Hvornår er rabat mere værd end privatliv?

Dit kort til DagliBrugsen er også DagliBrugsens kort over dig. Du registreres mange gange i løbet af en dag til gengæld for rabatter, men er det prisen værd? spørger Thomas Ploug, lektor i it-etik

Dit kort til DagliBrugsen er også DagliBrugsens kort over dig. Du registreres mange gange i løbet af en dag til gengæld for rabatter, men er det prisen værd? spørger Thomas Ploug, lektor i it-etik

I 1967 skrev science fiction-forfatteren Frank Herbert novellen A-W-F Unlimited om et reklamebureau, der lavede dig-søgende reklamer. Overalt blev mennesker mødt af elektroniske reklamesøjler, der genkendte dem og viste reklamer baseret på netop deres personlighed. Dengang var det en idé til en historie, i dag er det virkelighed.

LÆS OGSÅ: Forbrugerne handler naivt med personlige data

Reklamebureauer og virksomheder søger i stigende grad at målrette budskaber. De indsamler oplysninger om enkeltpersoners alder, køn, vaner, og hvad de ellers kan komme til. Og de fleste forbrugere giver dem lov.

I bytte for lokkende tilbud om kontante rabatter, konkurrencer og lignende er loyalitetskort blevet populære både blandt virksomheder og forbrugere. 8 ud af 10 danskere har et eller flere af slagsen, og udbredelsen stiger, viste en undersøgelse foretaget af Forbrugerrådet tidligere i år.

Det vækker bekymring hos Thomas Ploug, lektor i it-etik og medlem af Det Etiske Råd.

Vi er ret åbne, grænsende til det naive omkring beskyttelsen af vores privatliv. Isoleret set er meget af det ret uskyldigt, men det samlede billede er problematisk, siger han.

En dag i skanneren

Hvordan følger reklamebureauerne et menneske på en helt almindelig dag anno 2011? Måske begynder dagen med en gennemlæsning af den netavis, du har foran dig på skærmen lige nu.

Brugerundersøgelser har vist, at den gennemsnitlige Kristeligt Dagblad-læser er dannet, mere tilbøjelig til at give til velgørenhed og har lidt større disponibel indkomst end befolkningen generelt. Ergo er avisen et godt sted for velgørenhedsorganisationer at reklamere. De rammer mere præcist, end hvis de reklamerede i for eksempel Jyllands-Posten eller på tv.

Det er dog stadig kun matematik. Din alder, køn og indkomst kender avisen ikke. Det er der andre, der gør. Og så kan reklamen bliver endnu mere præciseret.

Måske tager du toget på arbejde. Som medlem af statsbanernes +more-klub kan man få 10 procent rabat på salgsvognen i toget, gratis rejser, tilbud på kulturoplevelser og vinde et gavekort på 1000 kroner. Prisen for alt dette virker tillokkende: Nul kroner. Man skal blot:

• Deltage i en kort brugerundersøgelse om tilfredshed, hvilke tog og hvilken billettype du oftest benytter.
• Oplyse navn, adresse, e-post-adresse, mobiltelefonnummer, køn, fødselsdag- og år.
• Krydse ja til at modtage tilbud, nyheder og konkurrencer.

Ikke blot fra DSB, men også fra samarbejdspartnere. Hvis ikke man krydser ja, kan man ikke blive medlem og få alle de såkaldt gratis fordele.

LÆS OGSÅ: Hvorfor bytter DSB rabat for oplysninger?

Det er ikke så lidt, virksomheden vil vide. Og mængden af information, mange virksomheder får adgang til, er i følge Thomas Ploug helt sikkert stigende.

Det er i allerhøjeste grad vores egen skyld. Meget forskning viser, at jo mere skræddersyet man kan gøre en reklame, jo mere effektiv er den. At virksomheder ønsker det, kan man dårligt bebrejde dem. Det er os selv, der letsindigt deler ud, mener han.

Hvad vil du fortælle om din familie?

Der skal også købes ind i dag. Med loyalitetskort til COOPs butikker er der kontante rabatter at hente. Butikskæden skal blot have oplyst adresse, e-post, alder, køn, familiemedlemmer, civilstand, antal børn (samt deres køn og fødselsdatoer), beboelsesform, og om man har bil og/eller fritidshus.

Læser man betingelserne igennem (de er 2540 ord lange), opdager man, at COOP med kortet kan registrere alt, hvad du køber. Og, står der i betingelserne, indkøbsprofilen bruges til målrettet kommunikation og tilbud til dig. COOP kommer ligefrem med et eksempel:

Indkøbsprofilen ung børnefamilie med blebørn vil sandsynligvis modtage tilbud på for eksempel babymos, bleer og lignende.

Det er selvsagt smart og billigere for blefabrikanterne at kunne reklamere til småbørnsfamilier i stedet for alle på én gang via et massemedie.

