Trækkerdrengene er borte fra gaden

I 1980erne arbejdede trækkerdrenge omkring Rådhuspladsen i København, men nu eksisterer mandlig prostitution udelukkende på internettet. Det gør det håbløst at kortlægge omfanget, men kan samtidig skabe sikkerhed, mener eksperter

Homospot.dk, Forum Chat, sol.dk og boyfriend.dk.

Bi- og homoseksuelle mænd, der vil købe eller sælge sex, mødes i dag primært i chatfora på internettet. 22-årige Rasmus fra København er en af dem. Han har i to år solgt seksuelle ydelser, som kommer i stand ved, at han finder en kunde via en chatside og derefter tager hjem til ham. Kunderne er altid mænd.

Det er en let måde at tjene penge på, og det er efterhånden blevet ren rutine, begrunder Rasmus sit foretagende med.

Servicestyrelsens Kompetencecenter Prostitution har netop færdiggjort et pilotprojekt til at kortlægge omfanget af dansk prostitution på internettet. Erfaringer herfra peger på, at mandlig prostitution kun i meget begrænset omfang stadig eksisterer i parker, saunaer og på enkelte barer for homoseksuelle, og at de prostituerede i stedet skaffer kunder via internettet. Kunder, der næsten udelukkende er mænd.

På kvindesiden viser omfanget af internetprostitutionen sig ved, at mange massageklinikker må lukke.

Prostitution går virkelig hurtigt på internettet, og de prostituerede registrerer sig på forskellige sider med forskellige navne. Det eksakte antal af mandlige prostituerede er derfor umuligt at fastlægge, siger Jette Heindorf, socialfaglig medarbejder ved Kompetencecenter Prostitution og medforfatter til flere undersøgelser om prostitution i Danmark.

Internettets store kontaktflade for prostitution gør det svært for socialarbejdere at komme i dialog med mandlige prostituerede. På nuværende tidspunkt findes der kun enkelte sociale initiativer målrettet mod mandlige prostituerede, hvorfor sociale myndigheder beskriver mandlig prostitution som et overset problem. Men at mandlig prostitution flytter fra gaden og ind i cyberspace vil ifølge Jette Heindorf ikke skabe flere escortmænd.

Jeg tror, at der er nogle grænser, der skal overskrides, før man prostituerer sig. Vi regner med, at der cirka er 5000 kvindelige og mandlige prostituerede i Danmark, og hvis prostitution kun handlede om den praktiske mulighed for at sælge sig selv, ville der være langt flere prostituerede. Prostitution er et socialt problem. Man begynder ikke i den branche, bare fordi tilgangen er lettere, siger hun.

Men prostitution på internettet har flere sider, mener professor og ekspert i internethandel Niels Bjørn-Andersen fra Copenhagen Business School.

På den ene side udbredes prostitutionen til en langt større gruppe på grund af internettets evne til at forbinde folk, og det holdbare i det kan selvfølgelig diskuteres. Men på den anden side giver internettet de homoseksuelle prostituerede mulighed for at sikre sig mod dumme situationer som at rende ind i en tæskeholdsbande i Ørstedsparken i København, siger han.

gehlert@kristeligt-dagblad.dk

Liv&sjæl side 13