Rød regering vil forbyde købesex

ARKIV--S-SF foreslår i fælles udspil et forbud mod købesex. Spørgsmålet splitter hos Socialdemokraterne. Der vil komme et forbud mod køb af seksuelle ydelser, hvis Helle Thorning-Schmidt bliver statsminister efter folketingsvalget. (Foto: ANNETT BRUHN/Sca Foto: Annett Bruhn

S-SF foreslår i fælles udspil et forbud mod købesex. Spørgsmålet splitter hos Socialdemokraterne

Der vil komme et forbud mod køb af seksuelle ydelser, hvis Helle Thorning-Schmidt bliver statsminister efter folketingsvalget.

Socialdemokraterne og SF vil ændre den nuværende ligestillingspolitik og et af forslagene i et nyt ligestillingsudspil er et forbud mod at købe sex.

Partierne vil dog først indføre en række sociale tiltag, der skal hjælpe mennesker i prostitution til et andet liv, før der kommer et forbud mod købesex.

Forbuddet mod købesex har tidligere splittet Socialdemokraterne, og det er fortsat et emne, der giver problemer.

- Det er klart, det er et kontroversielt emne, og derfor er det utrolig vigtigt, at vi selvfølgelig ikke kun fremfører forbud, men også konstruktive løsninger. De sociale og retslige perspektiver skal også løftes, siger ligestillingsordfører Julie Rademacher.

På Socialdemokraternes kongres i 2009 vedtog de delegerede, at partiet skal arbejde for et forbud. Flere markante S-profiler som finansordfører Morten Bødskov og retsordfører Karen Hækkerup var dog imod et forbud.

Retsordfører Karen Hækkerup understreger, at hun retter sig efter kongressens beslutning, men hun er stadig betænkelig ved et forbud mod købesex.

Hun synes ikke, at erfaringerne fra Sverige er gode. Her har købesex været forbudt i ti år.

- Det har ikke fået prostitutionen til at forsvinde, det har fået den mere ud i det skjulte. Hvis man vil have prostitutionen til at holde op, skal man gribe det an på en anden måde, end man har gjort i Sverige, siger Karen Hækkerup.

Hun er trods alt tilfreds med, at Socialdemokraterne og SF i udspillet understreger, at der skal komme en social indsats før et forbud.