemanden.

remar@kristeligt-dagblad.dk