Ifølge persondataloven må virksomheder vide alt, hvad man oplyser dem om, og dele de informationer med dem, man giver tilladelse til, mundtligt eller skriftligt.

Udviklingen fortsætter

Den slags kommer der meget mere af. Udviklingen går så hurtigt, at vi endnu ikke har set, hvor meget den kan bruges til, siger Thomas Ploug og nævner to årsager:

For det første at teknologiske fremskridt har gjort det lettere at indsamle og behandle oplysningerne. For det andet den skræddersyede markedsførings effektivitet. Førhen delte man mennesker ind i segmenter ud fra enkelte fællesnævnere som indkomst, uddannelse og lignende. I dag har man mulighed for at fininddele de grupper.

Helt individspecifikt, faktisk. Det er meget, meget mere effektiv markedsføring, konstaterer Thomas Ploug.

Det er der i udgangspunktet intet galt med, mener han. Men måske tænker danskerne sig ikke nok om, før de siger ja til tilbuddet.

Det er rart nok at kunne få rabat på varer med et COOP-kort. Så det er en afvejning. Man skal bare vide, hvad man siger ja til, og holde sig for øje, hvilke oplysninger man afgiver. Det er blevet rutine for os. Vi gør det uden rigtig at sætte os ind i tingene, men med en forventning om, at det er i orden og uproblematisk. Nogle virksomheder udnytter selvfølgelig også, at betingelserne kan formuleres tilstrækkelig ugennemskueligt, så folk ikke vil læse dem.

Jeg siger ikke, at du skal bekymre dig over at have et COOP-kort eller videolejekort. Men hvad indsamler de? Er det oplysninger om din daglige færden, så vil jeg opfordre folk til ikke at gøre det. Det kan misbruges, og det skal man ikke afgive for 0,2 procent rabat. Der ligger flere og flere oplysninger om os rundt omkring. Det samlede billede er det, der giver et stort potentiale for misbrug.

I løbet af dagen køber du måske også ind andre steder, måske steder med loyalitetskort, der efterhånden udbydes af både tøjbutikker, kosmetikforretninger, fitness-centre, kaffekæder og indkøbscentre. Dagen kan sluttes af med en biograftur, for eksempel i en CinemaXX-biograf, hvor man kan optjene bonuspoint, der kan veksles til billetter eller popcorn. Til gengæld ved biografkæden, hvilke og hvor mange film du ser, hvor ofte du køber popcorn og cola, og sender nyhedsbreve baseret på de oplysninger.

Det flyder med oplysninger om folks privatliv. Man kan i dag med ret simple midler danne et billede af, hvem folk er på godt og ondt. Det har jeg bekymringer om, siger Thomas Ploug og fortsætter:

Når man kigger på det isoleret set nå ja, det er bare et kort fra for eksempel COOP så er man ikke klar over det potentiale, det rummer, eller hvor meget man samlet set deler ud af sine privatlivsoplysninger rundt omkring. Og man har ikke megen sikkerhed for, at oplysningerne beskyttes ordentligt.

Hvad bringer fremtiden?

Hvor peger hele denne tendens hen? Fremtiden ligger i lommen eller håndtasken på de fleste. 97 procent af alle danskere har en mobiltelefon, og hver tredje familie har en eller flere såkaldte smarte telefoner, som er koblet på internettet. Denne type mobiltelefon bliver stadig mere almindelig og kommer med alenlange aftaleklausuler om firmaernes brug, opbevaring og distribution af de informationer, som telefonen kan indsamle.

Hver telefon har et unikt serienummer og er udstyret med GPS, hvilket betyder, at din dag via satellitter og antennemaster potentielt kan kortlægges skridt for skridt, forklarer Thomas Ploug.

LÆS OGSÅ: Google og Apple kigger med

Kombineret med internettjenester som for eksempel Facebook, som halvdelen af befolkningen benytter, kan en telefon potentielt fortælle, hvor man går i skole eller på arbejde, hvilken religion eller ideologi man bekender sig til, hvornår og hvor ofte man går til læge, i kirke eller på natklub. Og så videre.

Det lyder måske som noget, Frank Herbert eller "1984"-forfatteren George Orwell kunne have fundet på og dermed lidt paranoidt. Men er det det? To af firmaerne bag de smarte telefoner, Google og Apple, blev i begyndelsen af året taget i systematisk at indsamle store mængder af data med betydeligt potentiale for misbrug. Begge firmaer, der i parentes bemærket har flere penge end alle Europas banker tilsammen, kaldte det en fejl og lovede ikke at gemme, dele eller bruge oplysningerne. Hvilket da også ville være ulovligt. Så hvis du stoler 100 procent på virksomhedernes moral, lovlydighed og etik, er der intet at være bange for.