Skal prostitutionskunder kriminaliseres?

Debatten om at forbyde sexkøb lever i bedste velgående. – Foto: Simon Knudsen.

I dag er det kvindernes internationale kampdag, og især debatten om at forbyde sexkøb lever i bedste velgående. En lov mod køb af sex vil begænse prostitution betydeligt, siger Hanne Helth fra Dansk Kvindesamfund, mens Linda Kristiansen fra De Radikale tror, at en lov vil gøre det vanskeligere at hjælpe de prostituerede

NEJ mener Linda Kristiansen. Hun er folketingskandidat for De Radikale. Hun står bag initiativet Undersøg sagen, mand, som er en modkampagne til Tag stilling, mand. Linda Kristiansen er imod et forbud mod sexkøb.

Hvorfor er du imod et forbud mod sexkøb?

Det handler om, hvorvidt vi vil hjælpe de prostituerede og erfaringer fra Sverige, hvor de har forbudt sexkøb, viser, at et forbud gør hjælpearbejdet sværere. De prostituerede bliver i stedet drevet ud i lyssky forretninger og det bliver langt sværere at hjælpe dem, der gerne vil ud af prostitution, fordi vi simpelthen ikke kan finde dem. Nu annoncerer de i aviser og blade og er synlige i gadebilledet. Hvis der kommer et forbud, frygter jeg, at det vil blive vanskeligere at lave socialt opsøgende arbejde.

Hvordan vil du så hjælpe de prostituerede?

Jeg mener, at der skal sættes langt kraftigere ind med sociale tiltag. Kvinderne skal have hjælp og rådgivning. Der skal være rådgivningssteder, som taler i øjenhøjde med de prostituerede. Hvis de gerne vil stoppe, skal de have hjælp til arbejde og eventuel stofafvænning.

Et forbud sender vel et stærkt signal til køberne om, at det ikke er i orden?

Jo, men det kan man gøre på mange andre måder. Jeg mener, at bedre seksualundervisning i skolerne og oplysningskampagner kan have samme effekt. Spørgsmålet er, hvad man får ud af et forbud og jeg mener ikke, at det har den ønskede effekt.

JA mener Hanne Helth. Hun er initiativtager til 8. marts-initiativet, som med lanceringen af kampagnen Tag stilling mand opfordrer mænd til at skrive under på at forbyde sexkøb. Hun er medlem af styrelsen i Dansk Kvindesamfunds Københavnskreds og har gennem en årrække været involveret i arbejdet med bekæmpelse af prostitution.

Hvorfor mener du, at sexkøb skal være forbudt?

Jeg anser prostitution for at være et samfundsproblem, som handler om nogle mænds seksualitet. Mange undersøgelser viser, at det skader kvinderne på krop og sjæl og vi udviser stor kynisme, når vi ikke hjælper disse kvinder ved at begrænse sexindustrien.

Hvorfor er det ikke tilstrækkeligt med sociale tilbud?

Det er helt nødvendigt med hjælp og støtte til de kvinder, der har problemer. En del af de prostituerede har problemer med gæld, stofmisbrug og psykisk sygdom og de skal selvfølgelig have den hjælp, de behøver. Vi har bare også brug for en sexkøbslov, fordi den retter sig mod kunderne og vil have en præventiv effekt. Vi skal have skabt en holdning i samfundet til, at det ikke er i orden at købe sex. Det skal være i vores bevidsthed på samme måde som, at man ikke kører bil beruset eller slår sine børn. Det er meget vigtigt, at vi får sagt til fremtidens unge mænd, at besøg hos prostituerede ikke er acceptabelt.

Hvorfor skelner i ikke mellem at forbyde sex af handlede kvinder og hos de, der selv har valgt det?

Det har de gjort i Finland og det er en katastrofe. Kunderne kan ikke skelne og de handlede kvinder indrømmer det ikke selv, fordi de er bange for alfonserne. Derfor er det nødvendigt at have en lov, der dækker alle områder.

Kan man overhovedet afskaffe prostitution?

Vi er ikke så naive at tro, at det forsvinder helt, men vi er overbeviste om, at vi kan begrænse det. Hvis vi ikke gør noget, vil vi se en voksende sexindustri, men hvis vi får vedtaget en lov, vil vi se et fald i prostituerede og at færre mænd køber sex. Der er virkelig meget på spil og danskerne må vælge: vil de have mere eller mindre prostitution.

barslevkristeligt-dagblad.dk