Ikea-censur af kvinder i kraftig modvind

Disse to billeder udgør et eksempel på forskellen mellem Ikea-kataloget i Saudi-Arabien (til højre) og kataloget i resten af verden. Kvinden er retoucheret væk i den saudiarabiske version af kataloget. – Foto: AFPIkea.

I Saudi-Arabien er kvinder ikke velkomne i Ikea-kataloget. Virksomheden har slettet kvinder fra flere billeder og får kritik for at legitimere undertrykkelse og sætte økonomiske hensyn over menneskerettigheder

Årets Ikea-katalog er netop blev omdelt til husstande i de 41 lande, som Ikea har varehuse i. På et billede står en familie på badeværelset. Faderen tørrer et lille barn, mens moderen står ved håndvasken med en dreng, som børster tænder.

Sådan ser billedet ud i langt de fleste af katalogerne, men i Saudi-Arabien står drengen alene ved håndvasken. Kvinden er retoucheret væk. På et billede, hvor fire designere præsenterer PS-kollektionen, er den eneste kvindelige designer redigeret ud af billedet, og på et andet billede er en korthåret kvinde, der sidder med ryggen til, blevet ændret til en mand ved at fjerne hendes øreringe og gøre hendes trøje mindre udringet. Der findes 63 versioner af Ikea-kataloget, men kun i Saudi-Arabien er kvinderne i kataloget slettet.

LÆS OGSÅ: De arabiske landes snavsede vasketøj sat til frit skue

På Ikeas hjemmeside kan man læse, at Kvinder forandrer verden og Vi vil skabe et bedre liv for alle mennesker og samfund over hele verden. Det harmonerer ifølge Sveriges handelsminister Ewa Björling (Moderaterne) dårligt med budskabet i de saudiarabiske kataloger, og docent i religionsvidenskab ved Linnéuniversitetet Jonas Svensson ser debatten som et tydeligt eksempel på vigtigheden af at analysere virksomheders hensyntagen til religioner.

Uden retoucheringer, som lever op til myndighedernes krav, er det realistisk at antage, at Ikea ikke ville få lov til at distribuere deres katalog. Derfor er deres ageren forståelig. Men samtidig er det interessant at få indsigt i, om Ikea har forsøgt at presse Saudi-Arabien. De siger, at de ikke går på kompromis med menneskerettigheder, men er det virkelig sandheden? spørger Jonas Svensson på bloggen Religionsvidenskabelige kommentarer.

I Saudi-Arabien har kvinder ingen stemmeret, og de må ikke køre bil eller gå på gaden uden mandligt selskab. Ikeas billedredigering kom frem i avisen Metro og er blevet en stor historie i hjemlandet Sverige. Ikea selv siger, at de ser seriøst på hændelsen.

Vi ser altid på, at det skal være muligt at fastholde vores Ikea-kultur, som går ud på ikke at diskriminere, respektere den lokale kultur og landets love. Vi kan aldrig acceptere nogen form for diskrimination, siger pr-direktør Sara Carlsson til Svenska Dagbladet.

Ikea beklager retoucheringen, som de mener går imod virksomhedens egne værdier. Firmaet siger i en pressemeddelelse, at man vil sørge for, at det ikke sker igen.

Det er ikke første gang, Ikea får kritik for at mangle sammenhæng mellem teori og praksis. I 2001 afskaffede Ikeas danske afdeling julefrokosten til fordel for en årsfest for at skabe fornyelse i tråd med virksomhedens flerkulturelle virkelighed. I sidste uge fik Ikea kritik for at slette det mest populære bidrag i en russisk markedsføringskonkurrence for at tække landets politiske ledelse. Virksomheden havde opfordret kunderne til at indsende læserbilleder, og det mest populære billede forestillede russiske Ikea-kunder udklædt som de fængslede medlemmer af protest-gruppen Pussy Riot.

Ikeas varemærke skal ikke bruges til politiske formål, sagde Sara Carlsson om konkurrencen.

Det er lederskribent på Dagens Nyheter Gunnar Jonsson enig i, men han mener samtidig, at virksomheden ikke bør kaste sit værdigrundlag i grams for at sælge møbler.

Ikea er selvfølgelig ikke en menneskerettighedsorganisation, men det fratager ikke dens ledelse ansvaret for at trække en moralsk grænse og nægte at legitimere den systematiske forskelsbehandling, som det saudiske regime udsætter kvinder for, skriver han.